Dansk Folkepartis beslutning om at støtte et forbud mod rituel omskæring og Dansk Folkepartis Marie Krarups efterfølgende beslutning om at forlade Folketinget ved næste valg fik først Søren Espersen (DF) til at beskylde Krarup for faneflugt. Derefter blev han og Dansk Folkeparti af Krarups søstre beskyldt for faneflugt fra nationalkonservatismen.
Dansk Folkepartis beslutning kom ikke som nogen overraskelse for mig. Det gjorde Krarups til gengæld, for hvorfor var det lige netop dette, der var dråben, som fik bægeret til at flyde over? Hun har jo for eksempel selv været med til at vedtage den såkaldte vuggestuetvang, der er beregnet til at ”integrere” indvandrernes børn ind i den danske velfærdsstat, og tiltaget er derfor et indgreb mod familiens frihed, som Krarup ellers hævder at varetage.
Jeg synes, det er godt, at opgøret med Dansk Folkepartis faneflugt er kommet, men det er kommet for sent og på et mystisk grundlag. For hvorfor diskuterer vi drengeomskæring med større og større intensitet? Det gør vi, fordi vi har et voksende antal muslimer i landet, som står for langt den største del af de rituelle omskæringer, som typisk foregår noget senere end de jødiske, og som derfor både medfører større ubehag for drengene og omkostninger for det danske sundhedsvæsen.
Når statsminister Mette Frederiksen (S) i forbindelse med sin stillingtagen til den jødiske praksis næsten grædende taler om Dan Uzan, som ”vi ikke kunne beskytte”, så glemmer hun, at hendes eget parti har ført den politik, som gør, at vi ikke kunne beskytte ham. Vi kunne ikke beskytte ham, fordi ingen var eller er villige til at sætte en stopper for muslimsk indvandring.
Det er min påstand, at jødisk, rituel praksis eller jøders sikkerhed i Danmark aldrig ville have været et emne, hvis der blevet ført en anden indvandringspolitik. Men de regeringsbærende partier i Danmark ønsker ikke at føre en anden politik, for de mener, at jorden går under, hvis der på nogen måde bliver sat spørgsmålstegn ved de åbne grænser i EU samt ved konventionerne, som i øvrigt er en del af EU’s traktatgrundlag.
Derfor er det andre partiers opgave konstant at udfordre de store på dette område. Dette har Dansk Folkeparti forsømt gang på gang, senest, da de havde flere mandater end Venstre, og dét er den virkelige faneflugt.
Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ønskede at underskrive Marrakesh-aftalen, som med garanti vil føre til mere indvandring, kunne han ikke finde nogen i sit parti, der ville underskrive, så han måtte selv med Socialdemokratiets fulde støtte tage ned og gøre det.
Tænk, hvis Dansk Folkeparti havde sagt til ham, at så skulle han ikke regne med at være statsminister, når han kom hjem. Tænk, hvis Marie Krarup havde trukket sig dengang. Så havde vi langt om længe fået den diskussion, som vi er nogle, der har råbt på i årevis, nemlig den diskussion, der handler om, at man kan føre en nok så hård retorik og indføre nok så mange tvangsforanstaltninger for de fremmede med tab af frihed for alle til følge.
Men når man ikke vil gøre noget ved indvandringen i sig selv, så vil der komme flere med en anden holdning og kultur, og så vil beslutningerne en dag blive omgjort af dem. Demokratiet er nemlig ingen forsikring mod islamisering.
Marianne Wagner er sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby.