Lars Sandbeck har skrevet en besynderlig kronik i Kristeligt Dagblad den 1. februar. I første lange del gør han klart og tydeligt opmærksom på folkekirkens inkonsekvens i spørgsmålet om frelse og fortabelse i forhold til den person, der har lagt navn til folkekirkens bekendelsesgrundlag, Martin Luther. Luther var umiskendelig klar i talen om fortabelsens virkelighed. Det er folkekirken for så vidt også, siger Sandbeck, i bekendelsesgrundlaget vel at mærke, men ikke i praksis, hvor den altdominerende stemme er alles frelse.
I sidste del af kronikken får man på fornemmelsen, om end det ikke står helt klart, at Sandbeck synes, at folkekirken skulle sige farvel til sin konfessionelle bundethed af det lutherske og hellere vedkende sig det, som ifølge Sandbeck var den dominerende stemme i kirkens første fire-fem århundreder, nemlig frelsesuniversalismen – alles frelse.
Ud over den besynderlige uklarhed om, hvorvidt en form for konfessionsfrigørelse er Sandbecks ærinde, er kronikken endnu mere besynderlig, når Sandbeck hævder, at læren om alles frelse var den dominerende stemme i de første fire-fem århundreder, og at den stemme kom af, at de forstod Paulus og Det Nye Testamente bedre end de mindre græskkyndige Luther og Augustin med flere. Man tror, det er løgn, men det står sort på hvidt i kronikken, uanset at det er meget langt fra den historiske virkelighed.
Man kan ikke afvise, at der var stemmer i oldkirken, der talte om frelsesuniversalisme, som for eksempel den meget indflydelsesrige teolog Origenes (død i 254). Men han var dog ikke mere indflydelsesrig, end at hans lidt tågede frelsesuniversalisme blev pure afvist ved et kirkemøde i 500-tallet.
I det mest anerkendte teologiske leksikon, ”Theologische Realenzyklopädie” (TRE), kan man læse om de få stemmer i oldkirken, som gik ind for frelsesuniversalismen, at ”denne lære adskilte sig fra den gamle og den senere kirkes dogme og miljø”. En af de helt store oldkirkeeksperter, Jean Daniélou, peger på læren om dommen og fortabelsen som noget af det, der kendetegnede den tidlige kristendom og blev latterliggjort af den store kristendomskritiker i det andet århundrede, Kelsos.
Som nævnt hævder Sandbeck så, at Det Nye Testamente også har frelsesuniversalismen som grundtone. Igen tror man, det er løgn, at en ph.d. og lektor i teologi kan få sig til at kappe og beskære og isolere nogle få Paulus-citater, så de ender med at falde i hak med hans eget anliggende. Men det står der virkelig sort på hvidt i kronikken.
Dertil kommer i øvrigt også Sandbecks fremstilling af Luther som noget af en svovlprædikant. Luthers tilgang til temaet er noget mere komplekst, når han taler om den skjulte og den åbenbarede Gud. Hvis man skal have den entydige tanke om forudbestemmelsen til fortabelsen, skal man have fat i Luthers delvis samtidige Calvin, som blev den afgørende stemme i de reformerte kirker.
Sandbeck hugger hæle og klipper tæer på stribe i de historiske kilder i en besynderlig kronik.
Henrik Højlund er præst i Aarhus Bykirke.