Hongkong vil ikke give fortabt: Men markering af 1989-massakren vidner om nyt kinesisk diktatur

Der er langt fra enighed i Hongkong blandt demokratibevægelserne om, hvilke krav man skal stille til fremtiden, men man har bredt kunnet samles om at vende sig mod ufriheden på fastlandet, skriver Viggo Fischer, tidligere medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti

Højtidelig heden i Victoria Park i Hongkong foregår både for at mindes de dræbte og for at protestere mod, at der ikke kan tales frit om det, der skete i juni 1989. I år var et klart politisk budskab, som det fremgik af mange trøjer med et stort lys og en tekst om, at man vender sig mod det autoritære, mod étparti diktaturet i Kina. –
Højtidelig heden i Victoria Park i Hongkong foregår både for at mindes de dræbte og for at protestere mod, at der ikke kan tales frit om det, der skete i juni 1989. I år var et klart politisk budskab, som det fremgik af mange trøjer med et stort lys og en tekst om, at man vender sig mod det autoritære, mod étparti diktaturet i Kina. – . Foto: Kin Cheung/AP/Ritzau Scanpix.

”TIDEN ARBEJDER for os,” stod der på T-shirts, som aktivisterne solgte i timerne inden årets store mindehøjtidelighed i Victoria Park i Hongkong for at mindes de forfærdelige begivenheder, der skete på Den Himmelske Freds Plads, Tiananmen, i Beijing den 4. juni, 1989.

Et noget optimistisk standpunkt i betragtning af det magtapparat, som demokratibevægelsen er oppe imod. Men viljestyrken var der intet galt med hos de hundredvis af aktivister, der samlede penge ind til arrangementet, og som var ude timerne før mødet for at skabte interesse hos folk på gaderne, der fører til parken. Og trods det forudgående dårlige vejr, hvor det i timerne før kæmpemødet øsede ned, samledes ifølge arrangørerne 115.000 mennesker til mindehøjtideligheden. Flere end året før.

Det var de gamle mænd i kommunistpartiets topledelse, der i juni 1989 satte hæren ind mod de massive frihedsdemonstrationer på Den Himmelske Freds Plads med ordre om at skyde. Ingen ved præcis, hvor mange menneskeliv der gik tabt. Kinas Røde Kors, der næppe overdriver, kom til omkring 2600 mennesker.

Det kinesiske magtapparat nægter nu som dengang at mindes de døde og sårede. Debat herom er udelukket. Hvis man bliver presset, nedtoner man det, der foregik til ”hændelsen”.

Højtideligheden i Hongkong foregår både for at mindes de dræbte og for at protestere mod, at der ikke kan tales frit om det, der skete i juni 1989. I år var et klart politisk budskab, som det fremgik af mange trøjer med et stort lys og en tekst om, at man vender sig mod det autoritære, mod étpartidiktaturet i Kina.

Der er langt fra enighed i Hongkong blandt demokratibevægelserne om, hvilke krav man skal stille til fremtiden, men man har bredt kunnet samles om at vende sig mod ufriheden på fastlandet. At Hongkong ikke endnu har fået indfriet forventningerne i overgangsaftalen mellem Storbritannien og Kina om en fuldt demokratisk valgt ledelse, førte som bekendt i 2014 til protester, der blev kendt verden rundt på grund af demonstranternes mange gule paraplyer.

Trods de uindfriede forventninger er en afgørende forskel mellem Hongkong og Beijing-Kina den fri debat. Ingen bliver arresteret for at tale på årets mindehøjtidelighed, heller ikke for at deltage. En utænkelig situation på fastlandet. Det forlyder, at en præst ved en protestantisk ”undergrundskirke” i den store kinesiske by Chengdu forsøgte at arrangere en mindehøjtidelighed den 4. juni. Sikkerhedsapparatet fandt ud af det og greb ind. I juni 1989 var netop Chengdu scenen for nogle af de største frihedsmanifestationer uden for Beijing.

Hongkong har som bekendt særstatus i en 50-årig periode i forhold til det øvrige Kina. I medfør af den britisk-kinesiske aftale, der overførte Hongkong til Kina i 1997. Områdets indre forhold skal derfor fortsætte uændret. Det betyder, at retssystemet med et vist britisk præg afviger stærkt fra det på fastlandet. Der er ingen, der forsvinder, bliver udsat for tortur eller fængslet af politiske årsager. Agenter fra fastlandet er dog i mindst et tilfælde ulovligt gået over grænsen og har hemmeligt bortført en regimemodstander.

