VED DE NYLIGE VALG til både Europa-Parlamentet og Folketinget er der en tydelig og markant bevægelse blandt vælgerne på, at klima og miljø skal spille en afgørende rolle på den politiske dagsorden. Det er godt for klimaet og godt vores fælles fremtid.
I disse dage omsættes folketingsvalgets mandatmæssige resultat så til politisk handling. Med den udmeldte ambition om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent allerede i 2030 skal alle sejl sættes, alle idéer i spil og al tænkelig grøn innovation rulles ud. For alle tiltag mod en grønnere fremtid betyder noget i klimaregnskabet.
Et af dem er genbrug af tøj. For hvert stykke tøj, der genbruges, spares der ikke alene på Jordens ressourcer i form af råvarer, men også i form af den CO2-udledning, der sker ved forarbejdning af tekstilerne og den efterfølgende fragt og distribution.
I Danmark indsamles der hvert år i omegnen af 40.000 tons tøj til genbrug. Det er primært frivillige organisationer, som blandt andet Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Frelsens Hær og UFF. Hertil kommer et par private aktører, som mig selv, der samarbejder med Red Barnet og i øvrigt efter sortering af genbrugstøjet eksporterer det meste til Østeuropa og Pakistan.
Men summen af det indsamlede genbrugstøj står langt fra det faktiske potentiale. Der kan nemlig indsamles meget mere til gavn for klimakontoen, hvis indsamling af brugt tøj sættes i system og orkestreres af den kommunale renovation. På den måde undgår vi, at tøjindsamling er en alles kamp mod alle, men netop en fælles samfundsopgave der skal løftes i flok af hensyn til klimaet.
Netop fordi genbrug af tøj batter på klimakontoen, og fordi de frivillige ngo’er får et pænt økonomisk overskud ved indsamlingen, som de så efterfølgende investerer i en mere social og retfærdig verden ved at igangsætte hjælpearbejde og projekter over hele kloden, mener jeg, at tiden er inde til at folde et landsdækkende indsamlingssystem ud. Et system, der rent faktisk sikrer, at brugt tøj ikke ender i affaldscontaineren og går op i røg.
Vi skal have et indsamlingssystem, der sikrer tøjet en forlænget levetid og dermed livscyklus. For sammen med mange andre ærgrer det mig, hver gang jeg får kendskab til brugt tøj, der havner i forbrændingsovnene. Brugt tøj, der bestemt har værdi, brugt tøj, der er efterspørgsel på, og brugt tøj, som er en skattet vare mange steder i verden.
Faktisk er det en forbrydelse mod miljøet og klimaet, at politikerne ikke for længst har sat ind mod den brug og smid væk-kultur, der er i omgangen med brugt tøj. Men det forudsætter naturligvis politiske foranstaltninger samt udvikling og drift af et logistiksystem, på linje med det, vi kender fra indsamling af storskrald, udtjente batterier, plastic, flasker og så videre. Med andre ord: nytænkning samt politisk handlekraft og vilje.
MIN TANKE ER, at det landspolitisk besluttes, at den kommunale dagrenovation tilføjes en ny sløjfe. Den sløjfe skal i fremtiden sikre, at intet brugt tøj havner til forbrænding, før der har været en certificerende myndighed indover og vurderet tøjets tilstand. Altså om det egner sig til genbrug eller ej. Det kan eksempelvis ske i et forpligtende samarbejde mellem den lokale dagrenovation, en ngo og en privat aktør. Og her er det afgørende, at den private aktør spiller hovedrollen, fordi opgaven alene skal løftes med en forretningsmæssig tilgang.
I samme moment – og inspireret af den nye politiske virkelighed for klimaet – kan Danmark tage et yderligere skridt i den rigtige retning ved at tage ved lære af Frankrig og Finland. Her har man allerede afgiftsbelagt tekstiler. Det betyder fornyet omhu i omgangen med brugt tøj, og netop den omhu, der giver garanti for, at anvendeligt og funktionsdygtigt tøj ikke havner i ”småt brændbart”.
På den måde bliver der rettet op i noget af ubalancen på klimakontoren, og ikke mindst bliver der sat en synlig og markant handling bag alle klimaambitionerne.
Steen Trasborg er CEO i genbrugsvirksomheden Trasborg Denmark.