Sørine Gotfredsen: Heller ikke nyplantede træer vokser ind i himlen

Tv-velgørenhed har gennem årene rettet sig mod blandt andet flygtninge, sult i Afrika, ofre for naturkatastrofer og kampen mod kræft, og nu er turen kommet til klimaet

”Naturen og dyrene og luften og vandet er fra time til time helt tæt på os, og selv en lille forøget bevidsthed om pligten til at passe på det hele er bedre end ingenting. Og så længe de rationelt tænkende forskere minder os om, at heller ikke nyplantede træer vokser ind i himlen, kan der muligvis komme lidt fornuftig erkendelse ud af det,” skriver Sørine Gotfredsen.
”Naturen og dyrene og luften og vandet er fra time til time helt tæt på os, og selv en lille forøget bevidsthed om pligten til at passe på det hele er bedre end ingenting. Og så længe de rationelt tænkende forskere minder os om, at heller ikke nyplantede træer vokser ind i himlen, kan der muligvis komme lidt fornuftig erkendelse ud af det,” skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Leif Tuxen.

Der er et eller andet med kombinationen af fjernsynet og den gode sag, der sætter kræfter i gang. Den iscenesatte tv-velgørenhed har gennem årene rettet sig mod blandt andet flygtninge, sult i Afrika, ofre for naturkatastrofer og kampen mod kræft, og nu er turen kommet til klimaet.

Lørdag aften transmitterede TV 2 i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening det store show ”Danmark planter træer”, hvor penge blev indsamlet til plantning af cirka en million træer på udvalgte steder i landet. Skove er med til at modvirke den generelle opvarmning, og i en tid, hvor verden hvert år mister et stykke skov svarende til Storbritanniens areal, er træplantning en god idé.

Således har TV 2 i flere dage varmet op til dette tv-show, der med Puk Elgaard og Mikkel Kryger som værter samt opbakning fra musikere, en tidligere tennisstjerne, en elitesoldat og andre velvillige sjæle fik indsamlet penge til plantning af 914.233 træer.

Heldigvis har også en række forskere frem til lørdag aften været på banen og mindet os om, at alle disse træer reelt ingen betydning har for den store overordnede klimaudvikling. En ting er, at det er godt med mere skov – medmindre, altså, at det æder så meget landbrugsjord, at vi får andre mangler, intet i denne verden er simpelt – men koblingen mellem tv-showet og den store klimasituation er tvivlsom, og man skal altid holde hovedet koldt i forbindelse med tv-velgørenhed. Den kan rumme megen varm luft.

Imidlertid er der denne gang noget ekstra på færde, idet det handler om hele tilgangen til naturen og det skabte. Således må man give Nora Skjernaa Hansen fra Danmarks Naturfredningsforening ret, når hun understreger det nyttige ved, at et tv-show som dette måske kan fremme danskernes bevidsthed om de nærmeste omgivelser. Måske.

I hvert fald er der det særlige ved denne indsamling sammenlignet med de meget fjerne anliggender, at det her er sværere blot at indbetale en sum penge og straks efter glemme alt om sagen. For vi ved efterhånden, at vi hver dag lige fra det mindste cigaretskod, man smider fra sig i græsset, er med til at præge naturen omkring os.

Så hvad man end mener om menneskehedens indflydelse på klimaændringerne, er det vigtigt at bekæmpe den store ”forglemmelse af, hvad der er givet os”, som teolog K.E. Løgstrup tidligere end de fleste var bevidst om. Og skønt man med årene føler stor træthed ved fjernsynets følelsesfulde opsætninger fyldt med potentiale for selvfremstilling og mistanke om, at de kommercielle bagtanker fylder en del, når firmaer står i kø for at betale, bør dette seneste TV 2-initiativ også ses i et andet lys.

Naturen og dyrene og luften og vandet er fra time til time helt tæt på os, og selv en lille forøget bevidsthed om pligten til at passe på det hele er bedre end ingenting. Og så længe de rationelt tænkende forskere minder os om, at heller ikke nyplantede træer vokser ind i himlen, kan der muligvis komme lidt fornuftig erkendelse ud af det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør