DEN DANSKE folkekirke er udfordret. Ikke fordi folkekirken og vores kristne værdier på nogen måde er gammeldags – men tværtimod fordi enkelte kirker fuldstændig misforstår deres berettigelse, når de i modernitetens navn river kirkers æstetik og traditioner op med roden.
Efter et vellykket Ungdommens Folkemøde i Valbyparken i København tog jeg mig forleden en rolig gåtur ind til centrum. På min vej mødte jeg, hvad jeg først troede var en legeplads med klatrevæg, men som jeg efterfølgende fandt ud af var Frederiksholm Kirke i Sydhavnen. Her har man bevidst valgt at montere en lyseblå klatrevæg, der kunne få Cirkus Arena til at misunde den spraglede farvekombination.
Denne kirke i Sydhavnen er gudskelov ikke som de fleste. Den er dog et eksempel på det fysiske og åndelige forfald, der præger flere folkekirker i dagens Danmark. Det er en forvandling, hvor kirkerne i et desperat forsøg på at gøre sig selv relevante giver slip på det, der gør folkekirken til noget helt særligt: traditioner og æstetik.
Jeg er vel nok det tætteste, man kommer på en moderne kernekunde i den danske folkekirke. Som kulturkristen er jeg ikke religiøs. Som barn og ung mand blev jeg døbt og konfirmeret i god tro, men gennem gymnasietiden blev det klart for mig, ligesom for så mange andre, at jeg ikke kan få mig selv til at tro på den bibelske Gud.
Det ændrer dog ikke på, at kristendommen udgør et vigtigt, kulturelt fundament for Danmark, som kommer til udtryk gennem de faste traditioner og ritualer, der giver noget særligt til vigtige begivenheder i vores liv.
Jeg har stor respekt for, at folk tror på Gud og bruger folkekirken til praktisering af deres religion. Når det så er sagt, så er den centrale opgave for statskirken i dag ikke den religiøse tekst og lovprisning af Gud, men at skabe et rum og en ramme for de faste velkendte traditioner, vi har fra dåb til begravelsen og alt derimellem.
Problemet er som sådan ikke, at kirker arrangerer middage om tirsdagen eller midnatsmusik om fredagen. Problemet opstår, når kirkerne i deres stræben efter popularitet knuser kirkens æstetik eller ødelægger traditionerne. For hvis den danske folkekirke i popularitetens navn gør op med traditioner og det
æstetiske udtryk, så dør magien ved det kirkelige rum.
Det værste ved folkekirkens deroute er, at nogle kirker aktivt bevæger sig væk fra en stor succes. Der er nemlig flere danskere, der går i kirke, end danskere, der går i biografen. Samtidig giver kirken et helt unikt rum til at fejre sine børn, kærligheden og ikke mindst at lindre sorgen og smerten, når nære familiemedlemmer eller gode bekendte går bort. Det er alt sammen noget, der får mig til at være fortaler for en dansk folkekirke.
Hvis folkekirken i sin selvindbildske fornyelsesiver går på kompromis med bygningernes udseende og de faste traditioner, så vil det efter alt at dømme ikke få flere til at komme i kirken, men blot sikre, at vi faste højtidskirkegængere holder os langt væk.
Hvis folkekirken ikke er i stand til at holde fast i sine kendetegn, men hellere vil lege farvede aktivitetscentre for klatreglade børn, så vil fundamentet for folkekirkens eksistens krakelere. Så hold jeres kreative fingre langt væk fra vores folkekirke, og lad os bevare kirkerne som unikke og historiske bygninger, der giver vores livs største øjeblikke den magi, som kirkerummet skaber.
Andreas Weidinger (K) er medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte.