Gymnasieelev: I Danmark taler vi om at gøre ”sex uden samtykke” til voldtægt. Tyrkiet er på vej til at tillade voldtægt af mindreårige

Endnu engang har den tyrkiske præsident Erdogan og AKP vist, at de har misforstået, hvad retfærdighed og samfundsudvikling betyder, skriver gymnasielev Rahima Abdullah

I Tyrkiet er Erdogans regering på vej med lovforslag, som vil give straffrihed for mænd sigtet for voldtægt, hvis de gifter sig med offeret. Da et lignende lovforslag blev fremsat i 2016, var der store protester både internationalt og i Tyrkiets hovedstad, Istanbul (billedet). – Foto: Ozan Kose/AFP/Ritzau Scanpix.
I Tyrkiet er Erdogans regering på vej med lovforslag, som vil give straffrihed for mænd sigtet for voldtægt, hvis de gifter sig med offeret. Da et lignende lovforslag blev fremsat i 2016, var der store protester både internationalt og i Tyrkiets hovedstad, Istanbul (billedet). – Foto: Ozan Kose/AFP/Ritzau Scanpix.

DEN TYRKISKE præsident, Erdogans, parti for Retfærdighed og Udvikling (AKP) viser igen, at de har misforstået retfærdigheden og samfundets udvikling.

Nu er partiet i gang med at gennemføre en lov, der kan legitimere voldtægt af piger, hvis gerningsmanden gifter sig med offeret, som Kristeligt Dagblad og flere internationale medier har beskrevet.

En lov, som i mine øjne ikke har noget som helst med retfærdighed eller udvikling at gøre.

DET ER ALDRIG RETFÆRDIGT at få offeret til at leve med voldtægtsmanden. Hvis vi skal have retfærdighed, må dette aldrig blive til en lov nogen steder i verden. Jeg forstår ikke, hvordan det giver mening for AKP at ødelægge børn og tillade overgreb på mindreårige piger i retfærdighedens navn.

I praksis kan det blive sådan, at hvis en mand får lyst til at gifte sig med en pige, og hun afviser ham, kan han bare voldtage hende. Derefter vil staten og lovgivningen sikre deres ægteskab.

Nogle vil sige, at ægteskabet i dette tilfælde kun vil ske med pigens og forældrenes vilje.

Men der kan altså være mange omstændigheder, der presser offeret eller hendes familie til at træffe det forkerte valg i disse tilfælde.

DET GÆLDER ISÆR, hvis offerets familie er religiøst konservative, som ofte vil være tilbøjelige til at acceptere ægteskabet, da de er bange for, at ingen vil gifte sig med deres datter, efter hun er blevet voldtaget, fordi voldtægt i mange familier opfattes som en skamplet på hele familien.

Hvis pigen samtidig selv tror på, at hendes ære ligger i hendes krop, vil hun måske selv føle sig mindre værd efter en voldtægt og dermed acceptere at leve resten af sit liv med ham, der voldtog hende. Disse historier gentages mange steder i konservative miljøer.

Det er desværre virkelig skuffende, at mange herboende tyrkere, som i dag lever i et demokrati, stemte på Erdogan ved præsidentvalget i 2018. Jeg håber virkelig, at resultatet vil være anderledes ved næste valg.

I DANMARK DISKUTERER MAN at gøre ”sex uden samtykke” til en voldtægt, og i Tyrkiet diskuterer man nu en lov, som vil tillade voldtægt af en mindreårig, hvis voldtægtsmanden gifter sig med hende.

Hvis man virkelig gerne vil udvikle et samfund, skal man stå på ofrenes side, bakke dem op og fortælle dem, at det aldrig har været deres skyld, i stedet for at give dem valget om at gifte sig med de mænd, der ødelagde dem.

Magthaverne skal være på ofrenes side og ikke på voldtægtsmændenes side.

Rahima Abdullah er gymnasieelev.