Coop-formand: Vær næstekærlig og gør Black Friday til Give Back Friday

Forbrugsfesten er ikke for alle. Tusinder af børn, familier, enlige og ældre er med statsgaranti ikke at finde med en proppet kurv i den meterlange kø, når det hele går i sort på fredag, skriver Lasse Bolander, formand for Coop

I stedet for at fylde indkøbskurven med tilbudsvarer på Black Friday, vil du i din lokale Kvickly eller SuperBrugsen kunne finde en Give Back Friday-liste med julevarer, som du kan donere.
I stedet for at fylde indkøbskurven med tilbudsvarer på Black Friday, vil du i din lokale Kvickly eller SuperBrugsen kunne finde en Give Back Friday-liste med julevarer, som du kan donere. . Foto: Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix.

NÅR DU ALLIGEVEL er ude og fylde kurven på Black Friday, kan du overveje at handle med noget andet end impulsen, nemlig hjertet.

Black Friday er en forholdsvis ung og hastigt voksende tradition herhjemme. Forbrugsfænomenet, hvor folk noget nær går amok i tilbud, har rødder i 1960’ernes USA, hvor butikker fredagen efter thanksgiving sætter priserne ned og holder åbent til midnat, lige inden julehandlen for alvor bryder løs. Og hvem er ikke interesseret i et godt tilbud? Det er vi vist alle.

Men forbrugsfesten er ikke for alle. Tusinder af børn, familier, enlige og ældre er, tør jeg godt sige, med statsgaranti ikke at finde med en proppet kurv i den meterlange kø, når det hele går i sort på fredag.

Siden Danmark tilsluttede sig FN’s verdensmål om at halvere antallet af fattige borgere inden 2030, er den såkaldte fattigdomsgrænse blevet genindført, efter den blev fjernet i 2015. Danmarks Statistik har derfor udarbejdet nye grænser for fattigdom for Finansministeriet, og de rå tal viser, at 226.520 mennesker i Danmark kan betegnes som fattige, og op mod 44.000 børn lever i fattigdom. Særligt julen er svær for de dårligt stillede børn, fordi der for det første ikke er råd til gaver eller julemad, for det andet fordi julen minder barnet om, at det ikke er en del af majoritetens overflødighedshorn af en julefest.

Coop og Røde Kors er derfor gået sammen om at gøre julen bare lidt mere overkommelig for børnene og deres familier, men vi kan ikke gøre det alene.

Derfor: Når mange af os alligevel skal ud og shoppe igennem på Black Friday, vil du i din lokale Kvickly eller SuperBrugsen kunne finde en Give Back Friday-liste med julevarer, som du kan donere. Varerne bliver til gavekort på 800 kroner, der gives til lokale familier, der har brug for julehjælp. Gavekortene fordeles af Røde Kors i forbindelse med organisationens julehjælpsarbejde.

Lad os sammen gøre det, julen i virkeligheden handler om; lad os handle næstekærligt og gøre Black Friday til Give Back Friday.

Lasse Bolander er formand for Coop.