Prøv avisen
Debat

Henrik Dahl: Lad os lave en bevægelse imod identitetspolitik

Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Henrik Dahl

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Skal nysproget bestemme over gammelsproget, så man for eksempel ikke længere må kalde noget ”normalt”? Det mener jeg ikke, skriver Henrik Dahl fra Liberal Alliance

For omkring 20 år siden skrev den spanske sociolog Manuel Castells, at det 21. århundrede ville blive præget af identitetspolitik. Det bør tælle som en af de mest hårdtslående prognoser for vort århundrede. Ude i verden plages vi af islamisme. Hjemme i Vesten af socialkonstruktivisme, der er gået berserk.

Det grundlæggende ved identitetspolitik er tanken om, at udgangspunktet for politik skal være ”den kritiske forskel”. Det er at vende det liberale demokrati på hovedet. For her er udgangspunktet for al politik ligheden: Den abstrakte borger, som har nøjagtig én stemme. Det samme antal som alle andre. Og som har præcis de samme rettigheder som alle andre borgere.

Når den kritiske forskel er udgangspunktet for al politik, skrider idéen om repræsentation. Hvordan kan en kvinde repræsentere en mand rent politisk? Eller omvendt? Det er ikke noget problem i et liberalt demokrati, fordi enhver borger kan repræsentere enhver anden borger. Men det er et kæmpe problem for identitetspolitikken. Fordi den, som befinder sig på den ene side af forskellen, hverken kan forstå eller repræsentere den, der befinder sig på den anden.

Idéen om, at kvinder bør repræsentere kvinder, er ikke ny. Og den får en skærpet betydning på det tidspunkt, hvor den klassiske ”kvindesag” omdefinerer sig selv til ”feminisme”. Det vil sige fra 1970’erne og frem.

Men i dag er den feminisme, der engang var moderne, blevet overhalet. For kernen i den klassiske feminisme var, at den kæmpede for biologiske kvinder.

De seneste 10-15 år er det blevet bagudskuende for den yderste venstrefløj. Den indfører et forbud mod at anerkende biologi. Den indfører et forbud mod at bruge udtrykket ”normalt”. Den gør sproget til hersker over virkeligheden. Og den gør følelsen til hersker over både rationalitet og sund fornuft.

Resultatet er blevet absurditet på absurditet.

Derfor tror jeg, at tiden er kommet til at sige stop. På vegne af både det liberale demokrati, virkeligheden, rationaliteten og den sunde fornuft.

Identitetspolitikken rejser spørgsmålet: Hvor meget skal flertallet og dermed de (statistisk) normale finde sig i fra mindretallet? Skal normale kvinder finde sig i at blive udkonkurreret i sport af biologiske mænd? Og skal de finde sig i, at deres omklædningsrum for eksempel i svømmehallen invaderes af biologiske mænd? Det synes jeg personligt ikke, de skal.

Skal sproget bestemme over virkeligheden? Det vil sige: Kan man kalde alle ting hvad som helst? Det mener jeg personligt ikke. Uanset hvor meget en biologisk mandlig håndboldspiller på 110 kilo mener, han er kvinde, er man af hensyn til de kvindelige håndboldspillere nødt til at sige: Den går ikke.

Skal nysproget bestemme over gammelsproget, så man for eksempel ikke længere må kalde noget ”normalt”? Det mener jeg ikke.

Og skal radikalismen bestemme over den sunde fornuft? Igen er mit svar nej. Selvom jeg er mod bestyrelseskvoter, ville jeg finde det oprørende, at man løste problemet ved, at halvdelen af den mandlige bestyrelse skiftede cpr-nummer.

Det er på tide, at der ydes organiseret modstand mod den radikale identitetspolitik. Og hellere i dag end i morgen.

Henrik Dahl er medlem af Folketinget for Liberal Alliance.

Uanset hvor meget en biologisk mandlig håndboldspiller på 110 kilo mener, han er kvinde, er man af hensyn til de kvindelige håndboldspillere nødt til at sige: Den går ikke

Henrik Dahl