Prøv avisen
Debat

Historiker: I debatten om brugen af kirkegårde kan vi lære af middelalderen

Et motionsløb på kirkegård forstyrrede en sørgende. Arkivfoto fra Assistens Kirkegård i København, hvor der ofte er social liv. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Lydia Skov Jørgensen, cand.mag. i historie

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Gennem tiderne har kirkegårdene været alt fra livlige centre for det sociale liv til mystificerede og tabubelagte områder. Der er dog et aspekt i debatten, som er nyt i vores tid: vores tilsidesættelse af døden. Her kan vi lære noget af middelalderen, skriver historiker

DE SENESTE ÅR ER DER opstået et ønske om, at kirkegårde skal være mere imødekommende. Modargumentet er, at kirkegårde skal være fyldt med ro og have plads til, at efterladte kan mindes de døde. Dette har skabt modstridende interesser og også sammenstød, som det kom til udtryk i Kristeligt Dagblad den 10. februar i artiklen ”Motionsløb på kirkegård gav konflikt med sørgende”. Debatten er mangesidet, og det er uden tvivl en debat, der ikke hurtigt finder sin løsning.

Går man en tur på Københavns kirkegårde, er den sociale og aktive brug tydeligt en realitet. Her kan man om sommeren finde både løbere og solbadere på græsarealerne mellem gravene. På den ene side er grønne områder eftertragtede, og nutidens brug deraf er derfor forståelig. På den anden side kan man ikke komme uden om stedets egentlige funktion. Debatten er derfor både relevant og påskønnet, men den er på ingen måde ny.

Gennem tiderne har kirkegårdene været alt fra livlige centre for det sociale liv til mystificerede og tabubelagte områder. Der er dog et aspekt i debatten, som er nyt i vores tid: vores tilsidesættelse af døden. Her kan vi lære noget af middelalderen.

KIRKEGÅRDENE VAR i middelalderen centrum for det sociale liv. Der blev holdt markeder og fester, og området fungerede som neutral grund, hvor stridende parter kunne mødes. Derudover var døden en inkorporeret del af livet. Den var nærværende og definerende for det levede liv. Når nogen døde, gik dele af samfundet i stå for at kunne tage sig af den døde og de dertilhørende ritualer. Dette skyldtes ikke mindst tidens høje dødelighed. Derfor begynder mange middelaldertestamenter med en erklæring om livets usikkerhed. Intet er mere sikkert end døden. Disse ord giver for de fleste moderne mennesker en ubehagelig genlyd, selvom vi genkender sandfærdigheden i udtrykket.

Det forekommer således, at det lykkedes middelalderen at forene alvor og glæde i synet på døden og kirkegården, hvilket giver genlyd i debatten i dag.

I DAG BLIVER DØDEN OFTE skubbet ud af vores bevidsthed og er et emne, de fleste af os gerne vil undgå. Det forekommer mig, at jo længere vi er begyndt at leve, desto sværere har vi fået ved at tale om døden. Vi lever, som om vi kunne leve for evigt, vel vidende at dette ikke er tilfældet. Når nogen dør, fortsætter samfundet, som om intet er hændt.

Det kan ligeledes ses i vores brug af kirkegårdene. Nutidens brug af kirkegårdene er overraskende sammenlignelig med stedernes funktion i middelalderen; vi har dog mistet middelalderens klare italesættelse og forståelse af døden. Dette hænger ikke mindst sammen med, at kristendommen har mistet den altomsluttende betydning, den havde i middelalderen.

I dag overskygger brugen af kirkegårdene derfor stedernes funktion og distancerer os til døden. De, der ønsker at bruge stedet til at mindes deres afdøde, kan endda finde sig forhindret deri.

Middelalderens syn på døden og kirkegården er naturligvis ikke det eneste parameter, der er afgørende. Men det hjælper os til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi forholder os til døden på. Herved kan også det moderne menneske opnå et mere balanceret forhold til døden.

Hvis intet er mere sikkert end døden, hvorfor har vi så så svært ved at tale om den? Er løsningen virkelig at gøre kirkegårdene mere legende og sociale

Lydia Skov Jørgensen er cand.mag. i historie.