Håbe i stedet for at drømme

”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Peters Første Brev 1, 3

Apostlen Peters ord, som vi hører ved hver dåb og hver begravelse, forkynder præcist det, som er påskens store budskab: Nemlig et levende håb, som nu findes her i vores verden, hvor der ellers er megen håbløshed og død. Jesu opstandelse skaber en ny virkelighed, et håb for alt og alle, som slider under syndens og dødens byrde. En dag vil Jesus besejre alt, hvad der nu gør ondt. Påskeevangeliet er næsten for godt til at være sandt. Men vi fejrer påske med stor glæde, fordi det er sandt.

Fra påskemorgen i Jerusalem er der taget hul på det nye rige, som skal komme, hvor sygdom og synd, død og Djævel ikke har noget at gøre. Fordi det blev påske, lever vi ikke bare i nuet eller i mismod over alt det tabte. Vi lever fremadrettet med håb om alt det, Jesus har vundet til os. Og hver søndag husker vi ved gudstjenesten hinanden på, at det også har vores opstandelse som sit mål.

Påskedag, den første dag i ugen, begyndte Gud på den nye skabelse, som skal fuldendes ved Jesu genkomst. Påskedag forkynder os ikke blot en dejlig drøm, men noget der er sket: Han er ikke her! Han er stået op! Sådan som han selv sagde. Se stedet hvor han lå!

Ikke bare en drøm, men livets nye realiteter.

Disse nye realiteter er du og jeg blevet indviet til igennem vores dåb. Med takkeordene: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde! Meget forgængeligt, mange prøvelser kan vi komme til at opleve i løbet af vort liv. Skriver apostlen Peter. Men i troen på Kristus skal vi nå vore sjæles frelse, opstandelsen til evigt liv, når Jesus Kristus åbenbares.

Når altså vores død her i denne verden er en uafvendelig realitet, så lyder påske- og dåbsordene som en ekstra påmindelse til os om, at døden engang for ethvert Guds barn skal vendes til evigt liv. Det sker, når den nye jord og den nye Himmel bliver ét.

Thomas Kristensen er pastor emeritus.