Folketingskandidat for Alternativet: Vi er helt almindelige mennesker

Det synes, som om medierne er gået fuldstændig i selvsving i et forsøg på at pille Alternativet fra hinanden på alle ledder og kanter

Vi er i Alternativet helt almindelige mennesker, som ønsker at ændre samfundets klimabevidsthed ét skridt ad gangen ved at løfte i flok – aktivistisk og politisk, skriver folketingskandidat for Alternativet.
Vi er i Alternativet helt almindelige mennesker, som ønsker at ændre samfundets klimabevidsthed ét skridt ad gangen ved at løfte i flok – aktivistisk og politisk, skriver folketingskandidat for Alternativet. Foto: Christian Lindgren.

Jeg har i de seneste mange år over flere omgange i Alternativet siddet i lokalbestyrelser, kredsbestyrelser, hovedbestyrelser, i politiske fora, været byrådskandidat og nu folketingskandidat.

Jeg kender om nogen Alternativet indefra både på de gode og de dårlige dage, og jeg kan ikke – som i overhovedet ikke – genkende det billede, der bliver tegnet af Alternativet i medierne.

Det synes, som om medierne er gået fuldstændig i selvsving i et forsøg på at pille Alternativet fra hinanden på alle ledder og kanter. Det er vel noget nær mediernes nye nationalsport.

Det er mig virkelig en gåde, hvad der foregår.

Fra talerstolen på Alternativets årsmøde så jeg ud over en stor flok mennesker i alle aldre og fra alle dele af landet.

Hundredvis af mennesker, som jeg har lært at kende gennem vores fælles arbejde i Alternativet, hvad enten det er igennem aktivisme, politikudvikling eller organisatorisk arbejde. Fra Bornholm til Thyborøn møder jeg hjertevarme folk, der brænder for vores fælles sag. Vi griner sammen, taler til langt ud på natten, deler håb, gejst og erfaringer. Vi hjælper hinanden og løfter i flok.

Jeg er så sindssygt stolt af vores medlemmer. Af de mange ildsjæle, af de åbne sind og rummeligheden i vores store bevægelse.

Men hvad der for tiden bliver gjort af tiltag fra mediehusenes side med nærmest at gå fra dør til dør for at finde en halv sætning af noget negativt... Eller hvad der tilsendes os af obskure trick-spørgeskemaer designet til at få folk til at svare på en måde, de troede betød noget andet... Det er intet mindre end rystende.

Jeg sad selv med et sådant skema forleden og blev simpelthen så træt og desillusioneret – og det sker ellers ret sjældent.

Men det ramte mig virkelig i dag: For hvad og hvem skal det gavne? Nu sidder jeg i min vindueskarm og ser på aftensolen, der går ned over engen, og tænker: Det her, det når vi simpelthen ikke i tide.

Vi er i Alternativet helt almindelige mennesker, som ønsker at ændre samfundets klimabevidsthed ét skridt ad gangen ved at løfte i flok – aktivistisk og politisk.

Vi lægger hver især noget til i ligningen og tager noget fra – men samlet i fællesskab holder vi blikket på bolden.

Ja, den konklusion sælger selvfølgelig ikke mange aviser, og nu forsvandt solen også ned bag markens mørke graner. Mon det her skriv nogensinde finder sin vej til spalterne?

Hold da op, hvor kan man som alternativist blive træt en gang imellem.

Tatjana Stenvad er folketingskandidat for Alternativet, Midt- og Vestjylland.