Det begyndte egentligt med Den Modvillige Myte. Hun er en dame i 70’erne, klædt i dybrød turban. Mikrofonerne var for længst slukket, og vi stod i radiofoyeren og talte privat om det ene og det andet, mens hun ventede på sin taxa. Så så hun på mig med de kraftigt optegnede øjne.
”Du kommer ikke videre med kvinderne, hvis ikke du giver slip på din mor, Hassan,” deklamerede hun med elegant snøvlen og stor tyngde i tonen. Mit navn mellem hendes læber kom til at lyde royalt, og hendes brune øjne fastholdt mine – ikke bebrejdende, men med en form for generøs ivrighed.
”Men…” forsøgte jeg.
"Det er ikke for hendes skyld, du skal gøre det, men for din egen,” sluttede hun og svajede ud gennem svingdøren til den ventende vogn.
Der gik længere tid, end der burde, men kortere, end der kunne, inden jeg havde indgået en våbenhvile med den kvinde, der fødte mig for 50 år siden på en klinik i Charlottenlund. Det var en skrøbelig tilstand i starten, det er klart. Men enhver fred, der har betydning, er ustabil i sin begyndelse, tænker jeg, og i dag er det så længe siden, vi sidst har stukket knive i hinandens kød, at den virker permanent.
Denne sommer slog min mor hovedet mod et natbord i en sydfransk landsby. Det er ikke første gang, hun kommer galt afsted, men jeg frygter hver gang, at det er den sidste. Det er altid nætterne, der river mig i småstykker, når jeg bekymrer mig for hende. Også denne nat, hvor jeg lægger mig i sofaen med computeren og en kop pulverkaffe med mælk.
Det er her i skærmens skær, at jeg konkluderer dette: Der findes kun tre typer mænd. Der er ham, som er vred på sin mor. Der er ham, som er bange for hende. Og så er der ham, som faktisk bare synes, hun er ret sød. Den første type er generelt nærtagende, han er hysterisk og hidsig. Den anden er overordnet vattet, han er indelukket og passivt aggressiv. Den tredje er mest af alt behagelig, han er rolig og rar. Og jeg var været dem alle tre – i forholdet til min mor, ja naturligvis – men også i relation til de kvinder, jeg er sammen med. For ”det ene hænger sammen med det andet,” som Den Modvillige Myte sagde til mig.
Den dag, min vrede og frygt fordampede, var en sommerdags aften i Brugsen – af alle steder. Lynet slog ned i mig, mens jeg stod med en plastikhandskeklædt hånd inde i brødskabet. ”Hov, du er ikke vred eller bange for hende mere,” udbrød jeg forbløffet til mig selv.
Var det de mange timer i terapi, der endeligt gjorde udfaldet? Aner det ikke. Var det modenheden, der langt om længe ramte? Ingen idé. Var det simpelthen bare træthed? Måske. Udmattelse er egentligt den eneste effektive motor for forandring, tænker jeg i hvert fald ofte. Jeg lod den fyldte kurv stå på supermarkedets gulv for at gå på besøg hos min mor. Det, jeg sagde, lød cirka sådan her: ”Tak, fordi du bare så gerne vil være den mor, du gerne vil være. Det er ikke altid, du vinder dine slag mod dig selv, det ved jeg. Men forsøgene, dem ser jeg, og for dem elsker jeg dig.” Så gav jeg hende et knus. Jeg havde endnu ikke smidt plastikhandsken, opdagede jeg.
Siden gik der ikke lang tid, før en rødhåret pige med de varmeste isblå øjne, man kan forestille sig, stod foran mig på Dronning Louises bro. Og således er det nu ret længe siden, jeg lærte, at når en kvinde sætter nøglen i min dør, så kan jeg smile indeni, fordi jeg hverken er vred eller bange, men bare glad, fordi hende, der træder ind, mest af alt er behagelig. Hun er rolig og rar.
Og det er her, denne nat foran skærmen, at jeg også konkluderer dette: Der findes kun tre typer kvinder. Der er hende, som er vred på sin far. Der er hende, som er bange for ham. Og så er der hende, der faktisk bare synes, han er ret sød. Og jeg har nu prøvet alle tre typer. Længe var jeg afhængig af de første to. Jeg troede faktisk, at de var de eneste, der fandtes.
Dengang udløste overvindelsen af deres tydeligt illustrerede modvilje berusende floder af hjernens belønningsstoffer i mig, og derfor badede jeg mig i deres bitterhed. Jeg smurte mig ind i deres afsky og foragt og druknede mig i deres krænkelser – indtil jeg ikke kunne mere. Udmattelsen, du ved?
I dag spotter jeg deres raseri og desillusion på lang afstand. Så går jeg i en stor bue udenom. For jeg har det i dag med besværlige kvinder, som jeg har det med Tequila: Jeg drak for meget på en græsk ø engang i fortiden og kommer aldrig til at røre det lort igen.
Jeg har fundet kærligheden. Tak til Den Modvillige Myte.