For tv-tilrettelæggere og andre mediefolk kom det muligvis som en overraskelse, at DR’s ”Fællessang – hver for sig” blev det mest sete program på tv i april med over en million sangglade danskere, der entusiastisk skrålede med bag hver sin skærm rundtom i landet. Men for alle os, der på daglig basis arbejder med den levende danske fællessang, var succesen indlysende. For uanset hvor alene vi kan føle os i verden, og hvor adskilte vi er, binder sangene os sammen. Sådan var det på Grundtvigs tid, og sådan er det stadigvæk.
Covid-19 har på en foruroligende baggrund givet os en lysende national folkehelt, som hedder Phillip Faber. En dygtig, charmerende og skøn formidler af fællessang. Al ære, tak og respekt til ham.
En stor og usynlig række mennesker, som har brugt hele deres arbejdsliv og gode kræfter på at arbejde for den levende fællessang i Danmark, står imidlertid bag ham: Det gælder ikke mindst børnehavepædagoger, skolelærere, friskolelærere, efterskolelærere, højskolelærere, sangskrivere og komponister i frivillige organisationer som FDF, DGI og andre, der i årevis har gødet og næret fællessangens liv ved at lære børn, unge og voksne at synge sange sammen, og derigennem har de vist vej til den glæde, som samvær i sang kan give.
Da jeg var barn, var obligatorisk musik på folkeskoleskemaet to timer om ugen. Derudover tilbød skolen et fag, der hed ”frivillig musik”, hvilket betød, at jeg inden for skoletiden havde fire timers musik om ugen. Hvert andet år betalte kommunens kulturkasse for, at en komponist kunne skrive et musikværk til skolebørn fra hele kommunen. Det blev til fantastiske kor- og sammenspilsdage, hvor 500 børn spillede og sang sammen en hel dag, som sluttede med en koncert for forældre, søskende, venner og bedsteforældre.
Siden indføring af tests i folkeskolen har der været en systematisk nedprioritering af kunstneriske fag til fordel for en opprioritering af naturvidenskabelige fag samt fysisk udfoldelse. Det er selvfølgelig godt med naturvidenskab og fysisk sundhed. Men det er skidt, at kunstfag og dermed fællessangen nogle steder har meget dårlige vilkår.
Tænk, hvis musikundervisningen havde samme status og vilkår, som hersker omkring børne- og unge-fodboldtræning i nogle byer. Her kan krav til børn og unge nemt lyde: ”Du skal træne tre gange i ugen, og så er der kamp i weekenden. Din mor skal bage en kage, og din far skal køre fra Herning til Køge, vente fem timer og så køre dig og dine kammerater hjem igen”.
Tænk, hvis man kunne stille de samme krav og forventninger til forældre og børn omkring billedkunst eller musikundervisning.
Jeg ved ikke, om tanken er mere skræmmende end god, men i hvert fald siger den noget opklarende om, hvorfor musikere og musikformidlere ofte bliver mødt med store undrende øjne og kommentarer som: ”Hvordan kan du dog synge og spille sådan, og hvorfor kender du så mange sange?”.
Svaret er fuldkommen enkelt: fordi jeg har øvet mig. Alene og ikke mindst sammen med andre i et frugtbart musikmiljø, hvor musikken er en omgangsform, en fælles aktivitet, et situeret læringsrum.
Glæden ved at udfolde sig musikalsk, for eksempel i fællessang, kommer ikke af sig selv. Først og fremmest skal man præsenteres for musikken af dygtige, passionerede formidlere. En levende fællessang begynder med begejstring og nysgerrighed, som bliver imødeset. Fællessang bør være et nationalt anliggende af flere årsager: fordi sangen giver adgang til kunst, og kunst giver adgang til erkendelse, følelsesmæssig balance og noget så dyrt som åndelig opbygning. Fællessang giver stærke fællesskaber – hvis man er med i fællessangen vel at mærke.
Hvis man derimod ikke er inviteret med ind i sangenes verden, er fællessangen tværtimod et meget ekskluderende kulturfænomen. Fællessangen som bevægelse har derfor en vigtig opgave, som består i hele tiden at åbne cirklen for nye fællessangere og signalere, at alle er inviteret indenfor. Det er der grøde for i tiden – ikke mindst takket være Phillip Faber, Mads Steffensen og DR.
Men det hele begynder med fødekæden: børnehaver, folkeskoler, friskoler, efterskoler, gymnasier, højskoler, videregående uddannelser, de institutioner, der danner os til at kunne fortsætte et levende og naturligt sangmiljø ved fødselsdage, festlige anledninger, på arbejdspladser, ved koncerter, i forsamlingshuse, kirker og så videre.
Hatten af for dem, der giver musikken videre til vores børn og unge mennesker. For de forærer fremtidens fællessangere noget vigtigt, som kan være med til at danne værn mod følelser som ensomhed og marginalisering: et fællesskab at træde ind i, hvor enhver kan synge med sit næb og føle sig som en del af en større sammenhæng.
Marianne Søgaard er højskolelærer på Silkeborg Højskole.