Jeg har med undren fulgt med i sagen om byggeprojektet ved Nyborg Slot. Projektet er udtryk for ”den samlede vision at genskabe forståelsen af Nyborg Slot og Nyborg by som en sammenhængende historisk helhed, der formidler den meget store fortælling, som Nyborg udgør i danmarkshistorien”, som formand og næstformand for Østfyns Museer skrev i avisen den 9. januar. Arkitekterne bag kalder det en ”revitalisering af det unikke kulturarvsområde omkring Nyborg Slot”, der har til formål at forene nyt og gammelt til en helhed.
Kun den ene fløj af Nyborg Slot samt dele af et tårn er i dag bevaret. Projektet går ud på at fylde de manglende tre fløje ud for at genskabe indtrykket af det oprindelige anlæg, og man vil altså supplere den bevarede fløjs vældige bygningskrop med et nybyggeri af samme omfang. Formålet er at skabe publikumsfaciliteter og ”genskabe forståelsen af den gamle middelalderborg”.
Historiske rekonstruktioner var en praksis, man gik bort fra for over 100 år siden. Men det er i realiteten, hvad man er i gang med i Nyborg. Læg mærke til, at ingen hævder, at det er, hvad man vil. Det er publikums forståelse, ikke slottet, der skal ”genskabes”, men denne forståelse skal altså tilvejebringes ved hjælp af mursten. Det kan godt ende med at blive ret omfattende, hvis man overalt i landet skal bygge sig ud af det samlede historiske dannelsestab.
Jeg mener, at projektet i sig selv er udtryk for en mangelfuld forståelse af, hvad historien er. Man ønsker i realiteten en tilbageføring af slottet til en formodet storhedstid. Det er bare ikke historie. Det er nostalgi.
I skyndingen har man allerede nu revet en charmerende længe fra 1800-tallet ned, fordi den forstyrrer billedet af den ”middelalder”, som man ønsker at fremkalde. Tydeligere kan det vel ikke udtrykkes, at man er mere end villig til at ofre historien til fordel for en illusion.
Nyborg-projektet udtrykker en besynderlig tendens, nemlig at museumsfolk tror, at folk tager på museum for at se museet. Det betragtes blandt fremtrædende museumsfolk som udtryk for en forældet kulturarvsforståelse at prioritere genstande højere end publikum og formidling.
Det har den konsekvens, at man tror, at man kan tiltrække publikum ved at bygge nyt, fortælle fortællinger og også helst invitere Jim Lyngvild til at lave nogle plancher. Derfor skæres der i antallet af medarbejdere med forstand på samlingerne, mens der bliver flere formidlere, og derfor skal den tilbageværende fløj af Nyborg Slot underordnes og i realiteten overskygges af et formidlingskoncept bygget op af mursten.
Jeg tror ikke på, at folk tager til Nyborg for at se, hvad en eller anden arkitekt i dag forestiller sig om middelalderen.
Jeg tror på, at de kommer for at se slottet i den kontekst, som historien indtil nu har givet det. Den ægte vare. Og hvis museet vil lege med at visualisere rekonstruktioner, er der glimrende digitale redskaber til formålet. De er også billigere. De penge, man sparer, kunne man så passende bruge på at vedligeholde de bygninger, man har. Det vigtigste, vi kan efterlade til næste generation, er ikke, hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.