I DISSE ÅR SKRIVES DER nye salmetekster og -melodier som sjældent før. Tekst og melodi indgår i en symbiose, der er afgørende for, om salmen slår an. Eller ender i glemsel.
I den forbindelse synes jeg, opmærksomheden skal rettes mod salmernes indhold. Ikke deres alder. Men for nogle er alderen et kvalitetskriterium i sig selv, og det forstår jeg ikke.
På Facebook erfarer man mange ting, og for ikke så længe siden glædede en af vore mange dygtige teologer – Nana Hauge – sig frydefuldt til at skulle i gang med at vælge salmer til søndagens gudstjeneste. Jeg opfordrede i kommentarfeltet til, at hun også skulle afprøve nogle af de nye.
”Nyt er nu ikke et kriterium, jeg bruger,” svarede hun. ”Men vi skal da synge Aastrup!”.
Jeg svarede lidt drillende: ”Men det er gammelt vel heller ikke?”.
Nana replicerede: ”Nej. Men tradition er.”
Om det så betyder, at traditionen er en uoverstigelig hindring for at åbne gudstjenesten for nye salmer, skal jeg ikke kunne svare på.
Jeg kom til at tænke på den venskabelige meningsudveksling på Facebook, da jeg forleden læste et lille interview med journalisten Mads Brügger i Kristeligt Dagblad.
Brügger er angiveligt en flittig kirkegænger, og det er jo skønt. Men hans tilgang til nye salmer ligner Nana Hauges: ”Jeg kan især meget godt lide meget gamle salmer, som giver mig fornemmelsen af kirkens alder, og at jeg sidder et sted, der har rod i evigheden. Omvendt har jeg det meget svært med nyere salmer. De udtrykker den her ferske, udvandede protestantisme, som jeg ikke bryder mig om. Nej, jeg kan ikke med det,” tordner Brügger.
I BETRAGTNING AF, hvor mange nye salmer der er skrevet, synes jeg, det er meget generaliserende at afskrive dem alle som udtryk for ”den her ferske protestantisme”. Hvad den så end består i.
Jeg tror ikke, at en nærmere efterprøvelse af de to debattørers teologiske tilgang ville påvise et stort åndeligt slægtskab. Men ét er de enige om: Det gamle er trygt og genkendeligt, det nye udfordrer og skaber uro.
Den slags generaliseringer holder naturligvis ikke. Der findes gamle salmetekster, der virkelig ikke har megen dybde, mens der tilsvarende er nye tekster, der rammer lige ind i hjerte og sind og dermed kan bidrage til at åbne troens port til evigheden. Eller bare dagligdagen.
I mit eget sogn går der ikke en søndag, uden vi synger en af de nye salmer. Udfordringen er naturligvis dobbelt, for man skal både forholde sig til en ny tekst i et nutidigt sprog og lære en ny melodi.
Alligevel viser det sig jo, at vi kirkegængere faktisk er mere klar til nænsom fornyelse end mange præster, organister og menighedsråd. Tænk på en salme som Johannes Johansens og Erik Sommers ”Du som har tændt millioner af stjerner” (1981). Eller Jørgen Gustava Brandt og Bent Fabricius Bjerre/Ole Schmidts ”Tænk at livet koster livet” (1985). Jens Rosendals og Per Warming ”Du kom med alt det, der var dig” (1981). Lisbeth Smedegaard Andersens og Erik Sommers ”Der våger i verden et kærlighedsord” (2017) eller Iben Krogsdal og Kristian La Cours ”Du har åbnet din lysende bue” (2015).
Salmer, der har slået rod mange steder, også blandt mennesker, der måske ikke kommer så ofte til gudstjenesten. Det skal vi da glæde os over, ligesom vi i øvrigt glæder os over nye prædikener over de samme tekster, søndag efter søndag i kirkeåret.
Et forhold omkring salmer, som jeg synes ofte overses, er melodiens betydning.
Betragtet fra min kirkebænk kan en god tekst ødelægges af en dårlig melodi, og en dårlig tekst løftes af en god melodi. Der findes gode salmetekster, som jeg simpelthen foretrækker at læse, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at synge dem. Og omvendt.
Der findes traditionalister og fornyere i alle sogne. Jeg holder uendeligt meget af gudstjenestens liturgi, men også af nænsom fornyelse. Jeg vil derfor opfordre til, at man både afprøver nye salmer og forholder sig ikke kun kærligt, men også kritisk til nogle af de gamle.
Vi fik den seneste salmebog i 2003, den forrige i 1953. Der skal næppe gå helt så mange år, før vi får endnu en ny salmebog. Men indtil da er det fint med salmebogstillæggene eller de kopierede ark, som man tilmed kan tage med hjem og øve sig lidt på.
Tak til alle jer, der skriver nye tekster og melodier. I bryder nye vigtige veje, og vi smider ikke de gamle kernesalmer på porten, fordi vi bringer nyt til fællessangen og fællesskabet omkring forkyndelsen.
Mette Bock er tidligere kirke- og kulturminister for Liberal Alliance.