Tak til Kristeligt Dagblad for et inspirerende interview med Thue Damgaard Kjærhus om det danske dannelsesbegreb i avisen den 18. juli. Thue Damgaard Kjærhus har tydeligvis arbejdet dybt med emnet, og det var en fornøjelse og oplysende at læse.
Der er dog et aspekt, som får mig til at tage blækhuset frem. Når Thue Damgaard Kjærhus mener, at forudsætningen for at blive en kristen er, at man har erfaring med kærlighed, synes jeg, han underkender hele den grundlæggende kristne forståelse af, at kærlighed grundlæggende kommer fra Gud, og kun i mødet med Gud lærer vi, hvad sand kærlighed er.
Dette gælder også protestanter, ikke kun katolikker. Hvis man ikke klart indføres i Bibelens tankebaner omkring Gud og det at være menneske, ender vi i sekulariseret humanisme, uanset om vi i fællesskab måtte finde frem til mange interessante definitioner på, hvad kærlighed er.
Det er mit indtryk, at nutidens grundtvigianisme i høj grad er endt her – ikke mindst på højskolerne. Dette skyldes blandt andet, at den grundtvigske bevægelse med sit for optimistiske menneskesyn har været sårbar over for moderne sekulære folkestrømninger, som for eksempel ungdomsoprørets grundlæggende opgør med en kristen livsstil og samlivsforståelse.
Derfor holder Thue Damgaard Kjærhus’ påstand om, at det er i isolationen, at ideologierne opstår, ikke. Det sker nærmere der, hvor den bibelske åbenbaring om kærligheden holdes ude.
Thue Damgaard Kjærhus påstår, at hvis man ikke har erfaring med kærlighed, læser man ”det glade budskab dogmatisk”, og derfor skal ”skolerne heller ikke forkynde kristendom, fordi mulighedsbetingelserne til det kristne opstår i fællesskabet i det folkelige, hvor vi får erfaring med kærlighed”.
Men hvad nu, hvis folket er sekulariseret i en sådan grad, at kristendommens indhold er ukendt, og folket erstatter den kristne kærlighedsforståelse med noget andet, som for eksempel en narcissistisk, materialistisk eller muslimsk?
Thue Damgaard Kjærhus vil jo gerne have det til at se ud, som om grundtvigianismen har en afgørende plads i det danske dannelsesbegreb. Er det ikke netop dogmatik, som giver kristen dannelse historisk og nationalt perspektiv? Giver grundtvigianisme i det hele taget mening uden dogmatik?
Højskolebevægelsens fædre havde syn for nødvendigheden af at give almuen bibelhistorie og kristendomskundskab som en del af deres dannelse. Det er vel ikke mindre aktuelt for det 21. århundredes ”akademiske almue”, som Thue Damgaard Kjærhus så rammende kalder den.
Det kunne være spændende, hvis grundtvigske skoler i dag ville besinde sig på deres ansvar for at give kristen dannelse til dybt sekulariserede danskere. For hvis det er sandt, at dogmatik ikke kan undgås, kan man vel lige så godt gøre det ordentligt.
Peter Nissen er præst i Bramming Frimenighed