Hold fast i det, der holder

”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?”.

1. Mosebog 3, 1

I fastetiden møder vi Djævelen og Jesus i en kamp af allerfarligste slags. Djævelens angrebsvåben er: Har Gud virkelig sagt? Jesu forsvarsvåben er: Der står skrevet! Djævelen betyder egentlig ”bagtaler”.

Bagtaleren fordærver med sine ord forholdet mellem mennesker. Ofte ser det onde ufarligt og tilforladeligt ud. Djævelen kommer som bagtaler og bilder os ind, at hans tilbud og vores egen klogskab faktisk er det mest fornuftige.

Har Gud virkelig sagt? Hvem kan have fordel af at sprede forvirring og så tvivl om, hvad Gud har sagt? Jo, det kan stærke mennesker, som selv er ovenpå. Arrogante slår de til alt nedarvet gods, for intet skal hindre dem i at udfolde deres egne idéer.

Vi indrømmer gerne, at vi ikke altid forstår, hvad Gud mener med det, han siger. Vi forstår stykkevis. Vi er undervejs. Men vi må aldrig blot gemme os bag vores manglende indsigt. For uanset hvor meget eller hvor lidt vi forstår af, hvad Gud siger, må vi vove at tro på, at Gud vil os det vel med sit ord. Gud har givet os sine bud og forordninger for at beskytte os mod konsekvenser, vi ikke selv kan overskue. Og derfor må vi vove at sige: Ja, Gud har virkelig sagt! Også når den politiske korrekthed i ledende kredse vil have os til at sige noget andet.

Men da vi ikke selv er lige så stærke som angriberen, Bagtaleren, har vi brug for en ”Fortaler”, en forsvarer, som er stærkere end angriberen. Hvor den første Adam falder for fristelsen til at overhøre Guds advarsel og spise af kundskabens træ, så bliver den anden Adam, Jesus, stående. Jesus prøver ikke at gå i dialog, men afviser Bagtaleren: ”Vig bort, Satan!”.

Bagtaleren, Fristeren får tit held med at snyde os og ødelægge livet for os selv og andre. For han har en forbundsfælle i enhver af os. Da må vi søge Jesus i bekendelse og bøn, lytte til Guds ord med åbent sind på ny. Og lade vores Fortaler, Jesus, føre ordet. Og da skal hans kors, som blev tegnet på os i dåben, bevare os i livets mange kampe.

Jesus vandt kampen mod Djævelen, og den sejr vil han tage os med ind i!

Thomas Kristensen er pastor emeritus.