Er du blandt de mange, som er sendt hjem i tvungen karantæne eller orlov med din partner og med børn om benene? Så er du forhåbentlig hjemme i en sikker havn, hvor tryghed og tillid er jeres grundlag. Hører du og din partner imidlertid til dem, hvor tristhed og skrøbelighed gør jer tyndhudede? Ikke engang kirken kan vi komme til, uden at det er på afstand gennem medier.
Lige nu er vi altså udfordret med alle de ubalancer, der bringes i spil på grund af den nye og uvante krisesituation, som vi alle står midt i. Mails som denne tikker ind hos os:
”Hej. I disse coronatider er alt gået helt skævt. Søs og jeg skal ikke være sammen mere. Jeg har prøvet alt, hvad jeg kunne. Vi kommer ikke videre. Jeg er en fiasko og er ved at give op, men jeg er så slidt, at jeg bare er en tom skal.” Mailen tikkede ind for fem minutter siden.
Situationen kan komme til at opleves som et pres, fordi vi er sammen meget mere, end vi er vant til. Følelsen af en meningsløs og kaotisk tomhed kan opstå. Det kan ende med at spænde alvorligt ben for vores parforhold, uden at vi ønsker det – og i værste fald føre os væk fra hinanden. Særligt hvis vi kun hører det, vi selv er optaget af eller er utrygge ved.
Små sten i skoen bliver pludselig store og skarpe. Det, som ligger skjult i vores måde at reagere på, omhandler ofte den måde, vi var børn på i forhold til vore forældre. Dengang var vi knyttet så tæt, at det blev helt afgørende, hvordan de mødte os, når det var rigtig svært eller rigtig godt. Disse situationer var bestemmende for, om vi følte os trygge, bange, glade eller kede af det. Alt det kom til at danne nogle mønstre, som vi i dag bruger i forhold til vores partner og vores børn. Måske har vi ikke ord for vores indre følelsesmæssige tilstande, måske har vi lært at lukke følelser ned, fordi de blev mødt med at være uacceptable og forkerte.
Voksne har også brug for at knytte sig tæt til andre. Når nærheden hos den voksne bliver afbrudt, kan der opstå en angst for at blive adskilt. Det eneste, vi ønsker, er at komme tilbage til tryghed og tillid. I pressede situationer reagerer vi vidt forskelligt.
Når vi ikke har lært at håndtere svære følelsesmæssige tilstande, mens vi var børn og unge, kan vi i vores parforhold udfordres i ikke at kunne udtrykke det, som vi mærker, og det, som påvirker os negativt, når vi skal finde ud af en hverdag sammen. Særligt svært er det, når vi skal være meget sammen som i denne tid.
En af nøglerne til at passe på hinanden er at være opmærksom på den måde, vi hver især reagerer på. Hvis vi kan finde ud af de følelser, der er imellem os som par, og vi er i stand til at sætte os sammen og snakke om det, er vi nået et godt stykke længere.
I parterapi arbejder vi med de følelser, som dukker op hos os. Vi sætter ord på det, som gør, at vi kommer op i det røde felt. I parterapien er følelserne udgangspunktet for den forandring, der skal ske hen imod et sundt og tillidsfuldt forhold. Vi finder frem til de måder at agere på, og de situationer, vi er i sammen som par. Meget af det, vi har med os, som gør parforholdet svært eller umuligt at leve i.
Forståelsen af parrets reaktioner i forhold til hinanden fører frem til en gensidig forståelse af hinandens reaktionsmønster. Det bliver til en ny måde at opleve hinanden på, netop på dette tidspunkt med den historik, parret har.
I den emotionsfokuserede parterapi arbejder vi med at skabe tryghed for begge parter, så rummet bliver et sted, hvor vi sammen går på opdagelse i hinandens historier. Her bliver vi trænet i at se mønstrene, der kommer imellem os. Når mønstrene bliver tydelige, lærer vi mere åbent at kommunikere med hinanden på en måde, så sårbarheden kommer i spil.
Det bliver herefter lettere at kommunikere uden at pakke sårbarheden ind i beskyttelse af de strategier, vi har lært hjemmefra.
Det er livsvigtigt, at vi passer på hinanden i denne ufrivillige karantænetid. Vi har brug for hinanden, og derfor er det endnu vigtigere end under normale tilstande, at vi får talt sammen. Både børn og voksne. Og der skal tales på flere forskellige ”kanaler”. Planerne for, hvordan den enkelte dag tilrettelægges, praktiske ting som indkøb, lektielæsning, reparationer og så videre.
En god idé er det også at tale om refleksioner over, hvordan I hver især har oplevet dagen og ikke mindst tage det alvorligt, hvad hvert enkelt familiemedlem har brug for af tid til sig selv, hjælp, arbejdsopgaver og så videre.
Tiden, I sætter af til hinanden, er livsvigtigt for jeres parforhold. Tiden til at give hinanden glæde, nærvær, ømhed og omsorg.
Med strukturen kan I sætte rammer for det basale som søvn, frisk luft, motion og afslapning.
Men endnu vigtigere er det at sætte tid af til kærtegn, berøring, nærvær og jeres gensidige opmærksomhed på, hvad der tænder jeres forhold.
Hvis det kan lade sig gøre, så sæt tid af til kæresteaftener, hvor I blandt andet dyrker jeres samtaler med hinanden. Samtaler om jeres egne livshistorier kan være et udgangspunkt.
En øvelse, som måske kan synes uvant, men styrker intimiteten imellem jer, er at se hinanden dybt i øjnene i 10 minutter uden at sige noget. Bagefter fortæller i hinanden, hvad I hver især oplevede.
I kan også snakke om, hvornår I hver især føler jer mest sikre og trygge. Fortæl, hvad du beundrer, eller hvad du sætter mest pris på ved din partner. Fortæl, hvad du tænder mest på hos din partner.
Afstem jeres forventninger i denne tid, hvor I er meget sammen med hinanden, og sørg for at få lavet nogle gode aftaler om, hvordan I kan gå til og fra hinanden for at få lidt luft til jer selv. Så undgår I, at det opleves som afvisninger.
Udnyt denne ekstra tid, i har nu, til at tale om drømme og mål i jeres parforhold og familieliv.
Pernille Viktoria Svane Nørgaard, Annelise Stahlschmidt, Christian Bastholm Hansen og Nils Stahlschmidt er parterapeuter.