Prøv avisen
Debat

Historiker: Forbindelse mellem Genforeningen og Besættelsen bliver ofte glemt

Foto: Thorvald Larsen/Ritzau Scanpix

Af Jes Fabricius Møller, anmelder på kristeligt dagblad

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Paradoksalt nok faldt den første entydige accept af 1920-grænsen fra tysk side netop den 9. april 1940 i et memorandum til den danske regering, skriver historiker i debatindlæg

I forlængelse af diskussionen om den 9. april er det værd at pege på, at der er en sammenhæng mellem begivenhederne i 1940 og Genforeningen i 1920, som tjener til forståelse af, hvorfor Danmark førte en så forsigtig politik over for Tyskland.

Danmark var – og er, må man tilføje – uden stærke allierede ekstremt sårbar over for militær aggression. Og vi var dengang helt uden allierede. Udviklingen i 1930’erne viste desuden, at sikkerhedsgarantier udstedt af venligtsindede stormagter ofte var dækningsløse.

Bo Lidegaard strejfer i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 8. april beskyttelsen af den blot 20 år gamle dansk-tyske grænse som en politisk prioritet. Grænsen var blevet flyttet sydpå som en del af Versailles-freden efter Første Verdenskrig, men Hitlers regime anerkendte ikke fredsslutningen fra Versailles, og derfor var usikkerheden om den nye grænse blevet væsentligt større efter 1933, ikke mindst efter at Hitler systematisk begyndte at trodse betingelserne fra Versailles ved blandt andet at remilitarisere Rhinlandet og annektere Sudeterlandet, uden at de øvrige stormagter kunne eller ville stille noget op. Deri lå også en implicit trussel mod Danmark, som blev forsøgt afværget med den dansk-tyske ikke-angrebspagt af 31. maj 1939, som tyskerne som bekendt gjorde vold på mindre end et år efter.

Paradoksalt nok faldt den første entydige accept af 1920-grænsen fra tysk side netop den 9. april 1940 i et memorandum til den danske regering. Dette løfte om ikke ”at berøre Kongeriget Danmarks territoriale Integritet” var i udgangspunktet upålideligt, fordi det netop var, hvad der skete den 9. april. Hvis man imidlertid ser på sammenhængen giver det god mening.

Før den 9. april havde tyskerne brug for at kunne opretholde en trussel om grænserevision. Efter den 9. april havde tyskerne brug for at opretholde en fiktion om, at Danmark stadig var et suverænt land, og at der i virkeligheden slet ikke var tale om en besættelse. I begge tilfælde var der tale om en klar intimideringspolitik.

Fordi der er tale om en ikke-begivenhed, glemmes det ofte, at det langtfra var en given sag, at 1920-grænsen lå fast frem til 1945. Nogle revanchister i Danmark forsøgte ganske uforsigtigt og uden held at åbne grænsespørgsmålet efter Befrielsen. Siden dengang er Tyskland til glæde for sine naboer slået ind på folkerettens vej, og vi har intet at frygte fra den kant. Og når nogle enkelte fantaster blandt danske politikere lejlighedsvis ymter noget om, at grænsen muligvis kan flyttes sydpå, ignoreres det høfligt men bestemt i Kiel og Berlin.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.