FREMKOMSTEN AF partiet Stram Kurs og dets stifter og leder, Rasmus Paludan, har affødt en del debat om nazisme, og i hvilket omfang betegnelsen ”nazist” kan bruges om Paludan.
Måske kan det bidrage til opklaringen at fortælle historien om Danmarks første nazist. Til alt held var nazismen i 1930’erne og 1940’erne ikke udbredt her i landet, men den var her, og den, der grundlagde det første danske naziparti – cand.mag. Ejnar Vaaben – lod sig i 1940 misbruge i en alvorlig, men lidet kendt statstruende handling.
I 1923 drog han som stud.mag. i historie og tysk på studieophold til München. Her fulgte han forelæsninger hos den kendte raceforsker Hans F.K. Günther. I sin bog ”Rassenkunde des deutschen Volkes” – udsendt i 15 oplag – beskriver han ifølge Vaaben ”hver races antropologiske kendetegn, på en sådan måde, at den fremtræder plastisk og tydeligt for læseren”. Vaaben gjorde, hvad han kunne for at få ham knyttet til Københavns Universitet – men uden held.
Günther satte Vaaben i forbindelse med en række ledende nazister, for eksempel Hess, Göring, Himmler og chefideologen Alfred Rosenberg. I et brev til Göring skriver Vaaben:
”Jeg mindes ofte vore af samme ånd og af samme interesse for et nordisk skæbnefællesskab bårne samtaler. Heil, Ejnar Vaaben.”
Han aflagde i 1930, da han havde grundlagt det første danske naziparti, Hitler et besøg og blev vist rundt i førerkvarteret i Berlin. Han fik også mulighed for et interview med Der Führer, som han fik bragt i en række Venstre-aviser. Vaabens parti blev imidlertid meget hurtigt opslugt af det egentlige naziparti DNSAP grundlagt af spejderfører og ritmester Cay Lembche. Tre år senere blev han udmanøvreret af den sønderjyske, dansksindede læge Frits Clausen.
I 1938 UDSENDTE VAABEN sit skrift ”Danmarks Historie i racebiologisk Belysning”. Det fik en positiv omtale af en professor i historie ved København Universitet, dr.phil. Knud Fabricius:
”Det fortjener opmærksomhed i Danmark (...), fordi det er anlagt ud fra nye synspunkter, der turde vise sig frugtbare i forskellige retninger (...) synspunkter, der behersker vort sydlige naboland. Men man bør ikke lukke øjnene for det rigtige, som de indeholder.”
Vaaben forblev ikke hos Frits Clausen. Han indmeldte sig i foreningen Dansk Folkefællesskab, grundlagt af pastor Anders Malling, en stor salmeforsker og medlem af datidens Salmekommission. Han oversatte blandt andet den nazistiske slagsang ”Horst Wessel-sangen” til dansk. Den blev dog ikke optaget i salmebogen. Mallings højre hånd var en grosserer Johannes Sørensen, gullaschbaron fra Første Verdenskrig, der havde levet luksuriøst i Berlin. Han indmeldte sig som nummer 28 i det tyske naziparti, og han inviterede regelmæssigt nazispidser til sit hjem, ligesom han ydede pengegaver til partiet. Blandt andet var han med til at finansiere udgivelsen af Hitlers skrift ”Mein Kampf”.
De økonomiske trængselstider i Tyskland drev ham mod hjemstavnen. Han slog sig ned på Fyn, meldte sig ind i DNSAP og blev hurtigt Frits Clausens stabschef og partiets sysselchef på øen, hvor han udsendte det nazistiske ugeblad Fynbo-Posten.
KORT EFTER DEN 9. APRIL 1940 henvendte Johannes Sørensen sig til en af Odenses store industrifolk, direktør N.J. Haustrup, som havde grundlagt det, der blev Nordens største blikvarefabrik. Han fortalte Haustrup, at han havde fået tilsagn fra en række ”virkelig gode, danske mænd på Fyn og i Jylland” med henblik på opslutning bag kritikken af den siddende SVKR-samlingsregering dannet den 10. april 1940 af Thorvald Stauning (S). ”Den havde svigtet på alle punkter.” Derfor burde kongen opfordres til at ”finde helt nye mænd på et helt nyt grundlag til at overtage statens og regeringens førelse”.
