Guds projekt behøver menneskemedvirken

”Livets Gud har dine hænder,/ derfor er det dig, han sender,/ når din næste lider nød.”

Nr. 370 i Den Danske Salmebog

Der er vigtige pointer og fine formuleringer i den salme af Lars Busk Sørensen, som linjerne ovenfor er citeret fra. Salmen taler om, at menneskets magt kan gøre os svimle, og den appellerer med god grund til vores ansvar for den jordklode, vi er betroet, og det menneskelige fællesskab, vi er sat i. Alligevel har jeg altid været lidt forbeholden over for salmen: De citerede linjer kan forstås – eller misforstås – som om Gud kun har vores hænder.

Kan Gud ikke udrette noget på egen hånd uden os? Gud er vel ikke magtesløs, selvom vi svigter? Virker Guds skaber- og fornyerånd ikke som vinden, der ”blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen”. (Joh. 3, 8)?

Mennesket er ikke Gud. Til forskel fra mennesket gælder det om Gud, at for ham er alting muligt (Mark. 10, 27). Det betyder imidlertid ikke, at vigtigheden af den menneskelige indsats skal tales ned. Busk Sørensens salme stemmer overens med det tema i Bibelen, at det er afgørende for Gud at få mennesket til at medvirke i hans projekt med verden.

Allerede i fortællingen om skabelsen nævnes menneskets ansvar som magtfuld forvalter af skaberværket, tydeligere udtrykt i ”Bibelen 2020” end i den autoriserede oversættelse (1. Mos. 1, 28). I profetskrifterne lyder der gang på gang skarp kritik af, hvordan ansvaret for de svage forsømmes imod Guds vilje. I evangelierne er tilgivelse en hovedsag. Guds tilgivelse af os er udgangspunktet, og den ubetingede kærlighed til mennesket, som Jesus viste som Guds repræsentant, ophæver skellene mellem os. Det var det, Jesus især forargede sin samtid med: Han anerkendte ikke de velbjærgedes ret til at sætte skel mellem sig selv og dem, de anså for urene og fortabte i Guds øjne. Han hævdede Guds vilje til at nå alle med sin barmhjertighed og kalde alle til delagtighed i Guds rige, og han talte hårdt mod trangen til at dømme andre. Vi er Guds betroede medarbejdere i det store projekt at få helbredt fællesskabet mellem Gud og mennesker og mellem menneskene indbyrdes.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.