Historiker: Hvad nu, hvis Paulus slet ikke har skrevet Paulus’ breve?

Det er ikke usandsynligt, at Paulus’ breve er blevet samlet til større enheder og sprogligt og indholdsmæssigt redigeret af en eller flere veluddannede grækere efter hans død. I så fald gengiver brevene ikke nødvendigvis Paulus’ tanker, snarere de opfattelser, de herskede hos deres redaktører i begyndelsen af det 2. århundrede

Paulus levede cirka 10-67 e.Kr. –
Paulus levede cirka 10-67 e.Kr. – . Foto: Iris/ Ritzau Scanpix.

UDEN AT VILLE gå dybere ind i debatten mellem Thomas Reinholdt Rasmussen og Anders Klostergaard Petersen i Kristeligt Dagblad den 13. og den 16. juli må jeg som katolik spørge: Er Luther særlig relevant, når det drejer sig om at forstå Paulus? Er svaret ja, vil jeg sige, at der så ikke er den store forskel på en folkekirkelig og en katolsk bibellæsning, for hos katolikker er det som bekendt i vid udstrækning den kirkelige tradition, der styrer tolkningen af de bibelske skrifter.

Men ingen stiller mig bekendt det simple spørgsmål, om Paulus nu også har skrevet Paulus’ breve. Her tænker jeg ikke på, at Paulus som andre forfattere i oldtiden dikterede bøger til en skriver. Jeg tænker heller ikke på Paulus-forfalskningerne, men på de såkaldte ægte breve, primært på Romerbrevet, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev. Mange vil sikkert mene, at det er et dårligt stillet spørgsmål, for selvfølgelig har han gjort det. Men for mig som historiker har vi to problemer.

DET ENE ER PAULUS SOM PERSON. Ud fra Apostlenes Gerninger anser de fleste Paulus for at have været teltmager, det vil sige, at han kom fra en håndværkerfamilie. Da der på hans tid ikke fandtes gratis offentlige skoler, kostede det mange penge at lade et barn gå i skole. Så derfor var det kun ganske få børn, der gjorde det. Ifølge historikeren William V. Harris var maksimalt 10-15 procent af befolkningen i Romerriget i stand til at læse. En håndværkers læse- og skrivefærdighed var endvidere praktisk orienteret, og graden deraf var afhængig af, hvad hans far havde lært ham. Og det var normalt ikke meget. Selvom Paulus ifølge Apostlenes Gerninger skulle have lært lovkyndighed af Gamaliel, må man spørge, hvordan han med sin håndværksmæssige baggrund var i stand til at tilegne sig det kendskab til græsk litteratur, filosofi og ikke mindst retorik, som skrifterne bevidner, han besad.

Det andet problem vedrører skrifterne. I min udgave fylder Romerbrevet 35 sider, Første Korintherbrev 32 sider, og Andet Korintherbrev 21 sider, hvilket vel svarer til halvanden bogrulle for hvert af de to første breve og en for det sidste. Skrev man virkelig så lange breve i antikken? Papyrus var ikke billig, så hvordan havde Paulus råd til at anskaffe sig den nødvendige mængde? Dertil kom løn til skriveren.

Sådanne spørgsmål kan få en til at tilslutte sig de tanker, enkelte nytestamentlige forskere har haft, om, at Paulus’ breve er blevet samlet til større enheder og sprogligt og indholdsmæssigt redigeret af en eller flere veluddannede grækere efter hans død. I så fald gengiver brevene ikke nødvendigvis Paulus’ tanker, snarere de opfattelser, de herskede hos deres redaktører i begyndelsen af det 2. århundrede.

Kaare Rübner Jørgensen er mag.art. i historie og dr.phil.