Det amerikanske præsidentvalg er ovre. Stemmerne bliver talt op. I skrivende stund er det stadig realistisk, at Joe Biden vinder valget. Jeg tror det. Jeg håber det. Men sandheden er, at valget er blevet langt tættere, end nogen af de anerkendte meningsmålinger antydede.
Her talte man om en jordskredssejr til Biden. En ”blå bølge”. Man så for sig, at trumpismens sandslot ville blive skyllet bort. Taget af havet. Gjort til sand blandt sandkorn. Men der kom ingen bølge. Allerhøjst et plask. Bidens storsejr over en historisk upopulær præsident udebliver.
Hvad i alverden er det, der sket? Svaret er kort sagt, at den blå bølge ikke er udeblevet, men den er blevet brudt af en rød bølge fra den anden side. Den demokratiske venstrefløjs mediemæssige og ikke mindst kulturelle dominans har givet bagslag og har fremkaldt en modreaktion af voldsom styrke. Igen, fristes man til at sige.
Men lad os begynde et andet sted. Der var nemlig én meningsmåling, der hele tiden tydede på tæt løb mellem Trump og Biden. Den kom fra Trafalgar Group. Det særlige ved den er, at den ud over at spørge respondenterne, hvad de ville stemme, også spurgte dem, hvad deres naboer ville stemme.
Egentlig er det en mærkelig metodologi. For mens en respondent nok ved, hvordan han selv vil stemme, kan han ikke antages at have sikker viden om, hvordan andre vil stemme. Alligevel har metoden tilsyneladende virket. Den identificerede et langt større vælgergrundlag for Trump end de almindelige målinger. Disse var måske præget af, at mange adspurgte ikke har villet stå ved deres valg, og af, at meningsmålingsinstitutterne undervurderede, hvor mange nye vælgere den røde bølge ville skylle ind i stemmeurnerne.
Umiddelbart er det nemlig det, der er sket: masser af nye vælgere, ikke mindst i de områder, hvor Trump allerede stod stærkt. Og hvorfor er de så kommet? Jo, de er kommet, fordi det er lykkedes Trump at kommunikere, at hans politiske modstandere ikke blot er almindelige politiske modstandere, men fjender. Og ikke blot fjender af ham, men fjender af det store brede Amerika, deres livsførelse og værdier.
Nu har dette faktisk hele tiden været Trumps hovedbudskab, men det er også et, der indtil for nylig syntes at have tabt sin energi. Spørgsmålet er derfor, hvorfor det alligevel har virket.
Her peger pilen på det seneste års mobilisering af den absurde radikale venstrefløj i Amerika. Den røde bølge er en modreaktion.
Stillet over for en radikal venstrefløj, der har hærget storbyernes offentlige rum, trynet og overfaldet deres modstandere, ydmyget dem med udtalt billigelse fra de store medier, har Trumps budskab givet genlyd. Det fjendskab, han talte om, var tilsyneladende virkeligt.
Stillet over for ødelæggelserne af historiske mindesmærker, den akademiske venstrefløjs afskrivning af USA’s historie som en serie af overgreb og den stadig mere entydige udgrænsning af selv moderate konservative og liberale centrister fra kulturbærende institutioner som The New York Times og landets universiteter har opfattelsen af et reelt fjendskab ikke været svært at genkende i virkeligheden.
”De kom efter dem, nu kommer de efter os, og alle andre end Trump er ligeglade,” har man tænkt.
Det er den massive mobilisering mod denne larmende venstrefløj, der har drevet valgdeltagelsen i vejret. Mange amerikanere med traditionelle værdier har følt sig belejrede. Og her ved valget var så en mulighed for at gøre et udfald, dæmme op for omvæltningerne, bemande en fremskudt palisade i den drabelige kulturkamp.
Det behøvede ikke at være gået sådan.
Lige efter valget i 2016, forstod mange på centrum-venstre (og Bernie Sanders-venstrefløjen) faktisk, at Clintons udtalelse om Trumps vælgere som en ”basket of deplorables” eller Obamas afskrivning af dem som bitre folk, der ”klyngede sig til deres våben og tro”, havde været med til at sikre Trumps sejr.
Men åbenbart gik naturen hurtigt over optugtelsen.
Det er i hvert fald tankevækkende, at de forsøg, som blev gjort på at tage uroen i store dele af det amerikanske samfund alvorligt, ret hurtigt veg til fordel for en dybt skadelig modstandsmytologi, der placerede kulturelt progressive popdansere, filmstjerner og celebritymilliardærer som en slags heroiske modstandsskikkelser.
I Trumps vælgere så man ikke andet end en slampøl af racisme, had og idioti. Denne elitære arrogance føles måske rar for de arrogante, men den har sin pris.
Uanset om Biden vinder eller taber, har Demokraterne en opgave i at konfrontere denne side af deres politiske og kulturelle tænkning.
Christian Egander Skov er historiker, ph.d. og postdoc ved institut for sprog og historie på Norges Universitet for Videnskab og Teknologi.