Prøv avisen

Professor: Høghs og Kvists kritik af ”rettighedsfundamentalisme” er fordomsfuld

Svend Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Marie Høgh kalder de boykottende politikere ”en flok småtskårne, fordomsfulde og uoplyste”. Hun mener, at de kastede med ”æg og rådne tomater” efter Morten Kvist. Hvis noget er fordomsfuldt, er det da talen om ”rettighedsfundamentalisme”, skriver Svend Andersen

SOGNEPRÆST MARIE HØGH er en flittig debattør, der er hurtigt ude med sin uforgribelige mening. Sommetider er hun lidt for hurtig, for eksempel i sin kommentar her i avisen den 3. oktober. Den handler om de ”småtskårne” venstrefløjspolitikere, der udeblev fra gudstjenesten ved Folketingets åbning. Grunden var som bekendt nogle udtalelser af prædikanten Morten Kvist i et interview i Politiken den 2. april 2008. Kvist var dengang medlem af Det Etiske Råd.

Interviewet handlede ikke om homoseksuelles ”ret” til at adoptere børn, men om, at to homoseksuelle par var blevet godkendt som plejefamilier. Denne godkendelse handlede for Kvist om ”rettighedsfundamentalisme”. Og dette begreb fik ham så til at associere mellem homoseksualitet og pædofili. Det er et bemærkelsesværdigt tankespring, som ikke bliver mindre bemærkelsesværdigt af, at det er foretaget for 10 år siden – eller at Kvist nu beklager det.

Marie Høgh overtager kritikløst talen om ”rettighedsfundamentalisme”. Hun mener ovenikøbet, at den præger ”tidsånden”. Men hvorfor skal talen om rettigheder forbindes med fundamentalisme? Rettigheder er et grundlæggende begreb i et demokratisk samfund som det danske. Marie Høgh og ligesindede plejer ikke at have noget imod en grundlæggende rettighed som ytrings

friheden. Og selv valgmenighedsloven opererer i sin første paragraf med en rettighed, nemlig retten til at blive anerkendt som valgmenighed.

Muligheden for, at homoseksuelle par kan godkendes som plejeforældre, blev politisk vedtaget i 2003 – af en konservativ socialminister. Gav hun efter for ”rettighedsfundamentalisme”? Selvfølgelig ikke. Rettigheder er noget, lovgivningen tildeler et lands borgere. Borgerne kan selvfølgelig på deres side kræve rettigheder.

Det gjorde kvinderne før 1915, da de kæmpede for retten til at vælge. Homoseksuelle har krævet retten til at indgå ægteskab eller til at adoptere børn og være plejeforældre. At kræve en rettighed er en normal foreteelse i et demokratisk samfund. Man kan anfægte en gruppes ret i en given sag. Det er en naturlig del af den offentlige politiske debat. Hvorfor skal en gruppe, der kræver en ret, beskyldes for fundamentalisme? Det vil jeg gerne høre både sogne- og valgmenighedspræstens begrundelse for.

Marie Høgh kalder de boykottende politikere ”en flok småtskårne, fordomsfulde og uoplyste”. Hun mener, at de kastede med ”æg og rådne tomater” efter Morten Kvist. Hvis noget er fordomsfuldt, er det da talen om ”rettighedsfundamentalisme”.

Marie Høgh ser ikke det glashus, hun selv kaster med sten fra.8

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet og tidligere næstformand i Det Etiske Råd.