Grundtvigske: Er retten til omskæring af drengebørn blot en stakket frist?

Vi bryder os heller ikke om omskæring. Men sagen viser, at vi har med forhold at gøre, som kalder på andre perspektiver og et behov for udvidede horisonter

Grundtvigske: Er retten til omskæring af drengebørn blot en stakket frist?
Foto: Edite Artmann/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Selvom Socialdemokratiet og Venstre for en stund har afsluttet diskussionen om forbud mod omskæring af drengebørn, er der grund til fortsat at være på vagt over for et forbud. Tilhængernes argumenter flugter med en rettighedstænkning, som kan kaldes almindelig vanetænkning i Danmark.

Der grund til at frygte, at diskussionen om omskæring af drenge vil blive rejst ved først givne lejlighed. Presset for et forbud er ikke forsvundet. Det vigtigste argument, som vi spår vil blive rejst igen og igen, er, at man ikke skal skære i raske børn, og at ethvert barn har ret til at bestemme over sin egen krop. Derfor bør den enkelte selv tage beslutning om omskæring, når det er myndigt.

Det argument kan alle forstå, for alle vesterlændinge er i et vist omfang indforstået med denne tænkemåde.

Vi bryder os heller ikke om omskæring. Blot viser sagen, at vi har med forhold at gøre, som kalder på andre perspektiver, blandt andet fordi den ene rettighed kan kollidere med den anden, eller fordi begrebet rettighed ikke er velegnet til at belyse, hvad omskæring er.

Vi ønsker derfor at gøre opmærksom på følgende tre forhold, som udvider den horisont, inden for hvilken omskæring af drengebørn bør diskuteres:

For det første: Et forbud vil ramme både muslimer og jøder. Selvom en del muslimer har et pragmatisk forhold til omskæringen, vil det overordnet ramme dem hårdt. For jøderne er omskæring en hellig handling, som sekularisering har efterladt os med ringe sans for. Hellighed spiller imidlertid stadig en rolle i jødedommen – også i islam og i kristendom, skønt få ved det.

Et forbud vil derfor være den største krise i det jødiske samfund i Danmark siden Anden Verdenskrig og formentlig afslutte deres historie her til lands. At være jøde er at være omskåret. Er man ligeglad med deres tilstedeværelse i Danmark? Spørgsmålet åbner for et historisk argument, som ikke kun har med rettigheder at gøre.

Et forbud er yderligere en kriminalisering af jødiske forældre, der vil give deres tro videre til deres børn. Hvad har man tænkt sig at gøre ved dem, hvis de alligevel omskærer deres børn?

Læser man kommentarspor på de sociale medier, dukker der masser af ord og forestillinger op om ”jødeskikke”, ”jødelobby”, næsten som en sammensværgelse af jøder, der kæmper for lemlæstelse af små børns kønsorganer. Således stigmatiseres én gruppe mennesker her i landet, og det samme gælder som nævnt muslimerne. Samtidig kriminaliseres en praksis blandt milliarder af mennesker på kloden (for eksempel hovedparten af amerikanerne!), hvilket med gode argumenter kan udlægges som kulturelt hovmod.

For det andet: Hvis man endelig vil tage argumentet alvorligt, at barnet skal have ret til at bestemme over sin egen krop, må man tage konsekvensen fuldt ud og se på, hvad vi ellers gør ved børn. I Danmark foretages der masser af omskæringer af drenge, uden at man kalder dem for ”lemlæstelse af kønsorganer”. De er bare medicinsk begrundede, men er alligevel præcis den samme operation.

Vi opererer også stritører på børn. Vi retter deres tænder med bøjler og meget mere. Sagt med andre ord har vi en kultur, der har en bestemt forestilling om, hvordan en krop skal være, og disse forestillinger retfærdiggør en række indgreb på børnene, som de ikke skal vente med, til efter de er blevet myndige.

Vi påvirker børnenes kroppe på alle mulige andre måder. Ryger forældrene, påvirkes børnene. Dårlige madvaner påvirker børnenes madkultur, som gør dem fede. Er forældrene fysisk inaktive, påvirker de børnene til at blive det samme.

Forældre gør masser af ting, der påvirker børn negativt. Men forældre gør også alt det bedste for deres børn. Og det bedste for jødiske forældre er for eksempel gennem omskæring at give børnene en fortælling og et fællesskab på tværs af tid og sted. Sådan er det, fordi børnene ikke kun er medicinske væsner. De er også relationelle og kulturelle væsner. At forbyde omskæring vil åbne for en diskussion om, hvordan vi selv påvirker vore børn gennem vore egne kulturelle forestillinger om kroppen, og hvem der står for den primære påvirkning. Der har været og er lande, hvor staten har frataget forældrene magten over opdragelse af børnene. Den slags lande ønsker vi ikke at bo i.

For det tredje: Grundloven skal sikre religionsfrihed her i landet. Frihed til at tænke, tro og tale, som de sagde dengang, den blev skrevet. En frihed, som er hårdt tilkæmpet, og som vi kan være stolte af. Det er den slags frihed, der gør Danmark værd at leve i.

Religionsfriheden er en anerkendelse af, at åndelige fællesskaber skaber stærke forbindelser mellem mennesker, forpligtelser før rettigheder, og at det dybest set er godt for et samfund. Det giver et ståsted for den enkelte og et livssyn i mødet med verden – og flugter med den tillid, som Grundloven både forudsætter og vil befordre.

Det er ikke statens opgave at diktere borgernes livssyn, men at skabe rum for dem. Et forbud vil være et bevis på, at politikerne er blinde for religionsfrihedens samfundsmæssige værdi, og vidner om religionsblindhed i det hele taget. At kriminalisere omskæring af drengebørn er reelt en beslutning om at underminere

religionsfriheden i Danmark.

Medlemmer af Grundtvigsk Forums styrelse:

Sognepræst Morten Thaysen, Varde.

Sognepræst Steffen Ringgaard Andresen, København.

Sognepræst Birgitte Møldrup, Kollerup.

Lektor Kirsten M. Andersen, Ribe.

Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning.

Uddannelsesleder Ulla Morre Bidstrup, København.

Valgmenighedspræst, lektor Laura Lundager Jensen, Osted.

Leder af Grundtvig-Akademiet:

Ingrid Ank.