Prøv avisen
Debat

Lærer: Jeg har meget oftere brug for at adfærdsregulere drengene i klassen

I 2016 havde pigerne et karaktergennemsnit for dansk og matematik, der var 0,85 karakterpoint højere end drengenes gennemsnit. I dansk alene ligger pigernes prøvekarakterer 1,4 karakterpoint højere end drengenes. Det kan blive et demokratisk problem, mener folkeskolelærer Signe Kløve Dreyer. – Arkiv Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Signe Kløve Dreyer

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg oplever af og til flere af drengene fra min 4.-klasse beskylde mig for, at jeg altid holder med pigerne og kun skælder drengene ud. Denne iagttagelse er ikke helt forkert, skriver folkeskolelærer

Jeg mener, det er et problem for folkeskolen, at vi ikke formår at ligestille henholdsvis drenge og pigers faglige kompetencer efter afgangsprøverne. Jeg frygter, at det kan udvikle sig til at blive et demokratisk problem, hvor kønnene ikke får samme adgang til videreuddannelse.

De nyeste tal fra Den Sociale Kapitalfond viser en skævvridning. Tallene er et udtryk for et voksende karaktergab mellem drenge og piger ved folkeskolens afgangsprøver.

I 2016 havde pigerne et karaktergennemsnit for dansk og matematik, der var 0,85 karakterpoint højere end drengenes gennemsnit. I dansk alene ligger pigernes prøvekarakterer 1,4 karakterpoint højere end drengenes.

Som lærer i folkeskolen gennem 15 år vil jeg pege på, at én forklaring kunne være, at drengene ikke i samme grad som pigerne er undervisningsparate.

Definitionen ved begrebet undervisningsparat er her: at sidde klar på sin plads til tiden, at have været på toilettet, have drukket og spist, at have sit penalhus med og klar samt at vide, hvilken time der skal til at starte.

Klokken har lige ringet ind efter 10-pausen. I 4.a sidder alle pigerne klar ved deres borde. De fleste har fundet deres pladser, flere er klar med penalhus og har også fundet ud af, hvilket fag de skal have nu, ligesom de har fundet bøgerne frem.

Drengene har endnu ikke indfundet sig. ”Hvor er resten af klassen?”, spørger jeg. ”Drengene er ude på den røde fodboldbane, som de plejer,” svarer Emma.

Jeg går ud og henter dem ind. De er dybt optaget af kampen, svedige og mudrede. De kommer drypvis ind i lokalet, flere skal forbi toilettet undervejs, de skal drikke vand, snakke med kammerater, daske lidt til hinanden og slås for sjov på gulvet.

De fleste har glemt alt om, hvad der står på skemaet for denne time. De er glade og højlydte.

I mellemtiden sidder pigerne stille og venter. Mens pigerne venter på drengene, giver jeg dem en lille grammatikopgave at vente med.

Der er af og til klager fra pige-forældrene. De mener, deres døtre venter for meget på ”de urolige drenge”.

Blandt andet af denne grund har vi i klassen fået et inklusionsteam til at observere forskellige lektioner, for at undersøge, hvor udfordringen ligger.

Efter inklusionsteamets første besøg er deres observation slående. Klassens elever deler sig i to halvdele. 50 procent, der er undervisningsparate ved timens start. 50 procent er det ikke. I denne observation er de 50 procent undervisningsparate elever alle piger. Tilsvarende er alle de ikke-undervisningsparate drenge.

Jeg oplever af og til flere af drengene fra min 4.-klasse beskylde mig for, at jeg altid holder med pigerne og kun skælder drengene ud.

Denne iagttagelse er ikke helt forkert. Jeg har meget oftere brug for at adfærdsregulere klassens drenge end klassens piger.

Holder folkeskolen altid med pigerne?

Hver anden dag har jeg lyst til at sige højt og bestemt til drengene, at de skal tage sig sammen og komme op fra det gulv.

De øvrige dage bliver jeg i tvivl, om vi lærere forventer for meget af de elever med et ulige slutciffer i deres personnummer.

Signe Kløve Dreyer er folkeskolelærer, Københavns Kommune.