Prøv avisen
Debat

Hjemmegående mor: Jeg er ikke sendt tilbage til kødgryderne. Jeg er voldsomt privilegeret

Modelfoto. Foto: Thomas Lammeyer/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Marta Gramstrup Wriedt, hjemmegående, journalist og stifter af fødslen.dk

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Skal vi tale om ligestilling, når det kommer til vores børn, så lad det være op til den enkelte familie at beslutte, hvad der er bedst – hvad enten vi som familie beslutter, det er i institution eller i egen favn, skriver Marta Gramstrup Wriedt

DANSK FOLKEPARTI har for nylig fremlagt et forslag, hvor de vil give familier, hvad der svarer til dagpengesatsen for at passe deres børn hjemme. Man kan med rette diskutere, hvor inkluderende indholdet af forslaget er. Man kan også slå det hen med, at Dansk Folkeparti er dygtige populister og blot forsøger at hente stemmer.

Men i det mindste har de så set og anerkendt den samfundstendens, som næstformand og politisk ordfører i Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, i et indlæg i Ekstra Bladet påstår dækker over et forældet menneske- og kvindesyn. Flere og flere forældre vælger nemlig at prioritere anderledes. Forsøger at sætte familielivet sammen, så de kan tilbringe mest muligt tid med børnene.

Nogle er heldige at have en arbejdsplads, hvor de kan gå ned i tid. Andre nøjes med én indtægt.

Min mand og jeg er blandt dem. Vi har skåret ned og har taget vores børn ud af deres institutioner, for at jeg i stedet kan have dem hjemme.

Dermed er jeg med Sofie Carsten Nielsens ord ”sendt tilbage til kødgryderne”.

Men her finder jeg det nødvendigt at postulere, at hun næppe ved meget om livet som hjemmegående anno 2019.

Jeg er ikke beordret hjem af min mand. Jeg er ikke udannet – omend jeg måske mangler pli. Jeg føler mig ikke undertrykt. Jeg føler mig ikke som en husmoder, hvis gøremål er en sur pligt. Og jeg føler ikke, min ligestilling eller mine rettigheder er gået fløjten.

Tværtimod, kære Sofie Carsten Nielsen. Jeg har som kvinde og mor taget et aktivt valg.

Og jeg føler mig voldsomt privilegeret over at have muligheden for at træffe dette valg. Jeg føler mig heldig over at kunne tilbringe al min tid med mine børn. Jeg er stolt af, at jeg endelig har handlet på den følelse, der har siddet som en nagende knude i maven, siden jeg første gang overlod mit barn til fremmede.

Kære Sofie Carsten Nielsen. Jeg har gjort det, der var bedst for mine børn og os som familie. Du har gjort det anderledes – det var det, der fungerede for jer.

Min stemme er absolut ikke til salg. Men skal vi tale om ligestilling, når det kommer til vores børn, så lad det dog være op til den enkelte familie at beslutte, hvad der er bedst. Giv dem et reelt valg.

Ja, jeg får ikke betalt meget ind på min pensionsordning, mens jeg går hjemme. Men det må vi tage hånd om som familie. Ja, nogle arbejdsgivere vil måske kigge skævt til min prioritering, når jeg en dag skal tilbage på arbejdsmarkedet. Men vil du have medarbejdere, der kan håndtere mange opgaver på én gang, kan arbejde under pres, evner at forhandle, samarbejde og håndtere kriser, ja, så skal jeg hilse og sige, at forældre, der har gået hjemme med små børn, har opbygget evnerne.

Eksperter fraråder gang på gang, at børn under to år kommer i institution. De påpeger, at børn i stedet har bedst af at være sammen med deres forældre. Børns Vilkår har også lige fremlagt en undersøgelse, der viser, at hvert fjerde barn ikke føler, at der er en voksen, som er god til at trøste, hvis de har behov for det, mens det er i børnehave.

Så, kære Sofie Carsten Nielsen. Skulle vi ikke droppe fordommene og i stedet holde fokus på vores børn – de liv, vi selv har skabt og har et ansvar for? Lad os tilbyde dem nogle ordentlige rammer – hvad enten vi som familie beslutter, det er i institution eller i egen favn. Lad det menneskesyn, du mener, vi skal kæmpe for og forsvare, også være et børnesyn.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående, journalist og stifter af fødslen.dk.