Direktør Haustrup synes at have været enig. I hvert fald indkaldte han en kreds af ledende erhvervsfolk, godsejere og officerer med flere på Fyn og i Jylland. Først efter et stykke tid blev Haustrup klar over, at den kreds, som han havde ladet sig overtale til at stå i spidsen for, i virkeligheden var et skalkeskjul for en gruppe halv- eller helnazisters planer om at overtage styret i Danmark.
Kredsen sendte nu Vaaben til Berlin to gange, for at han hos sine venner blandt nazispidserne i byen kunne skaffe sikkerhed for, at der ikke var indvendinger imod, at Haustrup-kredsen med kongens hjælp søgte af fjerne den SVKR-samlingsregering, som Stauning havde dannet umiddelbart efter Nazitysklands overfald den 9. april 1940.
Ved sin første rejse traf Vaaben blandt andre Hitlers næstkommanderende Rudolf Hess, som ikke havde indvendinger mod planen. Ved sin anden rejse traf han blandt andre Heinrich Himmler. Dette møde fandt imidlertid sted på et tidspunkt, hvor man i Berlin var mindre interesseret i at få fjernet SVKR-samlingsregeringen – hvad der da også prægede Himmlers holdning til den af Vaaben fremlagte plan. Men noget afslag var der ikke tale om.
Med dette bleggrønne lys fra Berlin skred de naziorienterede medlemmer af Haustrup-kredsen til handling. Der blev indkaldt til et møde den 25. september 1940, hvor kredsens medlemmer ville forsøge at realisere planen.
Forsøget mislykkedes, og den 2. oktober 1940 udsendtes et cirkulære til samtlige medlemmer, hvor ”Dansk Folkefællesskabs uheldige indflydelse” blev beklaget, ligesom det blev beklaget, at Ejnar Vaaben ikke var blevet bortvist fra kredsen, sådan som det var blevet forlangt på et møde i Odense den 1. september 1940. Direktør Haustrup og en række andre ledende repræsentanter i Kredsen erklærede, at de med dette cirkulære betragtede sig som udtrådte af gruppen.
MEN HVORFOR VAR Haustrup og de øvrige medlemmer af hans kreds så længe om at blive klar over, hvad de nazistiske sympatisører som grosserer Johannes Sørensen, Ejnar Vaaben og en del andre medlemmer af Haustrup-kredsen var ude på?
Ved Den Parlamentariske Kommissions afhøringer af Haustrup hævdede han, at beslutningen om at sende Vaaben til Berlin ”aldrig blev taget med ledelsens billigelse”. Men han havde dog ”hørt om, at Vaaben havde været i Tyskland”, og at han ”på et senere tidspunkt skulle derned igen”.
Haustrup henviste til, at initiativet til disse to rejser havde været grosserer Johannes Sørensens. Men Vaaben fastholdt, at det var direktør Haustrup, der sendte ham af sted. Når Vaaben af Haustrup var blevet opfordret til at indtræde i Haustrup-kredsen, skyldtes det netop hans gode kontakter med nazispidserne i Berlin.
Hverken Haustrup eller direktør Højgaard fra Højgaard-kredsen nærede efter alt at dømme nazistiske tilbøjeligheder. Men de havde tydeligvis heller ikke megen respekt for folkestyret.
I efteråret 1940 dannede premierløjtnant T.I.P.O. Madsen en fællesforening for en række mindre naziorganisationer under navnet Den Nationale Blok. Han tilsluttede sig Haustrup-kredsen sammen med den forhenværende kasserer i Konservativ Ungdom Niels Erik Wilhelmsen. De var begge stærkt nazificerede. Madsen blev senere leder af Schalburgkorpset, som stod for likvideringen af danske modstandsfolk og for en lang række sabotagehandlinger. I januar 1945 blev han selv dræbt af modstandsbevægelsen.
I 1943 indmeldte Ejnar Vaaben sig i Schalburgkorpset. Han kom til at stå for den ideologiske skoling af disse de mest ekstremistiske danske landsforrædere. I 1944 meldte han sig videre til Waffen-SS og deltog i kampene i det sydvestlige Tyskland i det sidste års tid af Anden Verdenskrig.
Efter krigen blev Vaaben idømt fem års fængsel for landsforræderi. Johannes Sørensen slap for straf, og Anders Malling modtog et ridderkors. Måske for hans oversættelse af ”Horst Wessel-sangen”
Henning Tjørnehøj er historiker.