Hans Hauge: Anklage mod Løgstrup er udtryk for ubehagelig tendens, der breder sig som pest på universiteterne

Arkivfoto
Arkivfoto

DET GIVER NÆPPE megen mening at tage til genmæle mod filosoffen Esther Oluffa Pedersen. Hendes taktik er følgende. Hun siger først: ”Det har jeg aldrig sagt”, (at Løgstrup var nazist) og derefter: ”Du siger selv det samme” eller ”Det kan du selv være” (altså mig). Det er altså for fritidshjemsagtigt.

Der er noget andet og langt vigtigere på færde. I sin bog sidestiller hun Vinding Kruse, Arne Sørensen, leder af Dansk Samling, og K.E. Løgstrup.

Hun knytter Løgstrup sammen med de to, der af kommunister og socialister siden 1930’erne er blevet beskyldt for nazisme og fascisme – anklager de har haft svært ved at ryste af sig, selvom Arne Sørensen blev socialdemokrat efter krigen. Og skrev ikke Løgstrup i Arne Sørensens tidsskrift Det Tredje Standpunkt? Mistænkeligt.

K.E. Løgstrup har som bekendt betydet meget i dansk kultur- og kirkeliv. Der har også været modstandere af ham. Hans skarpeste kritikere var teologer som Søren Holm, Johannes Sløk, Søren Krarup og Peter Kemp.

Artiklen fortsætter under annoncen

Modstanden var teologisk. I dag er den politisk. Der er kommet en meget ubehagelig tendens ind på universiteterne, der går ud på at mistænkeliggøre og udrense fortidens tænkere. Det gælder om at afsløre tænkere, der var kommet for tæt på nazismen. Og som har skjult det. Der skal ryddes ud.

DET GÅR UD OVER MANGE for tiden. Vi husker fra reformationsjubilæet, hvor man konstant hørte om Luthers antisemitisme. Hannah Arendt har længe været under mistanke. Hun har fået nazianklager. Hun var for tæt på Heidegger. Og om ham ved de fleste, at han var nazist og endog antisemit. Meget andet ved de ikke. Men var ikke også Løgstrup tæt på ham Heidegger? Gad vide, om der ikke var noget fordækt ved Løgstrup? Han var jo i Tyskland i 1933. Og læste hos Heidegger og hos Hans Lipps, som var med i SS. Men Løgstrup tav.

Den aktuelle debat om teolog og filosof K.E. Løgstrup (th.) er opstået efter en doktor disputats skrevet af filosof Esther Oluffa Pedersen (tv.). –
Den aktuelle debat om teolog og filosof K.E. Løgstrup (th.) er opstået efter en doktor disputats skrevet af filosof Esther Oluffa Pedersen (tv.). –

Det er denne tendens, vi finder hos Esther Oluffa Pedersen, der påstår, at hun ikke tager stilling. Hun citerer blot Løgstrup, som om det ikke er at tage stilling. Spørgsmålet er: Hvorfor citerer hun Løgstrup? Hvilken interesse har hun i at antyde, at han langer ud efter demokratiet?

Hvorfor er hun interesseret i en analytisk og sine steder humoristisk kronik af Løgstrup i en avis fra 1936? Husk det var en nationalkonservativ avis. Hvis en person i 1936 langer ud efter demokratiet, er der noget helt galt med denne person og hans tænkning, skal vi angiveligt tænke. Endnu værre er det, at han ikke sagde noget om det efter krigen. En mistillidsvækkende tavshed.

SPØRGSMÅLET ER, hvilken erkendelsesinteresse disse folk har i at antyde, at Løgstrup nok også var lidt inficeret af nazismen og fascineret af førertanken. Her er svaret: Esther Oluffa Pedersen går ud fra, at der i dag er ”mennesker, der sympatiserer med politiske idealer, der kunne minde om dem, som den tyske nazisme hyldede”. Hvem de mennesker er, får vi ikke at vide. Og heller ikke hvilke politiske idealer, hun tænker på.

Derefter kommer det, at Vinding Kruses, Arne Sørensens og Løgstrups eksempler ”efterviser (sic)” noget. Nemlig at mange ”velovervejede og reflekterede” mennesker sympatiserede med ”autokratiske bevægelser i Europa”. Det gjorde altså Løgstrup. Hvorfor skal vi dog have det at vide?

Det skal vi, siger hun, fordi det er vigtigt at forstå alle positioner, ”hvis man ønsker at modarbejde autokratiske tendenser i sin egen samtid”. Det er det, hun vil. Løgstrup skal bruges som advarsel.

Det er en ubehagelig tendens, som Esther Oluffa Pedersen er eksempel på, og hun er ikke alene, for tendensen breder sig som en pest på universiteterne, og det er fatalt for de humanistiske fag, der på den måde mister al legitimitet.

Hans Hauge er dr.phil., lektor emeritus, Aarhus Universitet.