”Tak, at huset her blev bygget/ som en sang om Paradis.”
Nr. 330 i Den Danske Salmebog
I den erindringsbog, som Hans Edvard Nørregaard-Nielsen skrev om sine gymnasieår ved katedralskolen i Ribe, ”Riber ret. Et tidsbillede” (2001), spiller byens kirkerum en særlig rolle.
Det var langt fra nemme år for den unge Hans Edvard, og han fortæller, at han jævnligt havde brug for at gå ind i de to kirker i byen, domkirken og Sct. Catharinæ. Han skriver om kirkerne, at de ”ligger og er store som en anden slags natur”, udstråler altså noget andet og anderledes fundamentalt end almindelige huse, og dér kunne han ”anskudt ind i mig selv” kravle ind i et hjørne. Særlig velgørende var det, hvis organisten var i gang med at øve sig. Så kunne de stigende og faldende toner rive ”klumpen af indvortes elendighed med sig”, og han fik dulmet ”al hjertets og hjernens attrå”.
Om domkirken skriver han: ”Den var et privilegium, bygget af levende stene og et hjemsted for så mange tilstande, at man altid kunne finde en krog med lidt husvalelse i.”
Hvilken rammende beskrivelse af kirkerummet: ”et hjemsted for så mange tilstande”. Besøgt af mennesker i alle tænkelige omstændigheder fra ufattelige sorger til sitrende glæder og så alle mellemformerne, alt sammen personligt farvet og dog sat ind i noget dybt fælles på tværs af mange generationer.
Min erfaring fra præstetiden har været, at især, når man skal forestå højtideligheden efter et meget sørgeligt dødsfald, kan man mærke, at kirkerummet har noget mere at give fra sig end et kapel, hvor pænt og smagfuldt det end kan være indrettet. Kapellet er kun indrettet til én ting, afsked med en afdød, mens kirkerummet netop er ”hjemsted for mange tilstande” – markeret blandt andet ved, at kisten med afdøde dér typisk vil stå i nærheden af døbefonten. Her har vi været samlet om så meget andet end om livsafslutningen. Det klinger med, og det mangler man i et kapel.
Særligt husker jeg en bisættelse efter et ungt menneskes tragiske død, en mor til små børn. Bisættelsen var desværre henlagt til et kapel, og bagefter var jeg forfærdelig udmattet, fordi jeg fik så lidt hjælp af rummet. I et kirkerum ville der have været mere med til at løfte, give håb.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.