Politiet opfører sig generelt godt, selvom det i 2014 kom til hårde sammenstød, da demonstranterne med de gule paraplyer i et stykke tid havde afspærret et område. Der var om aftenen den 4. juni et talstærkt politiopbud, men betjentene var i bløde uniformer og syntes primært at være optaget af at forhindre, at nogen af de mange fremmødte kom til skade, at der ikke opstod panik, eller at folk ramt af bilerne i de omkringliggende gader. Der forekom mig bekendt ingen sammenstød mellem politi og borgere.

Der var mange taler, underholdning, historiske filmklip fra 1989 og særlig fokus på borgerrettighedsforkæmperen Liu Xiaobo, der døde i juli sidste år uden mulighed for at få lægehjælp i udlandet. Han blev i 2010 tildelt Nobels fredspris. Hans arbejde for fredelige demokratiske ændringer i Kina gav ham 11 år i fængsel, langt fra sit hjem. Fredspristageren var på sin vis til stede på scenen, hvor der var opstillet en buste af ham. Hans kone, Liu Xia, sidder i husarrest, selvom hun ikke er anklaget for noget. Hun er angivelig i en meget dårlig personlig situation, men vestlige diplomater er nægtet adgang til hende. Det kinesiske systems umenneskelighed skal man ikke undervurdere.

Et særligt indslag på aftenens møde var fokus på ”Mødrene fra Tiananmen”. Kvinder, der mistede et barn i Beijing i juni 1989, og som gennem årene med mod og ihærdighed har søgt at kortlægge, hvem der blev dræbt, og fastholde fokus på massakren i tråd med de argentinske kvinder, der i sin tid gjorde omverdenen bevidst om de mange forsvundne modstandere af det argentinske militærdiktatur. Som en af mødrene, Di Mengqi, hvis 19-årige søn i 1989 blev skudt af soldaterne i Beijing, udtrykte det til Hongkong-avisen South China Morning Post: ”Som en moder håber jeg, at staten kan træde frem og klargøre sit standpunkt vedrørende massakren (...) hvis ikke, kan jeg ikke lukke mine øjne i min grav.”

Fra denne og mange andre udtalelser er det åbenlyst, at den manglende dialog med regimet gør det svært for de efterladte at bearbejde sorgen. Men parti- toppen har aldrig taget ansvar for massakren, heller ikke den nuværende.

Det kinesiske kommunistparti, der står for en strammere og strammere linje med krav om fuldstændig loyalitet omkring étpartisystemet, satser på tavshed omkring den 4. juni. Glemslens slør skal sænke sig. Ledelsen i Beijing følger tilsyneladende George Orwells ”1984”: ”Dem, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; dem, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.”

Sådan er det, i det mindste på overfladen, på det kinesiske fastland, hvor alle midler tages i brug i den politiske ensretning. Der er 29 år tilbage af aftalen mellem Kina og Storbritannien om de særlige rettigheder for Hongkong. Fra Beijings side forsøger man konstant at indsnævre disse rettigheder mest muligt. Demokratibevægelsen gør sit til, at dette skal mislykkes.

Byens demokratikræfter benytter, som borgerne i DDR’s slutfase, gaden på fredelig måde, som det så stærkt kom frem den 4. juni om aftenen i Victoria Park, hvor et menneskehav med levende lys i hænderne samledes. Det var et bredt udsnit af byens indbyggere. Jeg bemærkede mange familier med børn. Det fremgår af medierne, at der også var deltagere fra fastlandet, som var kommet til Hongkong for at deltage i en højtidelighed, som er umulig i Kina.

For den demokratiske omverden gælder det om at fastholde fokus på Hongkongs særlige rettigheder og være opmærksom på byens demokratibestræbelser. Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordrede i forbindelse med mindeaftenen ifølge The New York Times de kinesiske myndigheder til at komme med en fuld offentlig redegørelse om dem, der blev dræbt, tilbageholdt eller er savnet. Dertil føjede han, at Kina bør løslade dem, som er blevet fængslet for at stræbe efter at holde mindet om Tiananmen i live. Den opfordring bør EU-landene også stærkt artikulere.

Hvis det kinesiske diktatur falder, inden byens særstatus ophører, kan det blive til en lykkelig genforening, men i mellemtiden bør Kina fastholdes på de aftaler, der blev indgået mellem London og Beijing. Der bør ikke være tavshed om Hongkongs udsatte situation.

Viggo Fischer er tidligere medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti.