Prøv avisen
Debat

Helene Hanssen er kvinden bag Genforeningen. Som H.P. Hanssens kampfælle fortjener hun en betydelig plads i fortællingen

Der var fest i gaden ved genforeningsafstemningen i 1920 i Haderslev, som det ses på billedet. Ved afstemningen blev H.P. Hanssen (som i det lille indsatte foto afgiver sin stemme) voldsomt kritiseret, fordi han stod fast på princippet om folkenes selvbestemmelse. Helene Hanssen var den markante politiske kraft, der sagde: ”Stå fast, Hans Peter.” – Foto: Ritzau Scanpix

Birgit Smedegård Olesen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Her I genforeningsåret fortjener Helene Hanssen, H.P. Hanssens kone, en biografi. Hun fik med sine stærke og selvstændige meninger betydning i kampen for Genforeningen, fordi hun i ægteskabets tætte samarbejde prægede H.P. Hanssen. Hun var hele vejen et kritisk korrektiv til de strategier, som førte til, at Sønderjylland igen blev dansk. Og så var hun en kvindesagskvinde i sin egen ret.

Helene Iversen blev født i 1860 i et nabosogn til Sundeved, hvor H.P. Hanssen voksede op. Hun var et særligt barn, ikke nemt og ikke med almindelige pigeinteresser. Hun ville hellere have været en dreng, og hele sit liv foretrak hun at tale med mænd. Som barn og ung hadede hun komfuret, hun ville læse og gemte sig bag chatollet med en bog.

Hun voksede op i et traditionelt bondehjem, og hun følte sig hele livet rundet af bondeslægt. Men hun ville have viden og uddannelse og kæmpede for at komme på Askov Højskole. Det blev tilladt første gang, men anden gang gjorde familien alt for at drive hende til husligt arbejde. Holdningen var, at uddannelse var spild af tid. Hendes største ønske var at blive uddannet til lærerinde, men den vej blev spærret, hvilket hun aldrig tilgav.

Det blev helt afgørende for hende, at hun lærte Hans Peter Hanssen at kende. De kunne tale sammen og ville begge kæmpe for det nationale. Forlovelsen varede i otte år, før der var mulighed for, at han kunne forsørge hende.

I de otte år arbejdede H.P. Hanssen målrettet på at uddanne sig til at kunne arbejde for, at Sønderjylland kunne blive genforenet med Danmark.

Helene delte hans ønske om at bruge ungdommen til at dygtiggøre sig. Hun skriver til ham i ét af de mange breve, de skrev til hinanden, at hun vil prøve at skaffe penge til et nyt vinterkursus på Askov, hvor man ikke bare skal sidde og høre, men selv skal arbejde med stoffet. Hun skriver: ”Nu må du rigtignok ikke råde mig fra det, ja, for det vil jeg nu alligevel (...). Til næste vinter kan jeg nok få så mange penge, så jeg selv kan betale. Jeg bryder mig mere om at lære noget end at få et fint udstyr. De vil jo nok korse sig derhjemme, men det tager jeg ikke hensyn til.”

De besluttede da også, at det ”guld”, som Hans Peter havde fået i penge af sin far til at give hende i forlovelsesgave, blev konverteret til bøger. Hans Peter så ikke Helene som ”en baglandskvinde”. Han skriver, at de skal være ”ægtefæller” og tillige ”kampfæller”.

Helenes løbende planer i forlovelsesårene var at uddanne sig, sådan at hun kunne danne det nyttigst mulige arbejdsfællesskab med Hans Peter. Først til mejerske, men da han opgav at overtage Nørremølle, måtte hun uddanne sig efter hans nye planer.

Hun læste Højskolebladet, ja, selv rigsdagsforhandlingerne fra den tyske rigsdag i Berlin. Hun var nødt til at tage pladser for at tjene penge, og hun søgte dem hos grundtvigianere, blandt andre hos Jakob Knudsen, som foruden at være forfatter var lærer på Askov.

I 1887 bliver hun gymnastiklærerinde på Vejstrup Højskole, men da han går målrettet mod at blive redaktør, får hun arbejde på Fyns Tidende i Odense, hvor hun kan lære noget om bladdrift.

Og så endelig i 1888 blev de gift. Hans Peter havde fået ansættelse ved Dybbøl Posten i Sønderborg. I bryllupsgave fra unge venner fik de en buste af Bjørnstjerne Bjørnson, som fulgte dem resten af livet.

I 1893 rykkede de teltpælene til Aabenraa, fordi der var brug for en kraftig indsprøjtning for at forhindre fortyskningen. H.P. Hanssen havde fået udbetalt sin arvepart efter faderens død og kunne købe avisen Heimdal. Det skulle vise sig, at Helene her i høj grad fik en plads, som fyldte hendes liv med krævende opgaver.

Heimdal var både navnet på avisen og på deres hjem, der lå på den samme matrikel i Nygade. Hendes arbejdsplads blev hele hendes liv på dette sted. Hun var dybt engageret i produktionen af avisen.

H.P. Hanssen var ofte hjemmefra på foredragsrejser, og efter 1896 blev han valgt ind i Landdagen, der havde sæde i Berlin, og fra 1906 i den tyske rigsdag. Det betød, at han var i Berlin det meste af året. Så Helene var økonomiansvarlig for bladet, samtidig med at hun i årene 1894-1903 fødte seks børn ud over de første to. Om morgenen overlod hun til pigerne at give den mindste sutteflaske og klæde de andre på, mens hun sagde: ”Jeg kommer igen klokken 12.” Hun fungerede ikke som redaktør, og hun skrev aldrig i bladet, men hun organiserede og læste korrektur, og bladet fik ikke lov at gå ud, før hun havde læst andenkorrektur og godkendt indholdet.

Hun fungerede som både ægtefælle og kampfælle. I årene i Berlin skrev han hjem hver dag. Han titulerede hende altid ”Lille du”, men det var også det eneste smalltalk, der var i brevene. De indeholdt oplysninger og vurderinger af den politiske situation, som hun skulle viderebringe til navngivne kampfæller. Noget skulle ud til en større offentlighed, men det meste i brevene var fortroligt og skulle kun videregives til nogle få.

Hun skrev ligeledes til ham hver dag med oplysninger om situationen i Sønderjylland, da det ofte var svært for ham at holde sig orienteret. Når han kom hjem, skulle der snakkes politik med alle hans samarbejdspartnere, og hun var altid med i diskussionerne. I deres liv var der ingen afstand mellem det politiske og det private. I middagsstunden satte de sig ovenpå og måtte ikke forstyrres. Så blev breve læst og skrevet.

Sagen var de fælles om, men vurderingerne var ofte forskellige. Han var den milde og tålsomme og uvillig til konflikter, mens hun var den skrappe og direkte. Indimellem sagde hun: ”Pjat, Hans Peter.” Hendes valgsprog var: ”Man skal aldrig give sig.”

Om aftenen sad hun ved det runde bord med sin store cigar i munden og med en kop kaffe. De, der har skrevet om H.P. Hanssen, bemærker ofte, at Helene i diskussionerne var den skarpe iagttager, der skar igennem, og hendes vurderinger blev hørt. Hun kunne gennemskue mennesker, hvor han af og til var for godtroende.

Hun klædte sig som en moderne kvindesagskvinde i reformdragt, en kjole, der er lige op og ned. Hendes sko var store og brede. Syv af de ni børn var piger, og de var meget utilfredse med deres mors smag.

Hans Peter var i modsætning til Helene ikke sparsommelig. Når han kom hjem fra Berlin, havde han altid gaver med til alle, ofte noget smart, moderne tøj og hatte. Det skønnede Helene ikke på, hun foretrak et sjældent frimærke.

I køkkenet lod hun pigerne klare maden, undtagen én gang om året, juleaftensdag, hvor hun stod ved komfuret og bagte æbleskiver.

Forældrene var enige om principperne i børnenes opdragelse. Den var moderne præget af grundtvigianisme og fri opdragelse. Børnene blev aldrig straffet, men opdraget til at klare sig selv.

Det siges om Helene, at hun var stærkest i modvind. Den egenskab blev særlig vigtig omkring selve genforeningsafstemningen i 1920, hvor H.P. Hanssen blev voldsomt kritiseret og modarbejdet af mange, herunder kongen. Det skyldtes uenigheden om grænsedragningen, hvor Flensborg blev en del af Tyskland som følge af princippet om folkenes selvbestemmelse, som han så som et ufravigeligt princip. Han blev i den forbindelse voldsomt tilsidesat under fejringen af Genforeningen i 1920. Da var hun den helt markante politiske kraft, der sagde: ”Stå fast, Hans Peter.”

Rollen som den stædige, vedholdende og skarpe var gennemgående i deres politiske pararbejde i hele deres samliv. De var et ujævnt par, der supplerede hinanden i så vel det politiske som i det private. Og derfor har hun fortjent en betydelig plads ved siden af ham i fortællingen om Genforeningen.

Birgit Smedegård Olesen, Granvej 5, Hårlev.

Der var fest i gaden ved genforenigsafstemningen i 1920 i Haderslev, som det ses på billedet. Ved afstemningen blev H.P. Hanssen (som i det lille, indsatte foto afgiver sin stemme) voldsomt kritiseret, fordi han stod fast på princippet om folkenes selvbestemmelse. Helene Hanssen var den markante politiske kraft, der sagde: ”Stå fast, Hans Peter.” – Foto: Ritzau Scanpix