Hvorfor er det ikke en selvfølge, at Margrethe Vestager (R) bliver indstillet som den næste danske kommissær? Hun har gjort det enormt godt som konkurrencekommissær og nævnes i fuldt alvor af internationale observatører som The Economist som seriøs kandidat til formand for den næste kommission.
Vestager er den franske præsident Emmanuel Macrons yndlingskandidat og er måske også den tyske kansler Angela Merkels foretrukne. De står ikke så stærkt, som de har gjort, men nogen indflydelse har de stadig trods de italienske populisters forsøg på at undergrave Macron, der har fået ham til at trække den franske ambassadør hjem fra Rom.
Vestager har jo et ry for at holde på pengene og kunne forklare EU, så vælgerne begejstres. Og måske kan hun skaffe flere euroer i de slunkne EU-kasser.
Ganske vist har EU-domstolen i al ubemærkethed i januar underkendt de store bøder, hun har idømt overnationale firmaer som Amazon for skatterabatter i Irland. Men hendes ry står stadig godt. Undtagen blandt de afgørende beslutningstagere i Danmark, Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S).
De har på hver deres måde klart signaleret, at de foretrækker den dårlige gamle udvælgelsesmetode ud fra, hvem man helst vil af med, ikke hvem der er bedst kvalificeret. Derfor blev Ritt Bjerregaard (S) kommissær i sin tid. Metoden er ikke kun dansk, langtfra. Og den garanterer ikke altid inkompetencer. Tænk bare på Finn Gundelach, Henning Christophersen (V) og Connie Hedegaard (K). Men risikoen er stor. Min gamle professor, historikeren Henning Poulsen, anbefalede altid lodtrækning ved stillingsbesættelser ud fra den tanke, at så har de bedste også en chance.
Men sådan er det ikke i politik, hvis nogen steder. Og her ligger det i kortene, hvis man skal forudsige ud fra historisk erfaring, at Lars Løkke Rasmussen indstiller sig selv efter at have tabt det kommende valg, som meget tyder på, at han vil. Dog efter at have hastet en nedlæggelse af regionerne igennem sammen med en koalition af andre tabere fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance og et splittet Venstre fra top til bund. Han kan lige nå det.
Forudsætningen er ganske vist, at nationalpopulisterne ikke går så meget frem ved valget til Europa-Parlamentet den 26. maj, at de kan sætte alt i stå, at brexit ikke går helt op i en spids den 29. marts, at Italien ikke går fallit, at Catalonien ikke når at sprænge Spanien i stumper ved valget i april og og og.
Ulykkerne står i kø.
Men hvis der er et EU, og EU-Parlamentet ikke er helt uarbejdsdygtigt efter en sejr for Viktor Orbán, Matteo Salvini, Marine le Pen, de gule veste, AfD i Tyskland, Sverigedemokraterne og mange flere, er sandsynligheden for Lars Løkke Rasmussen som middelmådig dansk kommissær stor. Det er ikke lykkedes at finde jobs til ham, hverken inden eller uden for Danmarks grænser, så fristelsen til at udskyde folketingsvalget længst muligt må være stor.
Stakkels Europa.
Uffe Østergaard er historiker og professor emeritus.