For et par dage siden meldte de danske biskopper ud, at ingen af dem vil træde ind i en ny tænketank, der vil sætte fokus på forfølgelse af kristne. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg læste det. Er den i Vesten desværre alt for velkendte berøringsangst over for at tale de forfulgte kristnes sag virkelig også gennemgribende i folkekirkens bispekollegium? Ja, det må jeg konkludere.
For argumenterne for deres fravalg, som de serverede i Kristeligt Dagblad i mandags, er så tynde, at vi må indse, at biskopperne er lige så berøringsangste over for deres trosfællers lidelser, som Obama og Clinton var det, da de for nylig udtrykte sympati med de terrorramte ”easter worshippers” (bedende i anledning af påsken) i Sri Lanka. Clinton og Obama havde dog ingen problemer med at udtrykke sympati med ”det muslimske samfund” i New Zealand, da de to moskéer i Christchurch blev angrebet.
Kræfterne bag den nye tænketank er meget kompetente folk, så vidt jeg kan se og har ladet mig fortælle, så det kan heller ikke skyldes, at man fra biskoppernes side vurderer den nye tænketank som letbenet.
Jeg hører det igen og igen, og dette argument bringer biskopperne også på banen ved biskop Marianne Gaarden: De kristne vil ikke udnævnes til ofre. Og det udsagn plejer så at blive fulgt op med en historie om, at kristne mindretal frabeder sig opmærksomhed på deres lidelser, fordi det gør dem mere udsatte. Hvem siger det? I hvert fald ikke de kristne, jeg har mødt på mine rejser.
Jeg vil i al beskedenhed vove at påstå, at jeg har rejst mere i den muslimske verden end samtlige danske biskopper. Jeg har besøgt 21 af de 22 arabiske lande og cirka 35 af de cirka 55 muslimske lande. Jeg har ikke mødt det synspunkt blandt almindelige kristne. Men man kan møde holdningen blandt nogle kristne kirkeledere, der ofte er i lommen på regimerne. Regimerne vil ikke have opmærksomhed på sagen.
Og jeg formoder, at det er der, biskopperne har deres meldinger fra. Det er fra de kirkeledere, som danske kirkefolk mødes med til årlige dialogmøder på fine hoteller i Mellemøsten. Men har biskopperne eller deres kilder mon snakket med almindelige kristne – dem, der er reelt udsatte?
Det var primært på grund af kristenforfølgelserne, at vi på konservativ foranledning forrige år oprettede et særligt kontor i Udenrigsministeriet, der skal sætte fokus på forfølgelse af religiøse mindretal. Her sættes der ganske rigtigt fokus på alle udsatte og forfulgte religiøse mindretal og i hele verden, men vi har ikke noget problem med at sige, at de kristne er de mest udsatte. Det er der masser af dokumentation for. Det anerkendte Pew Research Center har udgivet flere undersøgelser med den konklusion. Nogle af mine kolleger på Hudson Institute i Washington D.C. er Nina Shea og Paul Marshall, der er nogle af de fremmeste forskere på området, og de siger det også.
De kristne mindretal i Mellemøsten er nogle steder tæt på at høre historien til, og det er særligt tydeligt der, hvor islamister har indflydelse. Og hvorfor gik det mon ud over kirker ved terrorangrebene i Sri Lanka? Landet er primært buddhistisk, og buddhister er ifølge islam endnu mere vantro end kristne, der som bekendt hører med til ”Bogens Folk,” men alligevel så vi blodige angreb på tre kirker på den helligste dag i kirkeåret, påskedag - og ikke angreb på buddhistiske templer. Islamisterne går målrettet efter de kristne.
Marianne Gaarden siger også, at de kristne ikke vil spændes for en “vestlig vogn”, hvor man taler specifikt om de kristne som forfulgte. Hvem er det, der siger det? Jeg er meget interesseret i at høre, hvem der er kilde til det synspunkt. Hvorfor skulle det være et problem at være venner med Vesten, hvis der er reel hjælp at få? Islamister hader ganske rigtigt alt vestligt, men alene fordi de kristne er kristne, så er de allerede udsatte som vantro og Vestens femte kolonne. Tværtimod kan det være de kristnes livsforsikring, hvis der fra Vestens side bliver insisteret på beskyttelse af dem.
Da jeg på en af mine rejser som kulturguide til Israel og Palæstina for nogle år siden en dag trådte op i en bus, blev jeg mødt af et billede af Putin, der hang lige ved siden af chaufføren, der var kristen palæstinenser. “Hvorfor har du den bandit hængende der,” spurgte jeg ham. “Det er ham, der forsvarer os. Vesten har svigtet os,” svarede han. Og det er rigtigt, at Putin fortæller eksplicit her og der, at han vil beskytte de kristne i Mellemøsten. Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt han reelt gør så meget for dem, men mange kristne har i hvert fald det indtryk.
Berøringsangsten i Vesten, hvor man nødigt taler de forfulgte kristnes sag, er desværre ikke et nyt fænomen, men griber stadig om sig. Med biskoppernes seneste stillingtagen så har det i Danmark nu nået et grotesk niveau.
Naser Khader er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti og er kirke- og værdiordfører.