Det er meget typisk at henvise alt skønt og meningsfuldt til en kristen fortolkning – når man er kristen. Det er derfor heller ikke overraskende, at Sørine Gotfredsen i mediekommentaren den 3. oktober mener, at al ”stor kunst og dyb visdom” er kristen.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at den kultur, som jeg, sammen med resten af Humanistisk Samfunds medlemmer, befinder mig i, har en historie. På trods af hvad Sørine Gotfredsen måske måtte mene, er vi hverken historie- eller kulturløse. Og vi benægter ikke, at de kulturelle udtryk, som vi omgiver os med, således er farvet af mange hundrede års kulturelle strømninger, som også indeholder religiøse livs- og verdensfortolkninger.
Jeg giver Sørine Gotfredsen ret i, at det ville være en fattig kultur, hvis vi skulle undlade at læse da Vincis fabler, fordi han levede i en tid, hvor det ikke var muligt at forestille sig en verden uden en gud. Men jeg synes faktisk ikke, at det er relevant at diskutere, om da Vinci nu også var sådan rigtig ateist eller ej. Det interessante er, om det giver mening at bruge da Vincis fabler i en humanistisk åbningsceremoni ved folketingsårets begyndelse i 2019, og det synes jeg, ikke overraskende, bestemt det gør.
Som sekulær humanist bruger jeg kunst til at give mening til en verden, som for mig ikke er religiøs. Det er ikke ofte, at jeg beskæftiger mig med, om kunstneren er religiøs eller ej. Gad vide, om man kun beskæftiger sig med religiøs kultur, når man er kristen og ikke for eksempel finder det meningsfuldt eller underholdende at læse en bog som ”Jordens søjler” af Ken Follett, selvom han er ambassadør for vores søsterorganisation Humanists UK.
Jeg skal være den første til at indrømme, at den eksplicitte religiøse fortolkningsmodel ikke giver mening i mit liv, men jeg kunne aldrig drømme om at forsøge at forklare Sørine Gotfredsen, at det ville give mest mening for hende også at fortolke da Vinci sekulært, eller at det i virkeligheden er det, hun gør uden at vide det selv. Det må hun fuldstændig selv om.
At alle humanister i virkeligheden er kristne, eller at den sekulære verdensforståelse er fattig og uden dybde, er et argument, vi har hørt før i Humanistisk Samfund. I Humanistisk Samfund tager vi ikke patent på humanismen eller påstår, at vores livssyn er den eneste mulige fortolkning af verden, selvom vi selvfølgelig mener, at det er en rigtig og en meningsfuld fortolkning.
Jeg synes personligt, at det er toppen af arrogance at ville fortælle andre mennesker, hvordan deres livssyn egentlig hænger sammen.
Til sidst må jeg sige, at jeg er enig med Sørine Gotfredsen i, at det er tankevækkende, at en humanistisk åbningsceremoni skal have så meget opmærksomhed. Det burde jo være meget naturligt, at der kan være flere bud på en god og højtidelig ceremoni, der fejrer demokratiet med refleksion, taler og sange i en moderne demokratisk stat, der kalder sig selv sekulær. At der kun de seneste to år har været et humanistisk alternativ til den kristne ceremoni, burde egentlig være det tankevækkende.
Og at al opmærksomheden leder mig til den konklusion, at det er meget muligt, at det er et velkendt refræn, at alle livssyn bør være ligestillede i det moderne demokratiske sekulære Danmark, men jeg synes ikke, at det kan gentages ofte nok. For det er de nemlig overhovedet ikke.
Lone Ree Milkær er forperson for Humanistisk Samfund.