I et indlæg i denne avis den 23. juli skriver Sophie Andersen Dolmer om en rejse i sin oldefars søsters fodspor i Indien, som hun i fællesskab med sin mor har begivet sig ud på.
På rejsen fandt de ikke det, de oprindeligt satte ud efter, da det afdøde familiemedlems spor var blevet kolde. Til gengæld fandt Dolmer og mor deres kristne tro, og med denne nyfundne tro står alt klart: Vi har glemt, hvor vigtig kristendommen er, og vi skal huske at takke Gud og hans bud om næstekærlighed og ligeværd for det fantastiske danske samfund, vi lever i.
Man kan kun være glad for, at mor og datter har haft en god rejse, men de kunne med fordel have tænkt sig om en ekstra gang, inden de berettede om deres åbenbaring i avisspalterne. Deres konklusioner er lodret forkerte, og ingen af os, hverken unge eller gamle, har noget som helst at takke kristendommen for – snarere tværtimod.
Selv skriver Dolmer, at kristendommen har fjernet hendes skyklapper, og at hun efter at have fundet sin kristne tro ser klart. Læser man hendes indlæg, får man dog snarere en opfattelse af, at kristendommen har givet hende skyklapperne på.
Ifølge Dolmer skyldes det lige og frie danske samfund kristendommen, mens hinduismen bærer skylden for, at Indien er et mere ulige og hierarkisk samfund. Dolmer konstaterer, at ”med hinduismen som grundlag for samfundet accepterer man fattigdom, udnyttelse, diskrimination og ulighed”, og at det forholder sig helt anderledes med kristendommen.
Dolmer vælger som mange andre kristne helt at se bort fra de mange steder i Bibelen, hvor der blandt andet prædikes, at mænd er mere værd end kvinder, og at hierarki er naturligt og ikke skal udfordres. I Efeserbrevet skriver Paulus, at en kristen husorden bør indrettes således, at kvinder skal underordne sig deres mand på samme måde som alle mennesker skal underordne sig Kristus: med ærefrygt. Kvinder skal altså i kristne husholdninger gøre, hvad manden beder hende om, og kvinden skal have ærefrygt for sin mand. Der er ikke meget lighed mellem kønnene.
En stor del af Dolmers kritik af hinduismen er konceptet om det hierarkiske samfund, som man skal acceptere, fordi man kan få en bedre chance i næste liv. Kristendommen er dog heller ikke her voldsomt meget bedre. De allernederste i samfundet, slaver, tilhører nemlig deres herrer hele livet. Medmindre det er jødiske slaver, så må man kun eje dem i syv år. Det står i Det Gamle Testamente. Jesus havde chancen for at rette op på det med slaveriet, men i stedet sagde han: ”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte.” Jesus er ikke optaget af at skabe et lige samfund. Tværtimod.
Én ting er, hvad der står i Bibelen. Noget andet er, hvordan kristendommens tilhængere og praktikere gennem hele danmarkshistorien altid har bekæmpet ligheden og friheden og stadig gør det den dag i dag. Alt det, der har skabt vores samfund, herunder demokrati, lighed for loven og ytrings- og religionsfrihed, er opstået i kampen mod den kristne tros jerngreb om samfundet. Når Dolmer påstår, at Danmark er bygget på kristne værdier, er det således helt misforstået.
Tog Dolmer sine skyklapper af, ville hun opdage, at kristendommen – fuldstændig som hinduismen – er en diskriminerende, hierarkisk og skadelig religion, som intet samfund bør baseres på.
Vi danskere, unge som gamle, har ikke glemt, hvor vigtig kristendommen er. Vi har snarere glemt, at enhver religion, også den kristne, er en trussel mod det frie og lige samfund, vi holder af.
Claes Kirkeby Theilgaard er formand i Gudløs Ungdom og Patrick Bay er næstformand i Gudløs Ungdom.