Journalist: Greta Thunberg er ikke et barn. Hun er klimaets Jeanne d’Arc

Greta Thunberg når heldigvis masserne. Hun og paven havde et varmt og seriøst møde, hvor paven sagde: Gud velsigne dig. Fortsæt dit arbejde, fortsæt, fortsæt!, skriver journalist og forfatter Eva Nystad

Greta Thunberg er blevet kritiseret for kun at være et barn, og at hun burde lade de voksne kæmpe klimakampen. Men vi bør tage hende seriøst, på samme måde som den 17-årige Jeanne d’Arc blev taget seriøst af den franske tronarving, mener journalist og forfatter Eva Nystad. Her ses den 16-årige svenske skoleelev Greta Thunberg på scenen til Folkets Klimamarch i København den 25. maj. –
Greta Thunberg er blevet kritiseret for kun at være et barn, og at hun burde lade de voksne kæmpe klimakampen. Men vi bør tage hende seriøst, på samme måde som den 17-årige Jeanne d’Arc blev taget seriøst af den franske tronarving, mener journalist og forfatter Eva Nystad. Her ses den 16-årige svenske skoleelev Greta Thunberg på scenen til Folkets Klimamarch i København den 25. maj. – . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

DET ER SÅ TRIST, når for eksempel en politiker, en redaktør og en præst flipper ud over Greta Thunbergs fantastisk flotte eksistens og siger ting som: ”Kun et barn, hun får taget sin barndom, de voksne svigter hende, lad hende forblive barn”, og det at hun har asperger bliver konstant fremhævet.

Greta Thunberg er ikke et barn. Hun er en sjæl. Og hun har et kald. Hendes eventuelle sygdomme hindrer hende bestemt ikke i at gå ud med sit budskab. Eller i at tænke og brage igennem inden for det felt, hun virker i.

En sjælfuld personlighed kender ikke til alder, aldersopdeling. Genier heller ikke. Og hvad havde de egentligt forestillet sig, de, der taler om, at hun ”bare skulle have lov at være barn”? I en alder af 16 år. Skulle hun være spærret inde i en ”barndom”, der aldrig er ens for to af os, spille bold og være ligeglad med verden? Det er hun jo ikke, tydeligvis.

Hun er kommet langt videre ud end de fleste, tak da for det. Hun er verdensklasse. Det er ikke hendes eventuelle diagnoser, der er vigtige, men hendes prognoser. Hendes varsling. Hendes evne til at varsle andre. Det er mesterligt – og helt specielt.

Hun har sjovt nok en del til fælles med et andet verdensberømt ungt menneske – og ingen af dem kan/kunne altså betegnes som børn. Jeanne d’Arc, hærfører, var fra purung, nemlig 12 år, kaldet via stemmer, hun sagde var Guds: Befri Frankrig, sagde de. Det var i Hundredårskrigen mod England. Og stemmerne sagde til den 12-årige, som heller ikke da var et barn, men en stærkt troende militærstrateg og royal-loyal: Start med at befri den belejrede by Orléans, og sørg for at den franske tronarving bliver kronet som Karl VII.

Både Jeanne d’Arc og Greta Thunberg skoses for sygdomme, hvilket der ikke er grund til, da begge udførte/udfører kæmpebedrifter. Og hvornår og hvorfor overhovedet stikke folk deres sygdomme i hovedet? Verdenshistorien og nutiden er fyldt med menneskeskæbner, også berømte, der duer til ting og sager, selvom de har sygdomme. Den gudemorsomme mand, der endte med ikke at være morsom for sig selv, skuespilleren Robin Williams, led af bipolar affektiv sindslidelse.

Jeanne d’Arc var kun et år ældre, end Greta Thunberg er nu, hvis vi skal tale alder, da hun fem år efter stemmerne fik audiens hos den franske tronarving og overbeviste ham med indtrængende, klog tale om, at hun skulle føre en hær og befri Orléans.

Mon den franske tronarving også tænkte: Gud, hun er kun et barn? Nej, vel. Tværtom gav han hende alt udstyr til en voksenkrig – heste, en lille hær soldater, forsyninger, våben.

Greta Thunberg kaldes af mange for klimakriger. Gid hun får opbakning som Jeanne d’Arc – med penge og magt som våben til at vinde klimakrigen, før den vinder over os.

Jeanne d’Arc var, som Greta Thunberg er, fuldstændig klar på sit mål – og ikke bange for at føre det til torvs. Hun kaldte sig selv ”jomfruen” og ”jomfrukrigeren”, skrev for eksempel i et brev til den engelske konge i 1429:

”Giv tilbage til jomfruen, der er udsending for Himlens konge, nøglerne til alle de gode byer, I tog og krænkede i Frankrig.”

17-årige Jeanne d’Arc fik også rustning til krigsudøvelsen. Hun var født som bondepige, og det hele var usædvanligt, men praktisk-beskyttelsesmæssigt måtte hun i rustning, når hun red ud i kamp – hvilket senere, da hun blev taget til fange af englænderne, blev brugt imod hende – hun blev dømt for at være iført mandetøj og for at være gudsbespotter, skønt hun hørte hans stemme og fulgte hans kald.

For Greta Thunberg er det naturen, der kalder. Klimaet, menneskehedens fremtid.

For nylig skrev professor i psykologi Lene Tanggaard i Kristeligt Dagblad i ”Etisk set” en tankevækkende kommentar: ”Vi har glemt koden til at få et meningsfyldt liv.” Et menneske som Greta Thunberg har den direkte kode – og adgang. Men forleden tweetede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), om Greta Thunberg: ”Måske skulle vi bare lade hende være barn?”.

Forleden sagde sognepræst Kristian Østergaard om Greta Thunberg:

”Jeg kan ikke døje Greta Thunberg. Privat er Greta Thunberg sikkert en gæv teenager, men hendes offentlige optræden er kvalmende, som da hun i sidste måned hulkede sig igennem en klimaprædiken i parlamentet i Strasbourg.”

Greta Thunberg når heldigvis masserne. Og dem, der har højt til loftet. Hun og paven havde et varmt og seriøst møde. For nylig sagde paven til Greta Thunberg: Gud velsigne dig. Fortsæt dit arbejde, fortsæt, fortsæt!

Da Félix Dupanloup blev biskop af Orléans i 1849, begyndte han lovtaler for at få Jeanne d’Arc helgenkåret. Det lykkedes i 1920, da pave Benedikt XV kårede hende til helgen. Hun betragtes blandt andet som skytsengel for Frankrig og skytshelgen for martyrer, fanger og kvindelige soldater.

Pave Frans har selv advaret om klimaforandringerne ved flere lejligheder. Og minder tit om, at verdens fattigste, mest sårbare lande rammes hårdt af øget forurening, krige, epidemier og migration på grund af klimaforandringer.

Det er vel ikke utænkeligt, at Greta Thunberg engang kåres til skytsengel for klimaet

Eva Nystad er journalist og forfatter.