Dansk Erhverv: Hjemmearbejde kan blive en gevinst for alle. Men det må ikke blive et mål i sig selv

Hjemmearbejde vinder frem. Og der er vitterligt mange gevinster, hvis vi griber det an rigtigt

Under coronakrisen arbejdede 40 procent af danskerne hjemmefra, og 4 ud af 10 oplevede, at de var mere produktive på hjemmekontoret. – Arkivfoto: Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix.
Under coronakrisen arbejdede 40 procent af danskerne hjemmefra, og 4 ud af 10 oplevede, at de var mere produktive på hjemmekontoret. – Arkivfoto: Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix.

Den 11. marts blev danskernes arbejdsliv fra den ene dag til den anden vendt på hovedet. Nogle opgaver krævede, at medarbejderen blev på sin post og holdt hjulene kørende, mens andre blev sendt på hjemmearbejde eller hjem på lønkompensation.

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at 40 procent af danskerne har arbejdet hjemme under coronakrisen. For nogle brancher var hjemmearbejde ikke en mulighed overhovedet eller kun muligt for nogle få, for eksempel inden for transport-, hotel- og detailbranchen. Men der, hvor det var muligt, blev hjemmearbejde hurtigt den nye hverdag.

Hjemmearbejde har under coronakrisen nået et omfang som aldrig før. Nogle oplevede det som en gave at have tid til fordybelse, hvor andre var meget udfordret af ikke at være i et fysisk fællesskab.

Fire ud af ti af de hjemmearbejdende i perioden 11. marts til 12. juni tilkendegiver, at de var mere produktive, når de arbejdede hjemme.

Det kan skyldes mange faktorer. At der ikke var så mange forstyrrelser. At møder blev minimeret til det allermest nødvendige. At møderne var kortere og mere målrettede. At nogle opgaver blev skåret fra, fordi der var fokus på noget andet, eller at pasning af børn nødvendiggjorde en mere struktureret arbejdsproces. Under alle omstændigheder har vi fået nogle erfaringer med, hvor effektivt hjemmearbejde kan være.

Mange virksomheder er i øjeblikket i gang med at finde ud af, hvordan de bedst kan kanalisere gode eller dårlige erfaringer over i nye arbejdsmetoder. Det er en god idé, for vi har her en unik mulighed for at bryde med vanetænkningen og gøre ting anderledes. Men hjemmearbejde skal ikke blive et mål i sig selv – ligesom det heller ikke er et mål i sig selv at holde et afdelingsmøde en gang om ugen. Eller, at der skal implementeres et nyt it-system for systemets egen skyld.

Måden, vi arbejder på, skal funderes i virksomhedens ønskede position i markedet og strategiske målsætninger. Hvad vil vi være for vores kunder? Hvilke opgaver skal løses? Og hvilken kultur og trivsel skal understøtte disse mål? Med disse beslutninger som ramme skal vi vurdere, hvordan vi bedst og mest effektivt løser opgaverne.

Hvis hjemmearbejde bliver et mål i sig selv, får vi alt for mange diskussioner om, hvordan vi skal få succes med det, og vi risikerer at glemme vores egentlige mål som virksomhed. Så med erfaringerne i rygsækken skal vi kigge frem. Stoppe op – samtidig med at vi bevæger os. Beslutte på arbejdspladserne, hvordan hjemmearbejde skal bruges som middel til at løse de ønskede opgaver.

En journalist spurgte mig på et tidspunkt, om ikke alle danske virksomheder skulle benytte sig af mere hjemmearbejde? Det kan man jo ikke svare ja til. Der er mange nuancer, vi skal huske at belyse, når vi vurderer de mange udsagn. Og vi skal passe på ikke at generalisere og løbe med halve overskrifter. For det første er der jo brancher, hvor det slet ikke er muligt. For det andet afhænger det af den enkelte virksomhed, og hvor den befinder sig.

Hjemmearbejde vinder frem. Og der er vitterligt mange gevinster. Ligesom med alle forandringer skal det besluttes og dernæst kommunikeres til medarbejderne, hvorfor og hvordan vi gør det.

At hjemmearbejde skal forankres strategisk, betyder, at der skal være en tydelighed og en ensartet holdning på tværs af organisationen og på alle niveauer. Det stiller nye krav til topledelse, mellemledere og den enkelte medarbejder, som skal være på linje.

Vi har nu erfaringer i vores rygsæk, og hvis vi trækker på disse erfaringer, kan hjemmearbejde blive en styrke og en gevinst – for virksomheden og for medarbejderen.

Tina Buch Olsson er chefkonsulent i Dansk Erhverv.