Museumsinspektør Poul Grinder-Hansen redegør i en kronik her i avisen den 25. august for, hvordan Nationalmuseet passer på vores middelalderarv, specielt fra kirker.
Han beskriver, hvordan vigtige genstande er blevet reddet af museets folk. Men han gør også rede for Nationalmuseets generelle afvisning af at tilbagesende middelaldergenstande til vor tids kirker, der ønsker noget af deres oprindelige inventar tilbage.
For eksempel en træfigur af ærkeenglen Mikael, som menighedsrådet i Hvidbjerg Kirke i 1994 fik afslag om overdragelse på.
Afslaget til menighedsrådet konstateres uden forklaring, men er typisk for Nationalmuseets generelle holdning, at vore middelalderskatte har det bedst på museet – eller opbevaret på steder, hvor stort set ingen bortset for fagfolk har adgang til dem.
Det skal indrømmes, at museet i 1800-tallet fik reddet værdifulde genstande fra middelalderen, som Faaborg-alteret, men vi er ikke længere midt i den tids ”find og smid væk”-mentalitet. Vore kirkefolk er blevet klar over betydningen af arven fra middelalderen. For nogle mennesker er krucifikser og helgenbilleder mere end historiske aspekter af nationalarven. Middelalderens udtryk for fromhed indgår i vores identitet som kristne i en kultur, der i tusinde år har søgt Gud og har vist denne tro gennem religiøse billeder.
Fagfolk ejer ikke middelalderen på trods af den paternalistiske holdning, som kronikken afspejler.
Heldigvis har kirkefolk ikke altid givet Nationalmuseet lov til at overtage deres arv. Ifølge opslagsværket ”Danmarks Kirker” blev der sidst i 1800-tallet fundet et krucifiks på kirkeloftet i Asnæs. Det blev sendt ind til Nationalmuseet for at blive restaureret. Men i 1916 henvendte menigheden sig og bad om at få krucifikset tilbage. Museumsfolk tilbød at sende et andet krucifiks til Asnæs Kirke, men medlemmer af menigheden insisterede på at få deres krucifiks tilbage.
I dag er dette krucifiks en af kirkens klenodier. Det er fra sidst i 1100-tallet, meget tidligt, og det viser en ”sovende” Kristus – han er hverken den sejrende eller den lidende figur, som er bedre kendt. Den sovende Kristus er en smuk mand, der hviler i sig selv og overgiver sig til sin Gud.
Hvis Nationalmuseet havde fået denne Kristus, så var han havnet enten i magasin eller i en samling af krucifikser i et udstillingsrum. Koldt og ligegyldigt og ikke en del af et levende miljø. Nu kan de, der bruger kirken i Asnæs, opleve deres egen kultur, historie og tro.
Jeg siger ikke, at alle genstande skal tilbage til kirkerne, men Nationalmuseet er nødt til at anerkende de ønsker, der kommer fra befolkningen. Der hersker desværre en ”vi alene vide”-mentalitet, hvilket jeg oplevede, da jeg påpegede, at en del af teksten på Esrum-alteret fra 1494 udstillet på Nationalmuseet er forkert.
Vi ser Bernhard fra Clairvaux, der omfavnes af Jesus fra korset, men teksten siger, at Bernhard trækker Jesus ned fra korset. Dette er en misforståelse: Billedet viser, hvad der kaldes ”amplexus”, omfavnelsen. Bernhards kærlighed til Jesus fører til, at Jesus gengælder med sin omfavnelse.
Det kan godt være, at dette udtryk for middelalderens spiritualitet er ligegyldig for Nationalmuseet. Da jeg pegede på problemet, fik jeg at vide, at når museet om nogle år måske skulle forny middelaldersamlingen, var det muligt, at teksten skulle rettes. I mellemtiden har tusindvis af museumsgæster fået en forkert oplysning.
Nationalmuseets middelaldersamling virker støvet og gammeldags, specielt i sammenligning med Moesgaards middelalderudstilling. Her er der en pædagogisk gennemgang af middelalderens verden og noget for børn og voksne. Det kan godt være, at Nationalmuseet fattes penge til en fornyelse, men det er ikke længere godt nok at samle krucifikser i et rum og senmiddelalderaltre i et andet. Det hele skal forstås som en del af troens verden og placeres i en kulturhistorisk sammenhæng.
Det er ikke morsomt at fortælle, hvordan jeg oplever formidlingen af vores middelalderskat, men der må ske en åbning for vore sognekirker. Lad dem få noget af deres middelalderarv tilbage.
Brian Patrick McGuire er professor emritus i middelalderhistorie.