Tæt på, hvor jeg bor, ligger der et plejehjem og en børneinstitution. Men selvom vi ved, hvor meget glæde og liv en masse unger kan sprede blandt ældre mennesker, så er de to byggerier adskilt af krat og beton. Lederne på de to institutioner gør et ihærdigt stykke arbejde for at nedbryde skellet i hverdagen, så både børn og beboere kan få mere glæde af hinanden, men den manglende sammentænkning af de to matrikler er en væsentlig fysisk barriere.
Med coronakrisen og genåbningen af dagtilbud har børneinstitutionen fået lov til at slå et telt op inde på plejehjemmet. Det giver et helt nyt liv, som beboerne på plejehjemmet kan følge med i. Et par børn hopper rundt og plukker af de mange bellis i græsplænen, fliserne er blevet dekoreret med kulørte mønstre i kridt, og en gruppe laver børneyoga på måtter i solen. I lyset af den isolation, som corona ellers har bragt plejehjemsbeboerne i, glæder jeg mig over den lille forandring.
Et er, at du som dement kan have brug for trygge og forudsigelige rammer. Og du skal selvfølgelig kunne lukke døren til din egen bolig, og der skal ikke rende fremmede rundt i din bogruppes dagligstue. Noget andet er, at du på trods af fysisk svækkelse og alderdom også har brug for sociale relationer og fællesskab. Måske blot ved at kunne deltage i livet på afstand eller ved let at kunne komme hen, hvor der er liv og mennesker.
Da min egen farmor kom på plejehjem, talte hun ofte om, hvor stille der var. Fra sin bolig i stueetagen havde hun udsigt over et nydeligt haveanlæg. Selvom det hjalp på hendes utryghed og trivsel at komme på plejehjem, så savnede hun liv omkring sig.
Vi har brug for, at vores plejehjem indgår i lokalsamfundet, både når vi planlægger nybyggeri, men også når hverdagen kører af sted. På den måde sikrer vi, at beboerne får mulighed for social kontakt og aktiviteter med andre end pårørende, medarbejdere og andre beboere. Derudover kommer plejehjem, som åbner op mod lokalsamfundet, lettere i kontakt med frivillige. Åbenheden kan altså også føre livsbekræftende én til én-relationer med sig.
I dag sker sammentænkningen af for eksempel børneinstitutioner og plejehjem primært i prestigebyggeri i større kommuner. Og samspillet med lokalsamfundet i hverdagen finder sted, når der er en visionær og engageret leder bag roret. Men lederne har ikke uanede mængder af tid, og de kan heller ikke vælte mure.
Vi skal lægge et langt stærkere fundament for beboernes sociale trivsel. Vi skal derfor skabe muligheder for interaktion med lokalsamfundet allerede i planlægningsfasen:
Samtænke kommunale institutioner og servicetilbud samt serviceerhverv, hvor det giver mening. Børneinstitution og plejehjem er oplagt, men hvad med bibliotek, café eller kulturhus? Hundepension eller bed and breakfast?
Opsøge lokale samarbejdspartnere og lægge grobunden for nye spændende muligheder: Hvad savner de i deres lokalsamfund, hvad kan de bidrage med, og hvilke nye idéer opstår i fællesskab?
Planlægge kvadratmeterne klogt, så der for eksempel bliver plads til en legeplads til børnehaven, en løberute til motionisterne eller et haveskur til de lokale frøsamlere. Indendørs et lokale, som naboerne kan låne til generalforsamlingen, eller som aftenskolen kan bruge til deres kreahold.
Når plejehjem er en aktiv del af deres lokalsamfund, bidrager de til lokalmiljøet ligesom øvrige aktører. Beboerne er ikke blot modtagere af hjælp og omsorg – de er også bidragsydere.
At naboer og andre aktører ikke blot er ”glade givere”, inviterer samtidig langt flere mennesker til at tage del. Deltagelse bliver mere uforpligtende og givtig – for du behøver ikke at kandidere til frivillig besøgsven for at deltage i aktiviteterne på plejehjemmet.
Jeg er sikker på, at det er muligt at træde nye stier og med fokus på vores lokalsamfund, fællesskab og gensidighed tænke livet på plejehjem forfra.
Lise Holm-Rasmussen er byplanlægger og stifter af Handlerum.