Hjemmegående mor: Vi svigter børnefamilier i fællesskabets navn

Det eneste, et et-årigt barn for brug for, er sin far og mor, skriver Mie Leonhardt Husum Rinken, som er hjemmegående mor og blogger

Der er intet i psykologien, som antyder, at adskillelsen mellem forældre og små børn er sund. Faktisk peger alt i den stik modsatte retning, skriver en hjemmegående mor.
Der er intet i psykologien, som antyder, at adskillelsen mellem forældre og små børn er sund. Faktisk peger alt i den stik modsatte retning, skriver en hjemmegående mor. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Det sidste år har vi hørt, set og talt om de dårlige forhold i daginstitutionerne.

Mange har været oprørte og endnu flere vrede, men institutionerne med de dårlige normeringer står endnu.

For nylig kom så regeringens plan på bordet og med de første 500 millioner kroner var Socialdemokratiet og de øvrige partier bag aftalen er ved at revne af stolthed over at kunne berige de danske børn i alderen 0-5 år med én pædagog mere per 185 børn.

Hvad i alverden bilder de sig ind?

Der er skabt en samfundsstruktur, som er afhængig af, at mor og far giver efter for følgerne af adskillelse i det store fællesskabs interesse.

På den måde bliver vi bildt ind, at det er for alles bedste, at børnene kommer tidligt afsted.

Men nej, det er ikke bedst for barnet at komme i vuggestue, et barn på et år har ikke brug for jævnaldrende legekammerater, det er simpelthen løgn. Det eneste det barn på et år har brug for, er sin mor og far.

Der er intet i psykologien, som antyder, at adskillelsen mellem forældre og små børn er sund. Faktisk peger alt i den stik modsatte retning.

Det er i øvrigt en viden, man har haft længe via den psykologiske teori om tilknytning, som er grundstenen i udviklingspsykologien. Den beskriver hvordan, barnets tilknytning til moderen især og senere begge forældre, påvirker individet resten af livet i relation til selv og andre.

På en måde har vi skabt en dynamik, der er som en slange, der spiser sin egen hale. Vi skaber i kraft af adskillelsen børn med et forvrænget selvbillede, de børn vokser op og får svært ved at føle succes i livet, svært ved at sætte og mærke grænser, finde partnere, fastholde venskaber, og vi kan vel nærmest betegnes som ”generation identitetskrise”, fordi vores identitet og egen vilje har måtte vige for fællesskabets bedste, fra før vi kunne gå.

Når det fællesskab så ikke overholder den del af aftalen om, at mor og far trygt kan gå på arbejde i vished om, at det er til vores børns bedste, så sker der et massivt skred i tilliden til dem, som forvalter fællesskabets bedste.

Så alle de ofre vi bringer for at beskytte fællesskabet, skaber ikke de robuste og arbejdsdygtige voksne, som vi havde regnet med.

Tværtimod producerer fællesskabet individer, som på sigt kan få samme fællesskab til at styrte i grus, fordi man ikke vil investere i en tryg tilknytning.

Ved ikke at beskytte individerne, som holder fællesskabet sammen og gerne skulle sikre, at det holder adskillige generationer frem, så underskriver man i stedet en terminal diagnose, ved hverken at tage familiepolitik eller daginstitutionsområdet alvorligt.

Mie Leonhardt Husum Rinken er hjemmegående mor og blogger.