Lene Tanggaard, du har givet din bog titlen ”Læringsglemsel”, men er det ikke vigtigt, at skoleelever husker, hvad de lærer?
"Jo, min bog er ikke et forsvar for, at man skal glemme, hvad man har lært. Det basale er, at vi lærer bedst, når vi er i færd med noget, som optager os så meget, at vi glemmer, at vi lærer. Men det er også udtryk for, at hvis vi skal have plads til nye erkendelser, er der noget andet, vi skal glemme."
En af pædagogikkens store gamle damer, Ellen Key, sagde allerede for 100 år siden: ”Dannelse er det, man husker, når man har glemt, hvad man har lært.” Er det i virkeligheden ikke dannelse, du skriver om?
"Der er nogle af de samme pointer, men der er en forskel på, om man taler om dannelse eller læringsglemsel. Min bog er i høj grad skrevet for at advare imod, at vi har gjort skolerne til nogle tugtinstitutioner med stærk fokus på at disciplinere elevernes adfærd gennem klasseledelse og feedback."
Er det ikke naivt at tro, man kan undvære styring og tiltag, der skaber ro? Er de nyere pædagogiske idéer om klare læringsmål, synlig læring og fokus på, hvad der konkret virker i undervisningen, ikke en følge af, at skolen har været svag på disse felter?
"Selvfølgelig er der brug for ro og styring, men det gør ikke jobbet i sig selv. Jeg mener, skolen er gået alt for langt med målstyringen, og at der nu er brug for at genetablere en mellemposition. Og vi skal dels væk fra at tro, at bare fordi vi opstiller mål om det, sker der læring."
"Dels skal vi anerkende, at der ofte opstår situationer med stort udbytte for eleverne, hvor det ikke var til at forudse. Hele den ”hvad virker”-diskurs, som vi har nu, forhindrer efter min overbevisning en høj faglighed i skolen."
Det er dejligt, når undervisningen er så spændende, at eleverne næsten glemmer, de er i skole. Men rummer skolen ikke også en masse stof, som man bare må leve med er kedeligt, men skal lære, fordi det er vigtigt – for eksempel grammatik eller andengradsligninger?
"Det, jeg prøver at sige, er, at læringsbegrebet har taget overhånd. Jeg mener, vi skal tilbage til at tale om kundskaber, værdier og overordnede formål i stedet for at bruge energien på at opstille læringsmål og reflektere over, hvor langt vi er fra at opfylde dem."
"Læringsglemsel inviterer til i højere grad at bruge engagement og begejstring som drivkraft, men selvfølgelig skal skolen også tage fat i det, som er kedeligt. Det er ikke det, det handler om, men om, at skolen skal have sit eget sprog tilbage."
Hvilket sprog er det da, som har erstattet lærernes eget sprog?
"Hele styrings- og refleksions-ordforrådet kommer fra psykologien. Derfor kan det måske overraske, at kritikken kommer fra mig, der selv er psykolog. Men jeg mener, skolen er gået alt for langt i retning af refleksionstvang.
Vi ved, at store dele af et menneskes liv er prærefleksivt vanebaseret – altså noget, vi gør uden at kunne sætte ord på det. Når man beder en dygtig kirurg sætte ord på, hvad han gør, når han opererer, lader det sig ikke gøre. Hele den praktisk-musiske dimension bliver svækket af denne måde at tænke skole på."
Du kritiserer de såkaldte ”edderkoppespind”, som bruges i daginstitutioner, hvor børn, forældre og pædagoger på en lang række områder skal evaluere barnets kompetencer. Og alle de laminerede skemaer med målsætninger og angivelser af, hvor langt klassen er med at opfylde dem, som under mantraet ”synlig læring” er blevet hængt op på danske skoler. Er det ikke vigtigt at følge med i, hvor langt barnet er nået?
"Jo, men vi skal forstå, at afkrydsningsskemaer kun er en laveste fællesnævner. For ethvert afkrydsningsskema gælder det, at der er så mange nuancer og kvaliteter, som det ikke kan indfange. Her må vi have tillid til den dygtige praktiker.
Jeg bruger det billede, at læreren skal være en connaisseur. Ligesom en vinkender skal den professionelle have en fornemmelse for undervisning og menneskelige relationer, som ikke lader sig sætte på formål."
Hvad er årsagen til, at skolen har taget denne drejning i retning af målstyring, refleksion, og at alt skal sættes på formel?
"Det skyldes mistillid til de professionelle. Når jeg har været med i udvalgsarbejde om skolen, er jeg ofte blevet mødt med udsagnet: ”Lene, du må forstå, at der findes dårlige lærere.” Det gør der uden tvivl, og jeg kan ikke afvise, at det kan være velbegrundet at ville undersøge, om vi får det for pengene, vi ønsker. Men løsningen er efter min opfattelse aldrig afkrydsningsskemaer, men derimod god ledelse."
Hvad er konsekvensen for børnene af al den feedback og evaluering?
"Jeg ser det, at vi sætter selv små børn til hele tiden at reflektere over deres egen læringsproces, som led i en psykologisering af hele samfundet, der gør os syge."
"Vi bliver stressede og angste af al den tvungne selvrefleksion, for hvornår er det nogensinde godt nok?"
Har du så et bud på, hvad eleverne – og deres forældre og lærere – kan gøre for at undgå at blive ramt af denne stress og angst?
"Mit råd er: Sig stop, hver gang du oplever, at du fjerner dig fra stoffet, fra den virkelige verden, og i stedet bliver gjort til dit eget observationsobjekt og belønnet for at være god til at reflektere. Det er ikke irrelevant at kunne reflektere, men vi er nødt til at insistere på, at det ikke er læring i sig selv, der er vigtig. Det er verden, der er vigtig. Det er at lære noget om noget."