Glem perfektion, husk at ære

”Vil du elske og ære hende/ham (…)?”.

Fra folkekirkens vielsesritual

Når undersøgelser viser, at skoleelever føler sig pressede som aldrig før, og at studerende mere end tidligere belastes af tvivl, om de er gode nok, hører man den forklaring, at det først og fremmest skyldes nutidens perfekthedskultur. Men forventninger om perfektion er en belastning, som mærkes på mange felter, og kan det mon ikke også være en faktor bag de høje skilsmissetal?

Da jeg for nylig skulle klippes, talte to af de kvindelige frisører om et par, de begge kendt. Kollegaen til hende, der klippede mig, fortalte, at parret var gået fra hinanden, og min frisør udbrød: ”Åh nej, de unge er så utålmodige!”.

Skal parforholdet være perfekt, for at det kan fortsætte? Svigter tålmodigheden, når det brusende væld af følelser ikke mærkes som før, og man får blik for den andens begrænsninger?

I vielsesritualet lyder spørgsmålet til parret, om de vil ”elske og ære” hinanden, og det giver god mening at kombinere de to ord. I vores tid, hvor der lægges voldsom vægt på følelser, vil de fleste nok opfatte det at elske som det helt afgørende. Men måske skulle vi prøve at få større opmærksomhed på det at ære.

Ordet ære kan bruges med forskellige betydninger. Som navneord indgår det i ærekær, og det er det respektabelt at være, når det er udtryk for ansvarlighed, men det kan også kamme over og svare til at være dumstolt. Men i vielsesritualet er ”ære” et udsagnsord – det peger ikke på noget, man holder på, men på noget, man gør. Det drejer sig om en måde at se den anden på.

Følelser kan man ikke kommandere med, men vi kan faktisk hjælpe følelserne, hvis vi er opmærksomme på pligten til at ære hinanden. Nu vil nogle nok fnyse, når jeg bringer pligt på banen. Men vi kommer vist ikke uden om, at følelserne har brug for den støttefunktion, som kommer til udtryk i pligten til at ære.

Hvad vil det så sige? Det kan være nødvendigt, at vi træner i at se hinanden ”rent” – åbent, uden bagtanker, uden at se et bestemt formål med den anden, uden at se gennem en skabelon, men alene agte ham eller hende for det, han eller hun rummer. Så vil vi kunne opdage noget dyrebart, som ikke gør den anden perfekt, men elskelig.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.