Prøv avisen

Hærprovst: Naturligvis tror jeg, at udøbte børn er dømt til ”evig død” og ”pine uden ophør”

En kirke skal ikke bøje sig efter tiden, men skal forkynde ind i tiden for at påvirke udviklingen i en god og anstændig retning, mener hærprovst Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Thomas H. Beck

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Står man som præst ikke inde for sin kirkes bekendelsesgrundlag, bør man som et hæderligt menneske tage sin afsked. Kirken er ikke en partiforening, hvor man hele tiden bør påvirke partiprogrammet over i ens egen retning og justere det i forhold til tidens udfordringer, skriver Thomas H. Beck

På spørgsmålet, om jeg som præst i folkekirken virkelig mener, at udøbte børn er dømt til ”evig død” og ”pine uden ophør”, kan jeg da kun svare, at naturligvis tror jeg det. Hvis jeg ikke gjorde det, er jeg sikker på, at min biskop ville indkalde mig til en belæring om det trosgrundlag, folkekirken bygger på. Vi lever i et land, hvor man frit har mulighed for at skifte trossamfund.

Står man som præst ikke inde for sin kirkes bekendelsesgrundlag, bør man som et hæderligt menneske tage sin afsked. Kirken er ikke en partiforening, hvor man hele tiden bør påvirke partiprogrammet over i ens egen retning og justere det i forhold til tidens udfordringer. En kirke skal ikke bøje sig efter tiden, men skal forkynde ind i tiden for at påvirke udviklingen i en god og anstændig retning.

Det vil sige, at vi hver især som kristne skal påvirke tiden ved at leve på den tro, som vi har fået skænket i vores dåb.

Det er en tro på opstandelsen fra de døde. En tro på, at Gud har sendt os sin søn, fordi vi i vores egen selvtilstrækkelighed vælger et liv i ”evig død” og ”pine uden ophør”.

Vorherre er dog udmærket klar over, at den frelste og selvretfærdige ikke har brug for frelse og kun kan trække på smilebåndet over, at hans liv kaldes dødt og mørkt. Måske har den selvretfærdige ret i, at han ikke hele tiden pines af dårlig samvittighed. Men det er nu en gang Jesu påstand.

Det glædelige budskab om, at vi er tilgivet alle vore synder igennem Jesu død og opstandelse, bygger på denne påstand, at vi alle – spædbørn som gamle, kristne som buddhister – er dømt til evig fortabelse. Vi har spist af frugten fra kundskabens træ og er dermed af den overbevisning, at vi ved den kundskab kan frelse os selv og verden.

Vi er dog alle af den overbevisning, at vores evne til at kunne skelne imellem godt og ondt gør os uafhængige af alt det, der vil diktere moralregler, livsanskuelser og teologi for os. Vi vil derfor avle vores egne livsfrugter, der kan føre til et paradisisk liv. Det er denne fristelse til at ville legitimere sig selv som et lille vidunderbarn, der af Vorherre beskrives som et liv i mørke og død og evig pine. Den dom, vi dømmer andre med, skal vi selv dømmes med.

Så når det frelste vidunderbarn finder kristentroen latterlig, sætter Vorherre et spejl op for at vise det lille frihedselskende menneskebarn, at det dømmer sig selv og i sin fornægtelse af Guds tilgivelse har kastet sig ud i livets stormombruste hav, hvor vi trækkes ned i dybet og drukner i vores egen selvgodhed.

I troen på det mødes vi dog af Kristus, fordi han lod sig føde som et menneske på menneskelige vilkår, så han er med os i vores død og vi med ham i hans opstandelse. Guds hånd kommer på den måde ned igennem vandmasserne og trækker os op af vandet igen til et nyt liv.

Moralister har igennem de seneste 300 år forsøgt at lægge mere vægt på dåbsritualets etiske sider, hvilket lykkedes en lille smule med vores nuværende ritual tilbage fra 1912. Det er dog næppe alene årsagen til, at kristen ateisme og dermed kulturkristendom er så udbredt.

Men det har uden tvivl understøttet den tankegang, at dåbshandlingen bare skulle være en kulturel navngivningsceremoni, hvor præsten kan benytte lejligheden til at komme med etiske retningslinjer, der som en slags urkraft skulle komme til udtryk igennem Guds inkarnation i Jesus.

Denne ”analoge” tankegang, hvor vi skulle kunne gøre os til bedre mennesker ved at leve på kristen etik og filosofi er dog netop det, dåben befrier os fra. Dåben vender tankegangen om, så troen styrer fornuften og vi dermed på Guds kærlighed går ud i livet og handler etisk godt.

Skal dåbsritualet justeres – selvom det gennemgående er godt, forståeligt og forkyndende – bør det styrkes med formaninger og bønner, der taler imod det i os, der tror, at Gud er død og kun er et vitalistisk begreb, der indeholder en humanistisk etik.

Thomas H. Beck er hærprovst.