HVAD SKAL VI STILLE OP med de sognekirker, som ikke længere bruges af ret mange mennesker? For Kirsten Sanders, formand for menighedsrådet for Blidstrup Sogn på Mors, kan man lige så godt fjerne dem. Som hun udtalte angående Blidstrup Kirke til Morgenavisen Jyllands-Posten den 18. januar:
”Helt ærligt, så er denne kirke jo ikke noget særligt. Jeg mener ikke, at vi skal bevare kirken, bare fordi den er fra middelalderen. For min skyld kunne man tage en debat om, hvorvidt man skulle lukke den og rive den ned.”
Jeg beundrer de præster og menighedsrådsmedlemmer samt gravere og andre, der passer på vore kirker, og jeg kan godt forstå, at mange af dem er frustrerede over det fysiske forfald og forladthed, som er kommet til at præge nogle af de kirker, som findes dér, hvor der ikke længere kommer ret mange mennesker. Men det er virkelig mørk middelalder at reagere ved at give op og konkludere, at kirkebygninger skal fjernes fra landskabet.
VORE NÆSTEN 2000 middelalderkirker er en uvurderlig skat, der ikke findes i noget andet europæisk land. Man behøver kun rejse til Irland for at opdage et landskab, hvor kirkerne højst er et par hundrede år gamle.
Irland blev plaget af krig, engelsk undertrykkelse, et fugtigt klima og en fattig befolkning, og middelalderkirkerne fik stort set lov til at gå i opløsning.
Eller Skåne, det gamle Danmark, hvor en rig bondestand i 1800-tallet fandt, at det gamle skidt skulle fjernes, og nye kirker skulle bygges. Der er enkelte middelalderkirker tilbage, men ikke mange i sammenligning med Danmark. Det skete få steder herhjemme, hvor en middelalderkirke måtte erstattes af en moderne kirke som i Viborg, da en forfalden domkirke trængte til restaurering, men blev tilintetgjort for en kirke, der efterligner den middelalderlige stil, men mangler sjælen.
Som historiker argumenterer jeg ikke for bevaringen af middelalderkirker, bare fordi de er middelalderlige, men fordi de er vidner til vores historie, vores kultur, vore forfædre og formødre.
DET SIGES, at Jellingstenen er Danmarks dåbsattest. Det er løgn og latin: Jellingstenen er bastant kongepropaganda. Danmarks dåbsattest findes i dets middelalderkirker, som bevidner generationer af mænd og kvinder, der stod ved døbefonten og holdt om deres kære barn, som de gerne ville have inddraget i det kristne fællesskab.
Selvom den lutherske tro har problemer med begrebet hellighed og ikke vil kalde disse kirkebygninger hellige, så vil jeg som historiker hævde, at de handlinger, der har fundet sted inden for deres mure, giver disse bygninger en historisk hellighed.
Hvis murene kunne tale, ville de fortælle om præster og deres sognebørn, der kom til kirken for trøst, håb og glæde. Selvom nutidens mennesker har forladt landdistrikterne og begrænser sig til byerne, kan de tage ud på landet og se disse pragtbygninger, der fortæller om vor historie og kultur.
JEG ER KLAR OVER, at for de menighedsrådsmedlemmer og præster, der skal sørge for disse kirker, er det en begrænset glæde, at deres kirker beundres. Men vore middelalderkirker er en vigtig del af en fælles nationalarv, og derfor skal de vedligeholdes. Det er helt i orden, at nogle af dem bliver lukket en del af året, og det er på sin plads, at det debatteres, hvordan kirkerne skal bruges. Men det ville være tragisk at give efter for nutidens krav om nytte og sige, at disse kirker ikke længere skal findes.
Vort samfund er bygget på bønder og bønner. De bønder, som i generationer har knoklet, og som er ved at forsvinde. Men bønnerne findes stadig i hver sognekirke hver gang der er gudstjeneste, eller når et ulykkeligt menneske søger trøst.
Min bøn er, at vore middelalderkirker vedligeholdes, bevares og overgives til kommende generationer.
Brian Patrick McGuire er historiker og professor emeritus.