Prøv avisen

Historiker: De klimahistoriske indvendinger mod Dronningen holder ikke

I forbindelse med et fødselsdagsinterview udtrykte Dronningen tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne er ”direkte” skabt af mennesker. Det skabte efterfølgende en del debat. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Michael Kjeldsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Skribenten sætter ligesom Dronningen spørgsmålstegn ved menneskeskabte klimaforanringer

I et fødselsdagsinterview i Politiken udtalte dronning Margrethe sig om klimaspørgsmålet. Udtalelserne vakte opsigt, ikke mindst fordi Dronningen i interviewet tillod sig at udtrykke tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne var ”direkte” skabt af mennesker – ”det er jeg ikke ganske overbevist om”, var ordene. Det gav i offentligheden anledning til nogle klimahistoriske indvendinger, som fortjener en kommentar.

At klimaet historisk set har været præget af store variationer, er der for så vidt enighed om, men det klimahistoriske perspektiv i indvendingerne mod Dronningen er et andet, nemlig at klimavariationerne siden industrialiseringen ikke kan sammenlignes med dem, der er sket for mange tusinde år siden. Der anføres til støtte for dette synspunkt tre forhold.

For det første skulle førindustrielle klimavariationer til forskel fra nutidens være geografisk afgrænsede, det vil sige regionale og ikke globale. Det gælder angiveligt også fænomener som den såkaldte lille istid og den varme middelalder. Men sådan forholder det sig ikke, som såkaldte proxier fra hele verden viser, det vil sige de indirekte klimaindikatorer eller spor af det historiske klima, som klimahistorikere benytter som grundlag for deres udredninger af klimaets historie før starten på instrumentelle temperaturmålinger.

Undersøgelser af proxier som drypstensforhøjninger i drypstenshuler (stalagmitter), iskerner, borehuller, koraller, sedimenter, pollen og spor efter menneskelig aktivitet som optegnelser eller dagbøger fra både den nordlige og den sydlige halvkugle peger på eksistensen af en global varmeperiode fra omkring år 900 til 1300 efterfulgt af en periode i to faser med koldere og til tider meget koldere globale temperaturer fra omkring år 1300 til 1850/1900.

Under den middelalderlige varmeperiode var temperaturerne på jorden i øvrigt også betydeligt højere end i dag. Grønland blev til Grønland, efter at Erik den Røde i år 984 havde opdaget øen, hvor der dengang kunne dyrkes korn og holdes kvæg. Newfoundland blev kaldt ”Vinland”, da Leif den Lykkelige i år 1000 nåede den amerikanske kyst. I Argentina på den sydlige halvkugle var temperaturen i samme periode efter aflejringer at dømme op til 2,5 grader celsius højere end nu.

For det andet hævdes stigningen i klodens middeltemperatur at ske i gennemsnit 10 gange hurtigere, end det næsthurtigste vi har set over de seneste 22.000 år. Det vil jeg tillade mig at betvivle. Først og fremmest er den globale middeltemperatur under den moderne opvarmning, der er fulgt efter den lille istid, ikke steget særligt hurtigt eller meget – vi taler ifølge målinger fra det britiske Met Office siden år 1850 om en samlet stigning på 0,84 grader celcius undervejs afbrudt af perioder med faldende temperaturer (1880-1910, 1943-1977).

Derudover oplevede tidligere tider mere abrupte og kraftige klimavariationer, end vor tid kender til. Således sluttede for eksempel den kolde, mørke middelalder pludselig omkring år 900, og overgangen fra den middelalderlige varmeperiode til den lille istid varede ikke mere end omkring to årtier. Undervejs i de enkelte klimaperioder var der også betydelige variationer.

For det tredje kan der angiveligt ikke herske tvivl om, at mennesker er hovedårsag til de forandringer, vi står over for nu. Men det vil jeg i lyset af det foregående ligeledes betvivle.

Hvordan kan man være så sikker på menneskeskabte klimaforandringer, når verden tidligere – og før udledningen af menneskeskabt CO2 overhovedet kom på tale – har oplevet store klimaforandringer? Er naturlige klimavariationer pludseligt forsvundet? Der savnes svar.

Ser man i øvrigt på sammenhængen mellem CO2-koncentrationen i atmosfæren og den faktiske temperaturudvikling på jorden, så ser temperaturudviklingen historisk ud til at drive CO2-koncentrationen og ikke omvendt. Forholdet mellem årsag og virkning synes med andre ord at være omvendt det, der anses for utvivlsomt. Den menneskeskabte CO2 i atmosfæren har ikke ændret grundlæggende på dette. For at sige det kort så holder de klimahistoriske indvendinger mod dronning Margrethe ikke. Det globale klima har ændret sig siden tidernes morgen og er underlagt naturlige variationer eller forandringer. Det er netop disse ”ret lange perspektiver”, Dronningen har blik for og berører i sit fødselsdagsinterview.

Michael Kjeldsen er historiker.