Sognepræst: Kampen om at få et kirkeråd bliver kirkens største problem i 2021

Folkekirkens største problem i 2021 bliver ikke corona, men en ny kamp om at få et kirkeråd. Coronaen har været en gave for Landsforeningen af Menighedsråd, Hans Raun Iversen og andre, der ønsker en synode. Nu har man fået et slagskraftigt argument for, hvorfor kirken skal tale med én røst og være i stand til at handle lynhurtigt.

Gang på gang vil der blive peget på lillejuleaften 2020 som et skrækeksempel på den nuværende kirkeordning. Kun få timer før julegudstjenesterne skulle finde sted, blev der givet grønt lys for, at præst og menighedsråd kunne aflyse gudstjenesterne for at begrænse smittefaren. ”Et demokratisk valgt ledelsesorgan ville kunne have tænkt sagen igennem i god tid, fundet et kompromis, så gudstjenesten kun blev aflyst juleaften,” udtaler Hans Raun Iversen i avisen den 28. december.

Samme demokratiske organ kunne også bruges til at udtale sig om folkekirkens holdning til flygtninge, til udledning af spildevand, til identitetspolitikken og meget andet. Coronakrisen har gjort hele det danske samfund smækhamrende forvirret. Hvorfor i alverden skulle folkekirken være det eneste sted, hvor et demokratisk valgt organ uden problemer kunne håndtere en krise, som selv regeringen og viruseksperter har svært ved at finde en ordentlig håndtering af? Restauranter og barer måtte lukke ned med samme fart som gudstjenesterne op til jul. Før lillejuleaften var der en debat i folkekirken om, hvorvidt gudstjenesterne skulle aflyses juleaften eller ej. Det var en udmærket drøftelse, der viste en masse om, hvor vidunderlig bred folkekirken er. Der kom gode argumenter frem fra begge sider.

Men alle var enige om, at det sidste ord lå hos de kirkelige myndigheder, der i øjeblikket gør en dyd ud af ikke at udtale sig samlet, uden det er strengt nødvendigt. Sagen ”har efterladt folkekirken lidt forpjusket og forslået”, udtaler Kurt Klaudi Klausen den 28. december.

Ja, i kriser bliver selv kirker forpjuskede og forslåede. Men det er intet i forhold til, hvor forpjusket og forslået folkekirken vil komme til at se ud, når et måske kommende demokratisk valgt organ begynder at politisere kirken.

Poul Joachim Stender er præst og forfatter.