Stig Grenov: Bønnekald bør ikke forbydes. De borgerlige lukker hele restauranten, hver gang de finder ét hår i suppen

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når den borgerlige fløjs idéer i betænkelig grad minder om Erdogans Tyrkiet, skriver Stig Grenov fra Kristendemokraterne

Venstre og De Konservative lader sig blindt trække rundt i manegen, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige durkdrevent begrænser de borgerlige frihedsrettigheder, mener Stig Grenov fra Kristendemokraterne.
Venstre og De Konservative lader sig blindt trække rundt i manegen, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige durkdrevent begrænser de borgerlige frihedsrettigheder, mener Stig Grenov fra Kristendemokraterne. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Kirkernes ringning til gudstjeneste er en del af vores tusindårige danske kulturarv, som ikke skal gøres til genstand for ligeberettigelsesdagsordener. Klokkerne har fungeret i hverdagen i glæde og sorg, ved fare eller ulykke. Det må muslimer såvel som enhver anden trosretning leve med. Det foruroligende er, at Venstre og Det Konservative Folkeparti blindt lader sig trække rundt i manegen, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige durkdrevent begrænser de borgerlige frihedsrettigheder. I ren forskrækkelse over muslimers ansøgning om bønnekald vil man indføre ”forbud mod højttalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum”.

Hvor går grænsen? Må Pinsekirken holde friluftsmøde? Må hinduer spille på Strøget? Er KFUM og KFUK tilstrækkeligt tæt på folkekirken til, at man der kan tænde for forstærkeren?

Loven ville have forhindret drive-in-gudstjenester under forårets corona-udbrud. Fremover vil Frelsens Hærs koncerter på gadehjørnet være truet. Hvorimod nazister fortsat frit kan udøve strækmarch i gadebilledet og sprede deres propaganda elektronisk. Atter en gang gøres religion under ét til det store dyr i Åbenbaringen.

Det er på tide at konfrontere den øvrige borgerlighed med dens ønske om, at religion skal ud af det offentlige rum. Partierne forbød dommere at bære religiøse smykker for at forhindre ikke-eksisterende burkaklædte dommere. De forbød KFS-bøn på gymnasier for at hindre tvangsbøn. De lukkede af for udenlandsk økonomisk støtte til for eksempel den katolske kirkes refugier for at stække islamistiske regimers pengestrømme.

Billedligt talt lukker de hele restauranten, hver gang de finder et hår i suppen. Jeg hader hår i suppen. Men vi kan ikke forsvare frihedsrettighederne ved at forbyde dem. For min skyld kan muslimer bede ”Allahu akbar!” og Jehovas Vidner gennemføre rigsstævne på et lejet stadion, lige så tosset de vil, så længe borgerne omkring ikke er tvunget til at høre på. Invester i en decibelmåler, frem for at udfordre Grundlovens paragraf 70 og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det løber mig derfor koldt ned ad ryggen, når den borgerlige fløjs idéer i betænkelig grad minder om Erdogans Tyrkiet. Der undertrykker man også kirker og al tale om Jesus i det offentlige rum.

I Kristendemokraterne tror vi på frihedsværdierne. Vi tror tilmed, at både de og kristendommen står sig i mødet med det fremmede. Vi bekæmper ekstremisme og tvang, uanset om den er religiøst eller politisk motiveret. Men der er frihed for Loke såvel som for Thor.

Tanker kan ikke lægges i lænker, men skal udfordres. Det skal man fortsat kunne gøre med forstærker på Rådhuspladsen eller i Gellerupparken.

Stig Grenov er folketingskandidat for Kristendemokraterne