Prøv avisen

Formand for Gammel Estrup: Hjælp museer i tyndt befolkede områder. De er særligt vigtige

De offentlige tilskud til de store museer går ud over de små museer, som typisk får en meget lille offentlig støtte, skriver formanden for herregårdsmuseet Gammel Estrup, som ses på billedet. – Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix.

Anna von Lowzow

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg håber, at kulturminister Joy Mogensen (S) vil tage sig sammen og iværksætte en ny reform, som også sikrer, at museer i tyndt befolkede områder kan videreudvikle det gode og nødvendige arbejde

Direktøren for Den Gamle By i Aarhus, Thomas Bloch Ravn, udtaler i Kristeligt Dagblad den 16. februar, at der er behov for en reformering af museumsloven i forhold til fordelingen af offentlig støtte til museerne i Danmark. Deri er jeg enig. Jeg er selv en stor fortaler for, at regeringen snarest kigger på den markante skæve og uigennemskuelige fordeling af offentlige midler til de danske museer, som år efter år har fået lov til at leve sit eget liv, uden at nogen har taget ansvar for det.

Den Gamle By i Aarhus er et af de museer, som er hårdest ramt på økonomien i corona-tiden, fordi museet er blandt dem, der har størst egenindtjening på publikumsindtægter. Dog vil jeg sige, at alle museer i Danmark har samme problem. Den Gamle By har endda en fordel. For Thomas Bloch Ravn modtager om året 32 millioner kroner i offentlig støtte. Den Gamle By er således et af de museer i landet med absolut størst offentligt tilskud.

Til gengæld er statsanerkendte museer, som ligger uden for de store byer, typisk forfordelt med en meget lille offentlig støtte. Det er for eksempel købstadsmuseer, som har ansvar for lokale områder i Danmark.

Jeg læser, at Thomas Bloch Ravn synes, at vigtigheden af museer kan sættes på en simpel formel, hvor de vigtigste museer (heriblandt Den Gamle By) må overleve. Men hvem er i virkeligheden vigtigst? Alle museer er noget for nogen. Især museer i tyndt befolkede områder er vigtige, selvom de ikke tæller deres besøgende i hundredtusinder, men i titusinder. De er nemlig med til at holde sammen på et lokalsamfund.

Thomas Bloch Ravn taler således for sin egen sag, da de ”folkekære” (ren Morten Korch) museer, som hans eget, i vidt omfang ligger i storbyerne, hvor befolkningsgrundlaget og dermed potentialet for mange besøgende er større. Målt i forhold til befolkningstallet i et nærområde, er der faktisk lokale museer, der er lige så folkekære som Den Gamle By. Jeg har stor respekt for, at publikumsindtægter spiller en stor rolle for Den Gamle By. Det gør publikumsindtægter for alle museer uanset størrelse. Den Gamle Bys økonomiske fundament er til gengæld sikret af stat og kommune, og museet går næppe konkurs. En stor offentlig bevilling gør, at det er noget nemmere at udvikle et produkt og markedsføre det, når ens udgangspunkt er 32 millioner kroner om året og ikke én million kroner, som nogle af de små museer bliver spist af med.

Thomas Bloch Ravn har nu sat en model op, som indeholder fire følgende punkter: besøgstal, international anerkendelse, bedømmelser og Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger. Det forstår jeg godt. Men der bør være et femte punkt, som hedder geografi. Jeg håber derfor, at kulturminister Joy Mogensen (S) vil tage sig sammen og iværksætte en ny reform, som også sikrer, at museer i tyndt befolkede områder får mulighed for at fortsætte og udvikle det gode og nødvendige arbejde, som foregår på museerne rundt om i hele landet.

Anna von Lowzow er formand for Gammel Estrup.