Prøv avisen
Debat

Gymnasielærer: Tumult er uacceptabelt – men vigtigt, at eleverne kan protestere

Det er klart på tide at protestere og demonstrere, og jeg synes, det er alle tiders, at det er de unge, der går forrest, skriver gymnasielærer og folketingskandidat for Alternativet. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Thomas Anker

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når de danske medier laver nyheder fra en demonstration, så ville det være rart, hvis der var fokus på de bagvedliggende årsager til, at vi står i denne helt horrible situation, skriver gymnasielærer og folketingskandidat for Alternativet

Det er en forunderlig fortolkning af demonstrationen på Ørestad Gymnasium, som Filip Steffensen fra Liberal Alliances Ungdom kommer med i Kristeligt Dagblad den 11. marts.

Sagen er, at der mangler penge på de danske gymnasier, i det samlede skole- og uddannelsessystem og i den offentlige sektor generelt. Den giftige kombination af reformer, besparelser og effektiviseringer sætter sit præg på hverdagen for de offentligt ansatte, men så sandelig også på de danskere, der er brugere i systemet – for eksempel vores børn og unge. På Ørestad Gymnasium på Amager er det kommet til yderligere otte fyringer i starten af 2019, og nu er det nok, sagde en stor gruppe af eleverne meget konkret ved at demonstrere i sidste uge. Det er efterfølgende blevet brugt på en plat måde af de tilstedeværende voksne, hvor særligt Kathrine Lilleørs bekræftelse af, at der blev kastet med mønter, er central.

For det viser sig at være løgn, og hvor er jeg dog træt af voksne, der er med til at eskalere en konflikt. Det er, som om det er en automatik, der er bygget ind i vores politiske system, som kan udløses efter forgodtbefindende, men det giver bare endnu mere magthaver-, magtelite- og politikerlede hos mig – og polarisering i det hele taget.

Jeg har prøvet at læse op på hændelserne, og jeg kan se, at der er blevet puffet til undervisningsminister Merete Riisager og Lilleør, og at én enkelt dreng på 16 år har råbt luder. Ingen af de to ting er i orden – på ingen måde! Jeg kan dog ikke finde ud af, om puffene er en konsekvens af den store menneskemængde på en relativt smal trappe, som ministeren og Lilleør gik op ad, eller om der var gymnasiekammerater, der fik talt den 16-årige til rette i forlængelse af hans udbrud?

Pointen er, at det må være en voksenopgave ikke at tale konflikter op – og da slet ikke på baggrund af en løgn! Helt ærligt: Det synes jeg faktisk er endnu mere uordentligt end de ting, som ganske, ganske få af eleverne tilsyneladende har gjort.

Hvad lavede alle de andre elever så? De demonstrerede!

Er de i deres gode ret til det? Ja!

Er der en god grund til at demonstrere? Ja, i mine øjne, deres egne og for langt de fleste andre ansatte i vores skole- og uddannelsessystem.

Måske vil jeg gå så langt som til at hævde, at jeg også er ret sikker på, at der vil være opbakning til demonstrationen fra andre danskere og i særligt grad dem, der er berørt af den omtalte giftige kombination af reformer, besparelser og effektiviseringer i stort set hele den offentlige sektor.

De mærker på deres egen krop, hvad det vil sige at være en frø i kedlen med vand, der langsomt, men sikkert bliver varmet op til kogepunktet. Må jeg noget morbidt sige, at vi ”heldigvis” går ned med stress, før vi dør af det, modsat frøen. Jeg har selv stået i den situation for små to år siden.

Når de danske medier laver nyheder fra en demonstration, så ville det være rart, hvis der var fokus på de bagvedliggende årsager til, at vi står i denne helt horrible situation.

Det er klart på tide at protestere og demonstrere, og jeg synes, det er alle tiders, at det er de unge, der går forrest. Det er trods alt deres fremtidige velfærdssamfund og forpligtende fællesskaber, som vi er ved at afvikle – og at vi gør det, samtidig med at vi ikke tager klimakrisen alvorligt, gør jo kun ondt værre. Men her er demonstrationerne heldigvis også godt i gang.

Jeg siger tid til forandring. Hvad siger du?

Thomas Anker er folketingskandidat for Alternativet i Københavns Omegns Storkreds og gymnasielærer på Brøndby Gymnasium.