Den 15. januar bragte KD et interview med tre præster, der hver gav deres beskrivelse af, hvordan de forklarer dåbens betydning, når de har dåbssamtaler. En af præsterne var Anni Albæk fra Møllevangskirken i Aarhus.
Albæks forklaring på dåben er et klokkeklart eksempel på, hvorfor det er absolut påtvingende, at vi i folkekirken nu tager denne debat om dåbens teologi og tager de første skridt i retning af en ordentlig gennemtænkning af selvsamme.
Det er mit klare indtryk, at et stort flertal af folkekirkens præster ikke deler det reformatoriske dåbssyn: dvs., dåben forstået som en slags exorcistisk handling, der skal rense den nyfødte for en nedarvet skyld som betingelse for, at Gud vil kendes ved barnet som sit eget, og for at det ikke skal fordømmes til endeløs pine i helvede. Men fordi vi ikke rigtig kan finde ud af, om vi må eller ikke må mene noget andet om dåben end Den Augsburgske Bekendelse og Luther, og fordi vi endnu ikke rigtig har haft mulighed for at finde genuine kristne alternativer til den reformatoriske forståelse, ender det hele alt for ofte i hjemmestrikkede teologier, som i bedste fald er temmelig uklare og i værste fald meningsløse.
Tag nu f.eks. Albæks udsagn om, at dåben ”er en forandring. Jeg tror på, at alle mennesker er Guds børn, men at lyset skinner dobbelt for de døbte”. Det er ud fra sammenhængen umuligt at finde ud af, hvad det er for et ”lys”, der er tale om, og hvad det betyder, at dette lys skinner dobbelt for de døbte.
Er det mon velsignelsen, der jo som bekendt skal ”lyses”, der her er tale om? Og betyder det, at Gud plejer dobbelt så meget omsorg for de døbte som for de udøbte? Gud elsker alle mennesker, men de døbte elsker han åbenbart dobbelt så meget! I frelsesøjemed må det jo i så fald betyde, at de døbte Guds børn bliver dobbelt så meget frelst som de udøbte Guds børn, eller at de får det dobbelt så godt i himlen. Men hvad pokker vil det sige? Kan Guds velsignelse, kærlighed og frelse gradbøjes?
Eller henviser dette dobbelte lys mon til erkendelsens lys, det oplyste sind, således at de døbte har mulighed for at erkende Gud dobbelt så meget som udøbte, der befinder sig i en slags forståelsesmæssigt mørke? Eller er der tale om, at de døbte er ”verdens lys og jordens salt” gange to i forhold til udøbte?
Uanset hvad Albæk nu end måtte have ment med det ”lys” og andre uklarheder i interviewet, skal der ikke herske nogen tvivl om, at dette absolut ikke i nogen tænkelig forstand har det mindste med det reformatoriske dåbssyn at gøre. Albæks forklaringer på dåben er et eksempel på hjemmestrikket teologi – og jeg har efterhånden set en del af den slags.
Folkekirken befinder sig lige nu i en situation, hvor det reformatoriske dåbssyn i realiteten er sat ud af kraft samtidig med, at der ikke findes nogen anden, gennemtænkt fælles dåbsteologi, der kan fungere som holdbart supplement, korrektiv eller erstatning. Ser vi bort fra enkelte stemmer på de yderste fløje, kan man let få det indtryk, at det hele nu er ved at være én stor rodebutik bestående af mere eller mindre velovervejede indfald.
Teologien hverken kan eller skal gå tilbage til en ordret gengivelse af Den Augsburgske Bekendelses dåbssyn, som blev til i en bestemt historisk krisesituation, hvor spørgsmålet om frelse og fortabelse på nærmest monomanisk vis overskyggede alt andet. Men vi kan sandelig heller ikke forvalte den kristne tradition på denne kaotiske og tilfældige måde meget længere.
Det græske ord krisis betyder som bekendt ”afgørelse”. I den forstand befinder folkekirken sig nu i en teologisk krise. Vi skal nemlig til at afgøre os for, om vi fortsat vil binde os til de reformatoriske bekendelsesskrifters fortolkning af dåben, eller om vi vil gå en anden vej. Det vigtige er, at vi gør det ordentlig, og at vi gør det fælles.
Lars Sandbeck er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter